En langsom og to hurtige rejser til Ukraine. Et øjebliksbillede af krigen.

Reportage og kommentar af Frihed for Ukraines Formand Jens Alstrup

De seneste rejser med forsyninger til soldaterne i Ukraine, som jeg kører i egenskab af formand for foreningen ”Frihed for Ukraine”, var blevet mere og mere risikable. Vi kan herefter ikke have frivillige til at køre for os i området tæt på selve krigen og selv Kyiv, som vi tidligere regnede for sikker, der er bombardementerne nu så massive, at f.eks. EU institutioner forlader byen. Jeg måtte derfor tage turene selv, og det er et stemningsbillede fra Ukraine fra de seneste af disse rejser, jeg bringer her.

Mange ”kasketter” for skribenten

Min seneste opgave, er at søge at få udviklet nye og avancerede droner til Ukraine. I den egenskab, kørte jeg prototyper til test ved frontlinjen, fra Danmark til basen i Donetsk. Desværre var der end ikke fra danske myndigheders side, gjort nogen nævneværdig indsats for at certifikater, tilladelser osv. var i orden, hvad medførte en tilbageholdelse på 4 uger af vores transport i Polen.

Det kostede dyrt, og det ser ikke ud til at afsenderen hvis ansvar papirerne tilhører, har tænkt sig at dække det. Hvad værre var, så er 4 uger brugt, hvor vi skulle være kommet videre med en frontlinjeartikel, forsendelse af flere forsyninger, klargøring af julekampagne og andet. Desværre og ikke uventet, var vores indsats tilmed forgæves, for tiden fra første test af dronen som design, til næste test af dronens funktionalitet i egentlig brug, var så lang, at de er forældede, før de skal produceres. Vi må lære af vores fejl og komme videre.

Danske støvler på jorden

Vores forening Frihed for Ukraine, havde organiseret at Nick (ønsker ikke sit efternavn ud) kunne komme ud som frivillig og hjælpe ved et feltlazaret i Donbas. Han var med, da vi blev tilbageholdt, og tog derfor hjem igen til Danmark og afventede næste rejse.

Formålet med Nicks mission var at få viden om, hvad der er mest brug for, udvide vores netværk og selvfølgelig, at hjælpe sårede soldater til at komme sig bedst muligt. Det var også at vise, at vi kan administrere at sende frivillige derud og få det til at fungere, selvom de frivillige er under vores ledelse og ikke under det ukrainske militærs ledelse. Dette er vigtigt, hvis vi skal udnytte, at mange danskere gerne vil give en hånd med, men dog uden at tegne en egentlig kontrakt (PS: For ikke at bruge din og vores tid forgæves. Har du ikke været i aktiv krigsindsats, så kan du ikke komme i betragtning. Gerne med andre ting, men ikke i aktiv tjeneste tæt på frontlinjen).

Derfor havde jeg styrtende travlt med at levere alle forsyninger på transporten, så jeg kunne komme tilbage og få Nick med på en forsinket rotation hos medicinerne i Donbas.

De berygtede polske toldere

Om de fire ugers ventetid, der kan jeg på ingen måde bebrejde de polske toldere. Transport af våben, skal indlysende tages yderst alvorligt og tolderne optrådte i den forbindelse, yderst korrekt og meget forstående, da det var åbenbart at vi fra vores side, havde gjort alt hvad der stod i vores magt, for at vi havde orden i alle procedurer. Det var blot noget vanskeligt i praksis, når vi ikke fik at vide hvad vi skulle, og sågar kom afsted med mangelfulde dokumenter, som var godkendt af danske myndigheder.

Til gengæld kan jeg bebrejde de polske toldere for de talrige gange, jeg har ventet i timer og af og til dage, for at komme over til de ukrainske toldere. Vel at mærke ved en overgang, hvor der er absolut intet at købe. End ikke en lille kiosk. Det er uforståeligt, især når man tænker på i hvor mange århundreder, at polakkerne har måttet lide under russisk undertrykkelse.

Situationen i Polen, er tydeligt forværret i forhold til Ukraine. Jeg var i landet, da der pludseligt var luftalarm som følge af de 31 russiske droner, der kom ind over Polen. Debatten til en start, antændt fra russiske konti, handlede om at dronerne nok kom fra Ukraine. Dronerne var russiske, men de skulle være samlet fra flere nedskudte russiske droner af ukrainerne, som så sendte dem over Polen for at yppe kiv mellem Polen og Rusland. Senere på dagen ændrede debatten sig, men det varsler ilde, at russerne kunne sætte sådan en dagsorden, uanset at de ikke kunne fastholde den i løbet af dagen.

