logo

Kernen i Zaluzhnyis strategi

Ukraines offensiv, Kernen i General Zaluzhnyis strategi og et kig mod 2024. Foredrag om Ukraine med Jens Alstrup og Samuel Rachlin.

Dagens opdatering for 11. november 2023. Skrevet, oversat og alle stavefejl af Jan Olsen, Rettelser og hjælp af Kristina Askøe

1. Ukraines offensiv
2. Dagens og ugens kampe
3. Frihed for Ukraine


1. Ukraines Offensiv: Er det virkelig et dødvande?

For at forstå, hvordan Ukraine kan fortsætte hen imod at vinde krigen efter en mere end vanskelig sommeroffensiv, er sidste uges artikel af general Zaluzhnyi i The Economist nøglen.

Både på grund af det, han siger, og det, han ikke siger i den.

Zaluzhnyis analyse er langt længere end både danske og udenlandske medier vil bruge tid på. Her er et link til den fulde rapport – så enhver kan se de virkelige argumenter, Zaluzhnyi fremsætter og ikke pressens ”fortolkninger”.

Desværre ser det ud til, at alle danske medier misser den centrale pointe i analysen og i stedet kun har bragt de dele fra rapporten, som de personligt kunne lide.

Zaluzhnyis rapport hævder ikke, at kampene i Ukraine er gået i hårdknude. I stedet er det en saglig diagnose af, hvorfor Ukraines styrker har gjort mindre fremskridt på jorden end forventet, og hvordan udviklingen ender i et dødvande, hvis intet ændrer sig!

Man skal huske at forstå grunden til, at han skrev artiklen – for at ændre situationen ved at få mere støtte, så Ukraine kan vinde denne krig.

For Zaluzhnyi er der ingen mening i at prøve at undskylde situationen – hans rapport er en skarp advarsel om den meget reelle fare for, at hvis de nuværende kampe får lov til at degenerere til statisk skyttegravskrig, så vil der snart være et dødvande.et dødvande.

Desværre sprang danske og udenlandske medier og diverse politikere og Putinister etc., direkte frem til hans brug af ordet ”dødvande” for at fremstille hans sag som noget andet end det, som Zaluzhnyi siger og beder os om – en opfordring til, at Ukraine nu endelig modtager den udrustning, der skal til for at vinde krigen i stedet for de dryp, vi har leveret hidtil!

Både Kiev og Moskva har travlt med at gennemføre aktive operationer ved fronten – ingen af dem er tilnærmelsesvis løbet tør for ildkraft endnu. Selv hvis Moskva på en eller anden måde mobiliserede nok soldater til at vende krigens retning til Russernes fordel, vil Ukraine alligevel fortsætte kampen, vel vidende, at der ikke er håb om, at et delt Ukraine over tid ville blive stærkere end Moskva efter en våbenhvile.

Det er fakta med denne type folkedrabskrig, som Moskva fører – den fortsætter, indtil den ene eller den anden side taber på slagmarken.

Og hvis Rusland som besættelsesmagt vinder på slagmarken, så kommer der en ny krig i Europa efter denne indenfor de næste 10 år. Hvis ikke andet, så burde vi have lært dette af historien.

General Zaluzhnyis er en af vores tids dygtigste militærere ledere, og han har fra dag et været åben og også åben om Ukraines krav og behov for at kunne vinde denne krig.

Han forklarer klart og tydeligt, hvorfor de spektakulære gennembrud, man håbede på i sommer, ikke blev til noget, og hvad der skal ske for at ændre situationen.

Og for at gøre det klart: Selvom Ukraine kun fik omkring en tredjedel af det moderne udstyr, Zaluzhnyi anmodede om tidligere i år, gjorde ukrainske tropper reelle fremskridt og påførte Russerne forbløffende store tab.

Det er en bedrift, fordi mængden af kampkraft, Moskva sendte for at stoppe Ukraines fremrykning, kunne have kastet Kyivs styrker tilbage, hvis Ukraines militær ikke havde været så effektivt. Moskvas træk i løbet af de sidste par uger, især den igangværende og brutalt dyre indsats for at omringe Avdiivka, indikerer en fejlagtig tro fra Putin på, at hans tropper har jordet Ukraine nok til, at de har genvundet initiativet.


