Alles øjne på Davos, ikke på Ukraine

Russisk luftangreb på Kramatorsk: en kvinde født i 1978 blev dræbt, og hendes lig blev fundet af redningsmandskabet under murbrokkerne af en beboelsesbygning. En anden kvinde blev såret. 26 private huse, en butik og biler blev beskadiget. / Foto: Foto: State Emergency Service of Ukraine, Creative Commons Attribution 4.0 International license.

Stærk kulde lammer civile i Ukraine, stadig tryk på de russiske fremrykninger, angreb på alle 5 ukrainske atomkraftværker, og 600.000 civile har forladt Kyiv.

Dagens opdatering for 21.01.2026. Skrevet af Kenneth Pico Rasmussen

Alle øjne er desværre på Davos og hvad trump nu fandt på, og det lukker desværre for en del af nyhedsstrømmen af fra Ukraine. Og desværre lader det til at trumps fixation på Grønland også har en effekt på hjælpen til Ukraine. Det er meget muligt at han påstår at EU kan købe alt det de vil i USA, men det skal jo stadig leveres til Ukraine, og det er USA der gør det. Især luftforsvarsudstyr som kun USA har, drypper langsomt ind, og det har medført store skader i Ukraine. Han kan ikke presse rusland til noget, eller han har i virkeligheden ikke ønsket det. Og i morgen tager Witkof til rusland for at møde putin og takke ham for at være stille omkring Venezuela. 

Rusland fortsætter sine angreb mod ukrainsk energiinfrastruktur, og det bider virkeligt i Ukraine nu. Natten til mandag blev der sendt ca 200 droner afsted mod Ukraine, og natten til tirsdag ca 300 samt et antal ballistiske og krydsermissiler. Forleden var ca 360.000 husstande i Kyiv ramt af strømsvigt det meste af døgnet. Der er elektricitet igen, men selvom der er opsat telte hvor indbyggerne kan få varme og ladet op og noget at spise og drikke, har vi hørt om underafkølede borgere, der søger hjælp på hospitalerne nu. 

Rusland er også begyndt at gå efter ukraines 5 atomkraftværker, nærmere bestemt strømstationer (jeg er ikke sikker på den danske oversættelse), der leverer strøm til atomkraftværkerne, så de ikke nedsmelter og fungerer. De kan ikke være selvforsynende, for hvis kraftværket stopper, kan de ikke forsyne sig selv. Det er ikke kun atomkraftværket ved Chornobil (ukrainsk for Chernobyl), men alle 5 kraftværker, der har fået deres strømforsyning ramt. For anden gang. Også selvom rusland og Ukraine aftalte en våbenhvile omkring kraftværket i Zaporizhia i sidste uge. Det har naturligvis også ramt det ukrainske energinet hårdt, og klager til FNs Internationale Atomenergiagentur

 (IAEA) der holder øje med det her, og især Zaporizhya, er blevet afsendt. Det russiske medlem af dette FN-organ afviste de ukrainske klager med, at sådan nogle småangreb gør ikke nogen skade, og det er slet ikke farligt. Hvis de har fulgt manualen, har de også først sagt at det var løgn, dernæst at det var Ukraine selv, der havde udført angrebene. 

Så på grund af frosten på under 20 minusgrader i Ukraine og de gentagne angreb på Ukraine, står især de ukrainske civile i den værste situation siden 2022. Så alt hvad i kan lave af skyttegravslys, varmt tøj, powerbanks, generatorer osv kan bruges og skal sendes til Ukraine.

Ukraine slår igen. Der har været droneangreb på energiinstallationer i de besatte områder, men intet stort. Det kan have noget at gøre med alle de strømafbrydelser at gøre, at der ikke bliver produceret missiler. Der har dog været angreb, som sagt på de besatte områder og også på Krym, hvor luftforsvarssystemer bliver ramt. Dog har Ukraine ramt et olieraffinaderi i Krasnodar Krai i det sydlige rusland. Russiske embedsmænd siger, at også civile bygninger blev ramt, men en del beretninger online fra borgerne i området siger, at det var russisk antiluftskyts der ramte bygningerne. 11 blev såret, men det er helt uvist hvad der er sket.

Kampene på jorden

Kampene på jorden følger de sidste måneders mønster. De russiske styrker maser på alt det de kan, og taber rigtigt mange soldater, mellem 25 og 35.000 soldater om måneden, døde, sårede, overgivne og savnede osv. Kulden og de omskiftelige vejrforhold gør det svært for både angribere og forsvarere, og alle bevægelser er langsomme. Derfor er de russiske styrker stadig ikke i fuld kontrol i Pokrovsk og området øst for byen. Over resten af fronten er der heller ikke meldt om russiske (succesfulde) fremrykninger, heller ikke i syd, hvor putin ellers havde beordret sine tropper om at nu skulle de se at få erobret byen Zaporizhia. Da skete der lidt fremrykning, men det er ikke set siden. Heller ikke nord for Kharkiv, hvor rusland gerne vil have en “sikkerhedszone” en 50 km ind i Ukraine, sker der heller ikke det store. Hvad en sikkerhedszone på 50 km skulle kunne gøre noget ved droner med 1000 km rækkevidde, forlyder der intet om.  