Et presset program

Tidligere var vi mange af ”vores slags”, der holdt og ventede ved grænsen til Ukraine. Kassevogn efter kassevogn med forsyninger til ukrainske civile og militær. I dag er der en, maksimum to og så et par ukrainske autotransporter med mere eller mindre totalskadede biler fra Vesteuropa, hvor der er økonomi i at genopbygge dem i Ukraine, men de er rent kommercielle transporter.

Vejen til Kyiv kan jeg næsten i søvne. Tidsplanen var presset og efter et par dage, hvor jeg var nødt til at blive i Kyiv for at etablere et firma, kørte jeg mod øst. Det blev 800 km uden fungerende GPS. Modsat, hvad våbeneksperter har sagt tidligere, kan GPS systemer godt bringes ud af drift over længere strækninger i dag. Det måtte jeg konstatere.

Der var lidt eksplosioner i Kharkiv, hvor jeg overnattede. Formentligt glidebomber og de ramte ikke tæt på mig. Tro mig, deres brag er så enorme, at indtil man har set dem eksplodere, så tror man at de falder lige ved siden af en selv, når man bedømmer det kun ud fra lyden. I dag ved jeg bedre, da jeg vitterligt har oplevet dem tæt på.

Jeg havde så meget udstyr til Kharkiv i vores transport, at jeg kunne efterlade traileren i byen. Jeg skulle ud på den rute, som jeg har kørt ufatteligt mange gange, men nu er den kommet indenfor russiske droners rækkevidde. Jeg skal derfor køre hurtigt, hvad er umuligt for vores kassevogn og helt umuligt når traileren er på. Der var ved at blive etableret net over vejen på en strækning over 60 km, men det giver kun en delvis tryghed. En dygtig dronepilot, finder nemt åbninger i nettet og lægger sin drone på jorden under nettet, tæt på f.eks. en sidevej, indkørslen til en tankstation osv. Her holder den kameraet tændt og det kan batteriet holde kørende i lang tid, og når så jeg eller en anden kommer kørende, så aktiverer piloten dronen og den flyver ind i os under nettet. At der er net, giver trods alt, lidt mere sikkerhed, end hvis der slet ikke var net.

Midt i droneland

Jeg fik fortalt, at jeg burde have min sikkerhedsvest og militærhjelm på. Jeg tænkte, at når jeg kom til kontrolposten ind til Donbas, så ville jeg fremstå som lidt af en idiot. I ved, som en amerikansk turist fra Detroit med de mange bandemord, der er bange for de mange terrorangreb i Europa. Det viste sig, at jeg havde ikke noget at frygte i forhold til min forfængelighed. Næsten alle havde sikkerhedsveste på, ikke mindst soldaterne i deres biler. Der var kun meget få civile på ruten, og de har slet ikke noget sikkerhedsudstyr.

Pga. sikkerhed, kan jeg ikke fortælle hvor jeg var. Jeg var omkring det feltlazaret, som Nick skulle ud til, og her kom jeg ubehageligt tæt på russerne. På vejen dertil, var der nedslag fra artilleri på begge sider af bilen. Jeg var langt indenfor dronernes rækkevidde og det er ingen overdrivelse, at der er mange. På et tidspunkt fortalte Nick senere, var der i en radius af 3 km, blev registreret 72 fjendtlige droner på en og samme tid. Truslen er massiv, men jeg slap igennem også denne gang. Russerne holdt måske kaffepause.

Medicinerne var meget glade for forsyningerne og imponeret over, at vi fortsat kommer hele vejen ud til dem med forsyningerne. Jeg havde ikke lyst til at være der i længere tid. Hvert eneste sekund, kunne en observationsdrone opdage bilen og få minutter senere kunne der dukke en FPV-drone op med en sprængladning. Det gjorde der i øvrigt for få dage siden netop ved vores mål, og det kostede soldaten begge ben. At han overlevede, må tilskrives at det skete lige udenfor feltlazarettet.

Hos 93. Brigades dronecenter, var der lidt mere ro på. Dog kun lidt. Dagen før, havde de set 2-3 russiske observationsdroner være meget interesseret i deres position, og de mente derfor at deres centers placering var afsløret.  De var i fuld gang med at finde et nyt sted. Glæden over at få nyt materiel, powerstations, tabets, rygsække, computere og mere, var stor. De fik også mange liter hånddesinfektion, som var over dato, men som de skal bruge til at brænde af ude i skyttegravene, for at holde varmen. Så har I en eller flere paller håndsprit i overskud, så aftager vi meget gerne!