Russiske befæstningsværker og mangel på NATO udstyr

Russerne er dygtige til at lave befæstningsværker og derfor til at opstille et effektivt forsvar på jorden- selvom det vil vise sig uholdbart på grund af de omkostninger, der er involveret i det lange løb. Det var en faktor, som alle undervurderede ved starten af sommeroffensiven. Som det viser sig, var Surovikin-linjens åbenlyse befæstningsværker ikke et delvist bedrag: Moskva havde ingen planer om at afstå noget territorium, så det fyldte en stribe på 10-20 km dyb mellem frontlinjerne med så mange skjulte miner som muligt og dækkede disse territorier med soldater, panser og artelleri uanset omkostningerne at anbringe eget udstyr indenfor Ukraines rækkevidde.

Hvad dette gjorde, er at bremse hvert ukrainsk angreb længe nok til, at russerne havde tid til at sende forstærkninger og konstruere nye defensive positioner bag aksen for et ukrainsk fremskridt. At Ukraine skulle vente frem til juni med at begynde offensiven, var en funktion af den tid, det tog USA og Europa at bryde dødvandet om at levere moderne kampvogne – og selv da er det, der skulle have været en jævn strøm, blevet til flere dråber, som kommer fra tid til anden.

Ukraine får ikke den mængde NATO-gear, fordi NATO-medlemslandene klamrer sig til ideen om, at de skal kunne sende hundrede tusinde soldater til Balkan når som helst, på trods af at stort set alle Ruslands landstyrker i dag er indsat i Ukraine.

Værre for Ukraine var det russiske militærsystem i stand til at smelte et par bemærkelsesværdige evner sammen med en massiv tilstrømning af tropper. Russernes kapacitet til hurtigt at grave skyttegrave, fjernså af miner, masser af artilleri og tæt luftstøtte var nok til at kompensere for mange af Ruslands andre mangler, til at udgøre en mere robust moderne udfordring, end Ukraines partnere forventede, da de beregnede, hvor meget udstyr Kyiv ville have brug for til sommerens kampe.

a) Utilstrækkelig moderne udstyr til elektronisk krigsførelsesstøtte,
b) ingen jagerfly til luftdækning,
c) ingen ATACMS i starten,
d) ingen klyngebomber til 155 mm kanonerne eller til HIMARS,
e) for få artilleri radars til at spore indkommende granater og finde russernes artilleri, og
f) kun en tredjedel af de moderne pansrede køretøjer, Ukraine anmodede om for et år siden,
g) samt Russernes evne til hurtigt at masseproducere selvmords-angrebsdroner – det hele tæller med.

Det er den virkelige grund til, at Zaluzhnyi inden for få uger efter det første mekaniserede angreb i NATO-stil i starten af offensiven skiftede strategi og stoppede med at lave køretøjsintensive angreb (som russerne stadig holder fast i) på trods af den langsommere hastighed i fremrykningen, som dette strategi-skifte indebar.

Han skiftede strategi på grundlag af de foreliggende beviser: De enorme tab som Ukrainerne så at russiske styrker fik ved deres hovedløse angreb, som til sidste førte til sammenbrud af de lokale kampstyrker. Det som skete i Kharkiv i september sidste år og som vill være sket i Kherson, hvis russerne ikke havde trukket sig tilbage over Dnipro. Dette var grunden til, at Ukraine valgte ikke forsætte sommeroffensiven efter den samme metode som russerne, efter de første store tab.

Samtidig skal vi huske at det at russerne ikke er brudt sammen endnu, udelukkende skyldes Moskvas fortsatte evne til at erstatte alle de 20-25.000 soldater, Ukraine dræber og sårer hver måned med nye friske (og dårligt uddannede) kroppe. Det er nu klart, at den russiske fordobling af troppeantallet i det besatte Ukraine i løbet af 2023, muliggjort af Moskvas delvise mobilisering sidste år, har for en tid bevist det gamle ordsprog, at ”mængde i sig selv har en egen kvalitet”.