Skift i efterretningerne til ukraine

Frankrig har erstattet USA som den største bidragsyder af efterretninger i krigen. Det er rimeligt forståeligt. USA har vist sig som en ret ustabil partner, eller rettere administrationen har. Jeg er ret sikker på at i CIA der opbyggede de ukrainske efterretningsinstitutioner efter 2014 er man sydende af raseri. Den slags arbejde har karakter af tætte relationer, og det samme må gælde for de officerer i Pentagon, der har leveret efterretninger og måldata til Ukraine i den tro, at det gavnede USA og den vestlige verden. Det er jo faktisk lige præcis det, de er blevet uddannet til gennem et langt liv, kampen mod Sovjet(rusland). Det er muligvis også derfor vi har set en nedgang i antallet af drone og missilangreb mod rusland, for der skal meget præcise billeder og data til, og dem der kan leve det nemmest, er USA. Men nu er Frankrig mere på banen, samt alle de andre statslige og private aktører, der leverer efterretninger til Ukraine. 

Kadyrov klanen og to bygninger styrtet sammen I rusland

Der er mange tegn på at det ikke går helt godt i rusland, og vi venter jo stadig på, at det hele braser sammen. Desværre er det jo umuligt at forudse. Det sker når det sker, og økonomien braser sammen før det politiske system, og på den måde kommer de til at halte videre en rum tid. Noget der kan ændre på det, er en eller flere såkaldte Black Swan hændelser, og dem har der været en del af for tiden. Men kun en der direkte involverer rusland og Ukraine. Det drejer sig om gangsteren og Tjetjeniens diktator Ramzan Kadyrovs 18årige søn, der er opdraget med at bruge fanger som lænkede boksebolde, og have en forkærlighed for bling, guld og hurtige biler. Han er blevet kørt i stilling som arvtager til at lede Tjetjenien, hvis og når papa Kadyrov himler. Det kunne være tæt på, for han er rygtet syg. Nå men sønnike kørte i en kortege for fuld smadder gennem Grozny, og hans bil ramte en anden bil. Den bils fører døde, og Kadyrov jr. blev fløjet til et hospital i Moskva. Som sagt er han 18, og man skal være mindst 30 for at stille op, men det forhindrede heller ikke farmand i sin tid. Heller ikke putin. 

Grunden til jeg nævner dette er, at der er en meget stor mulighed for, at der udbryder kaos i Tjetjenien hvis en magtkamp bryder ud. Det vil uvægerligt påvirke situationen i Ukraine, fordi Tjetjenien har en del styrker i Ukraine. De laver ikke så meget andet end at plyndre og optage tapre tiktok videoer af deres indsats, og komme i slagsmål med de russiske styrker, hvis respekt for dem kan ligge på et meget lille sted. Fordi de bruges til at fange og afstraffe desertører. Men skulle klanstrukturen i Tjetjenien bryde sammen, kan man forudse et dash til hjemlandet for at holde traditionen med plyndringer og power grab i hævd. Og så kan det nok være, Moskva får noget at se til.

At det ikke ser så godt ud i rusland ses også på at der flere steder mangel på personer til offentligt arbejde. Det er et problem med vilde hunde ude i provinsen, der “overtager” bydele. Normalt er det vel det svarende til kommunen, der regulerer dem. Men der er bare ingen mænd. Det ses også at i byer er der trolleys der ikke kører, på grund af mangel på mænd. Jo de kunne godt bruge kvinder, men de bruges altså ikke. Og med hensyn til bygningerne der brasede sammen, så for at forhindre det skovler man sne af tagene. En yderst fornuftig foranstaltning, men der manglede altså også personel til det. Så to bygninger brasede sammen, og det kommer helt sikkert til at blive et tilbagevendende problem igennem vinteren, sammen med de i de andre opdateringer nævnte problemer med kogende vand der sprænger rørene, laver synkhuller, og koger nogle indbyggere levende. Alle de problemer er selvfølgelig størst ude i provinsen, og det er ikke ensbetydende med at alle mænd er draget til Ukraine. De kan sagtens bare have taget arbejde i forsvarsindustrien.

Under putins maraton ring ind med spørgsmål i december var der en bager i Moskva-området der ringede ind, og udtrykte bekymring om sit bageris fremtid, med skatteforhøjelser og moms der ville komme i 2026. Han blev beroliget på den sædvanlige måde om at det nok skulle ske, og for at vise sin taknemmelighed, sendte Kreml en flaske vin til bageren. Og lavede en historie ud af det. Nu er bageren så lukket, og det er godt nok en pinlig historie for Kreml, sådan som den blev blæst op som “bare rolig”. Så putins talsmand peskov har offentligt måttet kommentere, og siger, at måske skal man lige tale med putin om hvordan de skatter er landet osv. Men at riget fattes penge er klart for enhver. Forleden blev Rockwools firmaer overtaget af rusland, uden kompensation til Rockwool. Det var hvad vi klogeåger havde forudset, for en række russiske firmaer er blevet overtaget. Også Carlsbergs Baltika i sin tid. Men at overtage Rockwools aktiviteter er jo ganske smart, for med al den genopbygning der skal til, skal der jo bruges isolationsmateriale. Og de penge skal ihvertfald ikke gå til et udenlandsk firma, der ikke ejes af en ven af putin.

Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

Translate »
0