Nedslående stemning

Der var ingen tvivl om, at linjerne var hårdt presset, ikke mindst ved Pokrovsk og Kosjantinivka. Der var også udfordringer ved at holde russerne tilbage i retning af Kramatorsk og hvor Pokrovsk og Kostjantinivka for længst er blevet evakuerede, så er man i færd med at evakuere ikke blot civile, men også soldater væk fra Druzhkivka og snart må det forventes, at Kramatorsk lider samme skæbne. Det udgør en enorm udfordring og soldaterne sover nærmest i lag i de huse og lejligheder, som de kan leje af de civile ejere. Dvs. i de byer, hvor husene fortsat står tilbage i hel udgave.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at russerne pludseligt brød igennem de ukrainske linjer netop ved Pokrovsk. De kom tæt på byen Dobropilla, som gav navn til den nye sektor. Ukrainerne slog tilbage og det var netop mine venner fra 93. Brigade og 3. Angrebsbrigade, som omringede de russiske tropper der. Det var i udgangspunktet en stor sejr, men også en alvorlig advarsel. Russerne har fundet ud af at slå igennem selv de mest befæstede ukrainske linjer, og nu rykker de ikke blot nogle få km frem, men 20-30 km på meget kort tid. Jo, de mistede meget af det igen, men den ukrainske modoffensiv var ikke stærkere, end at russiske enheder, der var helt afskåret fra deres forsyninger, holdt ud i mange uger, før de var nedkæmpet og en tredjedel af området, blev ikke taget tilbage.

Samtidigt med at de omringede russiske enheder holdt stand i overraskende lang tid, rykkede andre russiske enheder frem. Værst var det i Kupjanskdistriketet, hvor de har gjort logistikken meget vanskelig for de ukrainske linjer øst for Kharkiv og ud for Izium, hvor hovedvejen til Sloviansk, den jeg kører på her i beretningen, er kommet godt og grundigt indenfor rækkevidde af dronerne. Det befordrer mildest talt ikke optimisme blandt de ukrainske soldater. Læg her til, at Vesten leverer langt mindre materiel nu, end vi gjorde i første halvår af 2025. Med andre ord, så sidder ukrainerne nu igen, dog ikke helt så slemt, som de gjorde over julen 2023, og har nærmest intet at skyde med, når russerne angriber deres linjer. Derfor er de ukrainske enheder desperate, for at få flere kamikazedroner til at stoppe de massive russiske angreb med noget, som hurtigt kan leveres.

En mediciner ved et stabiliseringspunkt

Det var med den baggrund, at Nick støttede en brigade i Donbas med sin personlige indsats. Det blev 4 intensive uger for ham og det er en historie vi vil vende tilbage til. Han skal derud igen næste år. Nick klagede ikke, bortset fra en ting. Droner, granater, hårdt sårede, døde soldater, kolde værelser, en skrækkelig seng og mere. Alt det tog han i stiv arm. Men suppe morgen, midt og aften i 4 uger, var vanskeligt at håndtere for krigeren. Det kunne jeg godt forstå. Jeg lovede derfor at hente han torsdag kl. 10.00 på positionen, og at der ville være et godt måltid i foreningens lejlighed i Kyiv næste dag.

Rejsen blev udfordrende. Jeg husker ikke om jeg havde GPS på vej fra Kyiv til Kharkiv, men det er som allerede nævnt, ikke noget problem. Vanskeligere blev det, da jeg skulle omkring 93. Brigades centrallager. Det ligger indlysende et stykke fra fronten, så jeg skulle køre bagom hovedvejen til Slaviansk. Små, snørklede veje, ofte i meget ringe kvalitet. Der var som vanligt ingen GPS. Vejskilte var fjernet, så det kunne jeg heller ikke navigere efter og papirkort havde jeg heller ikke med mig og jeg har glemt hvor det ligger. Min GPS viste mig, at jeg kørte 200 km/t i Lima bymidte i Peru i Sydamerika. Det har altid været Lima, de gange min GPS blev spoofet. Ved at bruge Google Maps som traditionelt kort, og ved at have en ganske god stedsans og erfaring i f.eks. at finde vej gennem hele Sibirien før GPS var udbredt, så lykkedes det, men det tog selvfølgelig sin tid og forsinkede mig.