Men der er omkostninger ved denne tilgang, som Putin ikke vil kunne lide, når vinteren begynder. Zaluzhnyis strategiske forsigtighed er grunden til, at Ukraine ikke sluttede sommeren så udmattet, at den fornyede russiske offensiv i Avdiivka-sektoren de sidste par uger kunne skabe en større krise. Så istedet for at have tabt de fleste af de leverede NATO Kampvogne, APCs og artilleri, så har Ukraine i dag stadig langt hovedparten tilbage og i intakt stand. Og vi skal ikke glemme, hver måned stadig flere NATO-trænede tropper. UK alene har uddannet mere end 30.000 nye Ukrainske soldater i løbet af 2023!

Rusland har på den anden side ofret en forbløffende mængde kampkraft og synes opsat på at smide endnu mere væk i den nærmeste fremtid, uden nogen form for plan andet end masse angreb.

Mens kampene omkring Avdiivka bestemt er en brutal affære for alle involverede, betyder ankomsten af to eller tre ukrainske brigader sandsynligvis, at den russiske indsats for at omringe de ukrainske defensive positioner der vil mislykkes og blot resultere i store russiske tab. Videobeviserne fra kampene viser, at mange russiske officerer stadig ikke har forstået, hvor svært det er at iværksætte masseangreb uden at miste op til tre fjerdedele af angrebsstyrken hver gang, specielt når ens tropper er helt grønne og lige fra skolen.


Kernen i Zaluzhnyi’s strategi

Zaluzhnyi siger det ikke højt, men kernen i hans strategi for at vinde krigen i 2024 er klart at bevare og opbygge mest mulig kampkraft, imens han samtidig fokuserer på at ødelægge russernes a) logistik og forsyninger, b) artillerisystemer og c) luftforsvar og flyvåben over alt.

Den store ubekendte ved Ukraines sommermodoffensiver var, hvor godt russiske bestræbelser på at skabe en effektiv forsvarsbarriere for at forhindre et ukrainsk gennembrud ville være?

Desværre – takket være droner, elektronisk krigsførelse og kæmpe gammeldags minefelter – kan vi konstatere at det lykkedes for russerne for en tid at forhindre det ukrainske gennembrud.

Så lige pt ligner situationen lidt den Første Verdenskrig. En konflikt, hvor militære ledere for første gang måtte regne med frontlinjer, der strakte sig i hundreder af kilometer. Hvor pigtråd, skyttegrave, maskingeværer og artilleri kunne bremse ethvert angreb længe nok til at lade den anden side flytte reserver frem til stedet og stoppe et gennembrug.

I dag kan få droneoperatører, der støtter noget infanteri bevæbnet med anti-tank missiler, udslette enhver fremrykkende pansret styrke, som ikke er dækket af anti-drone systemer og derfor alene gøre et gennembrug meget vanskeligt.


Hvad Zaluzhnyi ikke sagde

MEN – Zaluzhnyi sagde ikke – som mange har hævdet – at en radikal teknologisk løsning er nødvendig for, at Ukraine kan vinde.

Han sagde, at hvis der ikke findes nogen, så er den eneste vej gennem sådanne dødbringende forsvar at have alle de nødvendige værktøjer til at undertrykke og ødelægge russernes kapaciteter i området. Det er vigtigt under et angreb med henblik på et fremtidigt gennembrud, for at undgå at tage de samme ublu tab, som russerne tager dagligt ved Avdiivka i denne tid.

Minefelter, droner og artilleri gør nu hurtige bevægelser meget vanskelige (men ikke umulige). Men droner og artilleri er også det, som forhindrer russerne i at bygge flere skyttegrave og udvide deres nuværende defensive positioner radikalt.

Når Zaluzhyni siger, at ny teknologi er nødvendig for at bryde dødvandet forårsaget af skæringspunktet mellem miner, droner, netværk og artilleri, mener han ikke, at krigen skal vente på, at de rigtige gadgets dukker op. Han advarer om, at krigen pt. bevæger sig i en alarmerende retning hvis Ukraine ikke får tilstrækkelige af de rigtige resourcer fremover, for den rigtige kombination findes allerede;

For at hjælpe Ukraine med at forhindre et dødvande har Ukraine ikke kun brug for yderligere moderne tungt udstyr, men også minerydning, elektronisk krigsførelse, modartilleri radars og anti-droneudstyr.

Disse vil gøre det muligt for ukrainske tropper at udvikle lokale fordele i forhold til Russerne og genoprette evnen til at iværksætte hurtige, afgørende angreb som på sigt både vil nedslide den resterende russiske kampevne og skabe et eller flere gennembrud af den nuværeden front.