Tingene til 93’erne, blev leveret. Soldaten der kørte deres gaffeltruck, kørte den med hjulspin og på to hjul rundt i et sving! Der er så meget andet, der er farligt her for soldaterne! Mange soldater omkommer pga. helt vild kørsel og andre former for ulykker, der ikke har noget direkte med krigshandlingerne at gøre.

Derfra skulle jeg til Kramatorsk. En soldat advarede mig om ruten og viste mig, hvor jeg skulle køre. Fulgte jeg Google Maps, ville jeg komme under russisk artilleriild på en ukrainsk forsyningsrute. At finde punktet, hvor jeg skulle dreje fra, var nemt nok. Der fra blev det svært. Meget små veje gennem små landsbyer og Google Map som helt holdt op med at fungere. Men uden at køre forkert, lykkedes det mig at nå målet og som en slags velkomsthilsen, bragede 3-4 store glidebomber ned i Kramatorsk, netop som jeg steg ud af bilen og mødtes med 93’erne om at arrangere en miniferie for soldaternes børn.

Hvor rejsen til Donbas havde været med masser af regn og ubeskrivelige veje, så foregik turen til Nicks position i flot vejr og på gode veje. Lige det rigtige vejr for russiske droner. Der er net over hovedvejen, hvis rute er fra 18 til 25 km. fra de russiske positioner og dermed indenfor rækkevidde af de nyeste små kamikazedroner. Værre var det, da jeg kørte fra hovedvejen og ud til Nick. Der kørte jeg 12 km uden net og sluttede kun 8 km fra russerne. Jeg var heldig. Der var intet mens jeg kørte ruten, og der havde været masser af nedslag og droner bøde før og efter jeg kørte ruten.

Soldater og medics havde sagt til Nick, at der var god tid: ”Ingen kommer her, uden at være massivt forsinkede”. Jeg tror at en del af dem, tabte nogle væddemål der. Jeg var der ikke kl. 09.59 eller 10.01, men præcis 10.00! Vi skulle nå at komme omkring vores partneres kontor i Kharkiv med papirer fra brigaderne og derfra til Kyiv inden udgangsforbuddet kl. 24.00.

En russisk salut og dejligt selskab

Da vi ankom til lejligheden i Kyiv efter en begivenhedsløs tur, var der ingen strøm. Vi havde meget grej med, ikke mindst Nick, og det er sin sag at slæbe det op til 22. etage uden elevator. Strømmen kom tilbage før tid og vi kunne gå i gang med tøjvask og at få vores ting op, før vi gik i seng.

Før vi gik i seng, der var luftalarm. Det er der ofte, men ikke lang tid efter alarmen, så gik det løs. 430 droner og omkring 30 ballistiske missiler og krydsermissiler ramte Kyiv den nat. Ind over hovederne på os, fløj der Patriotmissiler til forsvar den ene vej, og russiske missiler og droner, den anden vej. De dage, hvor næsten alle russiske droner blev skudt ned, er desværre forbi. Først omkring kl. 05.30, kunne vi lægge os til at sove. Der var mange dræbte. Heldigvis ramte der ikke noget ned i vores bydel, men det er en ringe trøst for de stakkels civile, der blev ramt i andre bydele.

Jeg havde købt ind til en rigtig god middag til Nick og mine ukrainske og danske venner. Der var dansk, hakket kalv og flæsk og bacon, og det blev til forloren hare og der var masser af det til os alle sammen. Efter middagen, var der hjemmelavede vandbakkelser, som jeg havde lavet under strømsvigt, ved brug af batteri på min powerstation. ”Haren” og kartoflerne var klar til at blive stegt og kogt, straks der var strøm igen. Det blev en dejlig aften og der kom ikke nye bombardementer. Næste dag, havde vi en hviledag, og så kørte vi mod Danmark.

Rejsen hjem fra Kyiv, blev strabadserende. Nick skulle se sine børn, og polakkerne holdt endnu en gang vores kø i et jerngreb, så vi var over 38 timer om at komme over grænsen. Det er dejligt at EU og herunder Polen, hjælper Ukraine, men kunne vi ikke sikre, at vi ikke samtidigt direkte modarbejder Ukraine??? Det er en utilstedelig opførsel af de polske toldere!