For at opnå dette kræver det, at man i real time ved fronten kan identificere alle mulige fjendtlige positioner og ramme dem med artilleri og droneangreb, samt at blandede grupper af infanteri og kampvogne som skynder sig fremad, før et effektivt og organiseret forsvar kan begynde når en svaghed er fundet. Men det kræver også, at man har udstry til at blinde eller nedkæmpe fjendens droner på, da de ellers opfanger enhver bevægelse og tillader ethvert artilleri eller dronehold inden for rækkevidde at yde støtte og stoppe et gennembrud, før det udvikler sig.

Fjendens artilleri vil blive involveret uanset, så i det øjeblik kanoner eller raketter affyres, skal Ukraine have nogle langtrækkende artillerisystemer klar til at reagere – og en kombination af droneobservation og jordbaserede radarer for at lokalisere Russernes artilleri. I disse dage affyrer kanoner en salve og bevæger sig væk i løbet af kun to eller tre minutter, hvilket betyder, at der kræves en hurtig reaktion for at slå dem ud.

Huller i hvad Ukraine har været i stand til at opdage og skyde på har gjort det muligt for de russiske tropper at overleve og forårsage skade, indtil Ukraines styrker kan fange dem i deres positioner.

Minefelter og selvmordsdroner bremser ukrainske angrebsgrupper, hvilket giver russerne mere tid til at få noget ildkraft samlet om målet. Og den russiske luftoverlegenhed på deres side af frontlinjen tillader en konstant bølge af kampfly, der kaster glidebomber fra 50 km bag fronten. Styret af GPS eller oftere en dronespotter ved hjælp af en laser, gør de det meget vanskeligt at få køretøjer til at gruppere sig overalt i nærheden af frontlinjerne.


Klar besked om behovet for 2024

Det er derfor Zaluzhnyi er så klar på hvilken støtte hans tropper har brug for fremadrettet. Luftforsvar for at forstyrre glidebomber er en enorm prioritet. Droner med længere rækkevidde og bedre modstandsdygtighed over for den jamming, som russerne stoler så meget på, er nøglen til at opdage og dræbe fjendens artilleri, som gemmer sig så langt fra fronten som muligt for at forbedre overlevelsesoddsene, selvom dette forringer deres nøjagtighed.

Og Ukraine har også hårdt brug for mere elektronisk krigsførelsesudstyr, da dette er den bedste kortsigtede løsning på de små selvmordsdroner, der udgør en stor trussel mod både pansrede køretøjer og tropper.

Træning og rekruttering er det andet store fokus i Zaluzhnyis stykke, da forbedring af evnen hos den gennemsnitlige ukrainske soldat og officer vil gøre meget for at hjælpe den med at opnå store gennembrud og endelig sejr i 2024. Selvom dette måske ikke synes muligt nu, er faktum, at der er otte måneder mellem nu og næste juli, hvor det rimeligt kan forventes, at den næste store Ukrainske operation kommer.

Indtil videre er Ukraines tropper indstillet på at fortsætte deres kamp med vægt på at holde tabene så lave som muligt, samtidig med at de strækker fjenden og forhindrer dem i at grave endnu dybere. Langt fra dødvande, dette er blot modoffensiven, der går ind i en ny fase – langsommere og mere bevidst, end nogen ønsker, men ikke en fastfrysning eller standsning af operationer.


Et kig mod 2024

Hvad der militærvidenskabeligt kaldes for et “kulminationspunkt”, er det punkt, hvor der sker et systemisk sammenbrud for fjenden i krigen.

Zaluzhnyi og andre højtstående ukrainske ledere synes klart at have en forståelse for, hvor vigtigt det er at fremtvinge en kulmination for Russernes kampevner i Ukraine, uden at der samtidig sker udmattelse den Ukrainske hær. Dvs. spare energi til at prøve en anden tilgang.