Nick fortalte, at oplevelserne i Donbas var helt usammenlignelige med selv det værste, han havde oplevet på det hårdeste ramte, danske hold (12) i Afghanistan. Donbas var mindst 10 gange værre. De to krige kan slet ikke sammenlignes! Det bliver godt for Nick at få en pause og det gør det også for mig selv. Tak for en flot indsats Nick og jeg glæder mig til at vi er på farten igen i Ukraine!

Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

The post Nogle hæsblæsende rejser i Ukraine first appeared on Frihedforukraine.

Reportage fra en sektor ved fronten ud for Izium i Ukraine. Af Jens Alstrup, Formand for Frihed for Ukraine.

Reportage 18.08.2024. Skrevet af Jens Alstrup

Krig er en turbulent beskæftigelse. Men et billede af mig selv og en kat, fik jeg da. Jeg fik også mere end det. Meget mere.

Der er ikke meget, der er gået efter planen på denne rejse. I det mindste har jeg god tid til at rette op på det, og hvad ikke lykkes nu, må komme senere. Jeg fik arrangeret at komme ud med en Front Evak Enhed, som er en enhed af medicinere, der evakuerer hårdt sårede soldater fra frontlinjen. Der skulle jeg være i godt og vel 2 døgn og her efter skulle jeg til Pokrovsk og forhåbentligt komme på et skifte på 8 dage, ud med en droneenhed, som jeg kender rigtig godt.

En tur i en MR Scanner

Desværre har og havde jeg ondt i nakken og venstre arm. Nå, det gik nok over, men for en sikkerheds skyld blev jeg skannet om fredagen og hevet data ud af en CD mandag og mandag aften, som jeg skulle køre tirsdag, fik jeg at vide at bare det at gå med en tung beskyttelsesvest, kunne invalidere mig. Nå, jeg kunne bare ikke få mig selv til at aflyse, så jeg besluttede at stoppe forespørgslen hos droneenheden og gennemføre aftalen med ambulanceenheden.

Gensyn i Izium

Det var hyggeligt gensyn. Jeg kendte “Dex” fra sidste år ved Klichiivka, og det var ham, der stod for den praktiske aftale. Jeg fik nøglen til medicinerbasen i Izium og overnattede der. Jeg ville blive hentet tidligt om morgenen. Her skulle jeg køres ud til den fremskudte base for “Front Evak” og “Medic Evac”.

Kæden for evakuering af sårede soldater

Evakueringer af sårede soldater, foregår som følger: Bliver en soldat såret alvorligt, så bringer hans kammerater ham cirka 1.000 meter tilbage fra selve 0-linjen. Det sker typisk under stor fare fra både håndvåben, ikke mindst snigskytter, og masser af droner. En dygtig droneenhed, hvis den har forsyningerne, kan ekspedere op til 50 “kamikaze”-droner mod fjendtlige mål på en enkelt dag, og russerne går helt bevidst efter ambulancer.

Cirka 1000 meter fra 0-linjen, ankommer “Front Evak” i en for de bedst forsynede enheder, pansret ambulance og mødes med soldaterne og overtager den sårede. Dette er ekstremt farligt pga. de mange droner i luften så tæt på fronten. I nogle sektorer kan dronerne være så mange, at man simpelthen må opgive og afvente. Jeg har selv overværet en soldat blive bragt ind, som havde været lidt over 4 døgn undervejs. “Front Evak” kører tilbage til basen, hvor jeg opholdt mig. Der er typisk fra 7 til 20 km ved denne sektor. Her fra overtager “Medic Evak”, hvor de sårede køres til et feltlazaret og her fra sendes de igen til et hospital.

Ud til frontlinjen – næsten

Basen ligger 6 til 8 km fra fronten, afhængigt af, hvem jeg spurgte. Dvs. rigeligt indenfor normal artilleriafstand fra russerne. Indretningen var beskeden. Der var et lille hus, som var godt og grundigt hærget, men det holdt dog tæt. Her var der mad og opbevaring, og der var også en feltseng til hver, men ingen brugte dem om natten. På den anden side af gårdspladsen, var der en bunker gravet ned i jorden og forstærket med kraftige træstammer. Her var der Starlink med WiFi skruet ned, så der ingen dækning var overhovedet, udenfor bunkeren. Droner kan gå efter WiFi-signaler. Endeligt var der en køleboks til drikkevarer og 6 køjer og en feltseng. Her opholdt vi os for det meste, hvis ikke vi var udendørs.

Krig er også at vente og vente og vente

Og så var der ellers bare at vente, til en soldat blev såret. Normalt er der en evakuering en gang om ugen i dette distrikt, og i de to døgn jeg var der, var der ingen. Det gav god tid den gode mad, fine samtaler med soldaterne og en indførelse i hverdagen, som den også er. Dermed kan man i øvrigt også sige, at det at jeg var ved fronten, er både med rette og urette, for dette er så langt tilbage som selve frontzonen rækker, men skyttegrave, hvor jeg kan kigge over på russerne, er det langt fra.

Et internationalt frivilligt team

Vi var et internationalt hold. En ung norsk medicinstuderende fra Riga og 2 amerikanere og på andendagen, var der en italiener. Basen har meget primitive sanitære faciliteter, så derfor er de her kun et døgn ad gangen. Et døgn ude, et døgn inde. Badet og de rene underbukser tager man, når man er tilbage.

Jeg fik forklaret at der var mange, som skulle med ambulancen til Izium, så der var ikke plads til en mere på Medic Evac, og om det gjorde noget, om jeg kom med Front Evac. Det var jeg helt med på. Om jeg forstod betydningen? Ja, den forstod jeg. Var jeg helt sikker? Ja, det var jeg. Og nu kan jeg jo sagtens spille modig, for jeg kom ikke afsted, men jeg har været derude før, ikke langt fra dette sted.

Omgangsformen var som næsten alle andre steder i den ukrainske hær i felten, meget fri. Tiden blev brugt på at sove, fodre de mange katte, der holdt de mange mus nede. Der blev lyttet til musik, skrevet på sociale beskedtjenester via Starlink, men da kun i bunkeren. Det kunne nemt blive kedeligt, men det var jo kun et døgn ad gangen. Dog to døgn for mig.

Hyggelige haubitser

Natten var et særligt kapitel. Kl. 21.00 gik vi over til blåt, dæmpet lys i bunkeren. Det skete med bunden af en blå plastikflaske. Indgangen blev sløret med et stort regnslag i multicamfarver. Omkring os, var der fra en til tre stykker artilleri. Den ene er en amerikansk M777, altså en kanon, og jeg kunne høre at en var motoriseret og uden bælter, og dermed en haubitser, og da jeg hørte tre skud lige efter hinanden, var der på et tidspunkt mindst tre i alt. Rytmen var et skud, nogen gange to. Pause og så lidt motorstøj. En ny pause og så et skud igen, og så fremdeles. Nogen gange langt fra, andre gange tættere på. En enkelt gang rystede det vores bunker. Til en start, forekom det lidt truende, for de er jo et åbenbart mål for russerne, men som tiden gik, var det nærmest lidt hyggeligt og når de er der konstant, så er det nok ikke fristende for russisk artilleri at skyde tilbage, da deres rækkevidde er kortere end det vestlige artilleris.

Over natten var der gang i walkie-talkierne. Evakuering i dagtimerne er helt udelukket pga. dronerne, så der var de muligvis tændt, men jeg hørte dem i hvert fald ikke. Der blev sagt en del, og jeg arbejder virkeligt hårdt på at lære ukrainsk på Duolingo, men det ligger stadig meget tungt med at forstå det. Jeg fik refereret, at der var ingen sårede den første nat, og den anden nat, var der en soldat der fik en mindre hjernerystelse og en, der blev såret af et fragment. I begge tilfælde var risikoen ved evakuering, alt for stor i forhold til at de bare ventede i skyttegravene på normal rotation. I snit er der en evakuering en gang om ugen.

Fortsættelse følger

Meningen var at lave en fotoreportage af en Front Evac. Det fik jeg ikke, men jeg fik nogle virkeligt gode samtaler til baggrund med soldaterne. Jeg håber, at komme tilbage og gennemføre min reportage. Det bliver efter min operation og med en meget lettere sikkerhedsvest, som jeg køber på vej til Danmark og henter på vej tilbage. Jeg forventer at tage ophold i Ukraine, i det mindste for en tid.

Så i denne omgang, må I nøjes med min beretning og billedet af katten. Men der kommer mere, når jeg er tilbage igen.

Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Senest har vi anskaffet militære regndragter, militære vinterjakker, handsker og isolerede gummistøvler. 

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Oplysning, hjælp til soldater og hjælp til civilsamfundet.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.

Køb og doner militært udstyr via vores webbutik. Frihed for Ukraine sørger for leveringen direkte til soldaterne i Ukraine.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det! 

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

The post Historien om en kat first appeared on Frihedforukraine.