På basis af dette er de centrale mål, som vi kan forvente, at Ukraine vil arbejde på at nå i løbet af de kommende seks til ni måneder:

  • Forøge de russiske tabstal fra ~ 20.000 om måneden til omkring det dobbelte
  • Fortsætte ødelæggelsen af pansrede køretøjer og artilleri i det nuværende tempo
  • Minimere skader forårsaget af russiske missilangreb på infrastrukturen
  • Fastholde et brohoved over Dnipro, der er stort nok til at indsætte tungt udstyr
  • Ramme det fulde omfang af det russiske logistiksystem; fra fabrikker til depoter, overalt og hele tiden
  • Modernisere de Ukrainske militære styrker med bedre udstyr, doktrin og træning.


Kherson – et praktisk eksempel til eftertanke

Og for at tage et praktisk eksempel på Zaluzhnyi tankegang, så er Ukraine tilsyneladende allerede i gang med at demonstrere, at de ved Kherson, i mindre skala, allerede har alle de nødvendige værktøjer til at undertrykke og ødelægge store dele af russernes kapaciteter i området.

Og virker det her, kan det komme til at virke alle steder i stor skala til næste sommer, hvis den rigtige kritiske masse af disse værktøjer findes til den tid og sættes sammen og bruges, som vi ser glimt af pt ved fronten ved Kherson.


Hvilken strategisk ændring skaber ATACMS, selvmordsdroner og Bayraktar TB2 ved fronten?

Ukraine har alene med brugen af ATACMS på få uger skabt et “no-go-område” for helikopterbaser, som har tvunget Ruslands kamp- og logistikhelikoptere tilbage til Rusland på en linje bag Rostov ved Don.

Og selv der i Rusland kan de stadig rammes med Ukraines modificerede S200 raketter, blot ikke så effektivt som med et ATACMS-missil.

Så med et slag er en meget vigtig del af Ruslands kapacitet for præcisionsildstøtte ved fronten blevet ændret og flyttet flere hundrede km væk fra fronten blot for at overleve.

Me, det er ikke kun kamphelikoptere som bliver skubbet tilbage. Det er også alt Russernes antiluft- og droneforsvar, i.e VKS Buk, S-300 &; S-400 SAM’er, der skubbes væk fra fronten af GMLRS / ATACMS nu.

Og da jorden er rund (og derfor krummer), så opstår der pludselig et ”blindt område” under ca. 1200 fod / 300m højde, hvor de russiske SAM-radarer fra 100km afstand ikke kan se de ukrainske droner ved fronten.

Vi kan sikkert alle huske, hvad Bayraktar TB2 gjorde ved de endeløse kolloner af russiske kampvogne og BTRs tilbage i marts og april 2022. Pga. de russiske Buk, S-300 & S-400 antiluftforsvar har Bayraktar TB2 længe været nyttesløs ved fronten, da den er for langsom til at kunne bruges til angreb på samme måde uden at blive skudt ned med det samme.

En Bayraktar TB2, der kredser under 1.200 fod, 20 km bagved den ukrainske side af kampområdet/fronten (FEBA), kan derfra se 30 km ind bagved de russiske linjer og derfra lede ildstøtteaktiver til at afbryde al russernes logistik og køretøjets bevægelse og udføre meget effektiv spotting af russiske styrker og artilleri. 

Kombiner dette med mange små, billige ukrainske FPV selvmord-droner, der kan nå mere end 25 km fra bag russiske forreste linje og som bliver fodret med TB2-overvågningsdata i realtid.

Ved at bruge disse kapaciteter, ATACMS, Selvmordsdroner og Bayraktar TB2 samt ukrainernes nye mobile dronejammere, kigger vi på begyndelsen af verdens mest omfattende luftkampagne uden brugen af et faktisk luftvåben.

Fakta er allerede, at omkring halvdelen af det tabte artilleri og en tredjedel af tabet af russiske pansrede køretøjer er “dræbt” ved hjælp af FPV selvmords-droner på basis af statistik fra Ukraines generalstab og “Dronehæren”.

Og vi ved, at de ukrainske FPV-selvmordsdroneproducenter kan levere mellem 12-15 tusinde til fronten hver måned i dag!

Så Zaluzhnyi har igen vist, at han allerede har mange af de nødvendige værktøjer, og at det er hans og ukrainernes samlede brug af dem, som kommer til at gøre forskellen i den sidste ende.

Lad os give ham resten af det, som de stadig mangler, herunder en masse F16-fly og ATACMS, i de mængder, som virkelig er brug for! Så skal Ukraine nok rydde bordet i løbet af 2024, selvom der er lang vej endnu.

Kilder: input fra Sarcastosaurus, Trent Telenko, Andrew Tanner og #Military and Strategic


2. Dagens og Ugens Kampe

Da vejret bliver mere variabelt i hele Ukraine, og begge sider tester nye tilgange på vej ind i efteråret, har der ikke været mange større sammenhængende bevægelser på jorden i den sidste uge. Intensiteten af kampene forblev imidlertid høj, især i Kupiansk, Bakhmut, Avdiivka, Orihiv og de spirende Dnipro-brohovedsektorer.

Ikke meget jord skiftede hænder nogle steder, men hårde kampe fortsatte uden meget svigt. Begge sider udvekslede dødbringende missilangreb. Ukraine slog et nyt skib under bygning på Krim, mens russerne formåede at ramme en gruppe ukrainske soldater, der var samlet til en prisoverrækkelse, med et Iskander-ballistisk missil. Ukraine har også sænket 2 russiske landgangsbåde i går.

Den første er bemærkelsesværdig, fordi målet ikke er langt fra broen over Kertjstrædet i et område beskyttet af en ring af S-400 missilbatterier. Det står nu klart, at et tilstrækkeligt stort angreb kan ødelægge broen når som helst, når Ukraine beslutter, at tiden er inde, og investeringen af missiler er det værd.

Nu lever vi i en verden, hvor selvmordsangrebsdroner jagter individuelle soldater og eksploderer, for hvis batteriet alligevel er ved at dø, kan du lige så godt reducere fjendens troppeantal med en. Bedst ikke at tænke på, hvor let det må være at fjerne verdensledere, berømtheder eller milliardærer, hvis nogen får forestillingen om det i den nærmeste fremtid.

Under alle omstændigheder, med Moskvas orker, der forlader deres huler for at rykke frem igen, er Ukraine tilbage til at fjerne op mod 1.000 fra slagmarken hver dag. I Kupiansk rykkede en række angrebslinjer frem med en mark eller to.

Bakhmut har også set russerne forsøge at gå tilbage på angrebet, og selvom Ukraines brigader har været på fremrykning her hele sommeren, synes indsatsen ikke at have svækket dem så meget, at de er nødt til at rotere fra linjen. Russiske tropper, der forsøger at modangribe, har været brutale, selvom bestræbelser på at marchere ud af den ødelagte by nord for, hvor Ukraine har gjort de største fremskridt, kan være bekymrende, hvis angrebene intensiveres.

I en normal vinter bliver vejret værre hurtigere oppe nordpå, så jorden er næppe til lange masseoffensiver i området. Hvad Ukraine vælger at gøre næste gang i Bakhmut, er uklart – i øjeblikket har de nøglehøjder syd for byen, men russiske tropper forbliver i kontrol over en anden bue af højere jord mod nord. Det vil sandsynligvis kræve forstærkninger at flytte dem, men indsatsen kan meget vel være det værd, hvis Ukraine kan frigøre reserverne.

Avdiivka har fortsat fået mest opmærksomhed fra enhver aktiv sektor på det seneste, med hårde kampe i gang nord og syd for byen, da Putins tropper kæmper for at afskære fæstningen fra genforsyning. I løbet af den seneste uge har Moskva gjort meget få fremskridt, selvom en lind strøm af rapporter tyder på, at det opbygger flere styrker som forberedelse til et forsøg på at storme det store industriområde nord for byen. De næste par uger ser ud til at blive kritiske, og den 47. mekaniserede brigade har mistet nogle af sine leoparder og Bradleys under lokale modangreb, så det samlede resultat er oppe i luften.

Jeg tvivler dog på, at Moskva, med de forstærkninger Ukraine har sendt, har store chancer for at lukke ringen. Et par brigader, der blev indsat langs den nordlige flanke af fremrykningen, kunne meget let afskære dens førende elementer og fange dem i en lomme. Hvis f.eks. Ukraine trak nok styrker fra Kupiansk og Lyman til at gøre et forsøg, kunne det at indsætte 21. og 14. eller 32. på den nordlige flanke og generere nogle interessante muligheder og afslutte truslen om omringning hen over vinteren.

Det har ikke været mange open source-nyheder, der kommer ud af Orihiv-fronten på det seneste, men på denne front fortsætter mindst 10 brigader, sandsynligvis mere end 15, med at bekæmpe russiske modangreb og arbejde for at udvide bruddet i Surovikin-linjen. Denne sektor er nu afgørende for at binde så mange russiske tropper som muligt og dermed forhindre dem i at forstærke Avdiivka eller bestræbelserne på at eliminere Ukraines brohoveder over Dnipro.

Medmindre flertallet af analytikerne tager grueligt fejl, bevarer Ukraine nok kamppotentiale her til at bevæge sig ret hurtigt, hvis russiske styrker bliver for svage. Den falske dødvandefortælling, der dannes i de amerikanske medier, ville blive knust ret hurtigt, hvis det skete, og Putins eneste håb er, at hans fjender simpelthen giver op og går væk fra Ukraine, fordi de er distraheret af andre kriser.

Dniprofronten er den mest interessante i øjeblikket, til dels fordi Ukraine har været så tæt på sine fremskridt. Hvad der kan hentes fra open source-information, indikerer en langsomt voksende tilstedeværelse, tre eller endda fire marinebrigader, der problemfrit har skiftet fra kampe syd for Velyka Novosilka til flodkrydsninger i Kherson. Selv efter at have fyret den russiske kommandant med ansvar for området, har Putins orker haft meget lidt succes, og truslen er at trække reserveret væk fra Orihiv.

Disse tropper vil ikke køre til Krim lige foreløbig, men en langsom og stabil opbygning af kampkraft på tværs af Dnipro udgør en ekstrem trussel mod det russiske forsvar. Vejret her vil forblive befordrende for større operationer i meget længere tid. Det vil samtidig tørre ud tidligere på foråret. Når man først har kontrol over en række byer på bredden af Dnipro, er der ikke mange åbenlyse defensive positioner på nogle måder inde i landet. Opbygning af den logistikinfrastruktur, der er nødvendig for at implementere tungt udstyr som kampvogne, er ikke en enkel eller hurtig opgave, men hvis du ikke forsøger at gøre det hele på en dag, langsomt, kan ubarmhjertigt pres få arbejdet gjort.

Med ATACMS og ideelt set en større tilstrømning af HIMARS-granater, klyngebomber og en massiv produktion af selvmordsdroner, kan Ukraine ramme mål hele vejen til Krim og skade russisk logistik og kommandoknudepunkter over et stort område i syd.

Som vi kan se i disse dage, er det praktisk muligt at undertrykke nok af Ruslands styrker med artilleri og selvmordsdroner til, at de ikke kan operere inden for 20 km fra floden, hvilket skaber plads nok til, at tungt udstyr kan overleve, når det først er sendt over. Hvis et par luftforsvarssystemer af Patriot-klassen blev placeret nær Mykolaiv, kunne SAM’erne true russiske jetfly, før de nåede lanceringspositioner for deres glidebomber, hvilket gjorde meget for at hjælpe med at opretholde eventuelle broer, Ukraine opfører over Dnipro.

Enhver, der forsøger at hævde, at Ukraines modoffensiv er gået i stå, ignorerer hårde beviser på, at konflikten kun bliver mere intens herfra. Ukraine gennemgår lidt af en nulstilling i øjeblikket, men det betyder ikke, at det er tæt på at opgive kampen.


3 Frihed for Ukraine

Foredrag

Jens er igang med en række foredrag I Danmark. Der er endnu et foredrag denne måned og i hvert fald to i januar. De sidste holder Jens sammen med Samuel Rachlin i samarbejde med Kolo Nordic. I november, kan I stadig komme til foredrag i København, hvor Jens optræder alene.

21. november kl. 19.00 Allehelgens Kirke, København S, Billetter her

18. januar kl. 18.30 Risskov Centret, Billetter her


Medlemskab af Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine har nu sin foreningskonto kørende. Tidligere donationer blev løbende overført fra vores komites konto, som snart bliver lukket ned og regnskab aflagt. Her er vores nye konto:

Reg.nr.: 2300 kontonr.: 8983973370

Du kan også melde dig ind i vores forening

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores opslag og give et like. Mange tak til de mange, som gør det! Og selvfølgelig også mange, mange tak til de mange, som sender os deres bidrag! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Oplysning, hjælp til soldater og hjælp til civilsamfundet.

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”