logo

Blodig uge i Ukraine

Ukrainsk soldat skyder mod russiske stillinger i Kharkiv regionen / Photo: Petro Zadorozhnyy / State Border Guard Service of Ukraine / the Collection of war.ukraine.ua

Ukraine opgiver Vuhledar. Civile i Kherson angrebet med droner. Russisk favør på granater stærkt reduceret. Ny generalsekretær i NATO  

Dagens opdatering for 03.10.2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen

Det har desværre været en meget blodig uge i Ukraine, og rusland har også haft fremgang. I lørdags blev 10 personer dræbt af en russisk bombe eller missil, der slog ned i en sundhedsklinik. Det er et mindre hospital med ca 100 indlagte, ansatte og andet personel. Dvs det er umuligt at rusland ikke ved, at det er et hospital. Men desværre har de angrebet hospitaler mange gange før i Ukraine, og før det i Syrien. Efter weekenden blev 9 dræbt, da et marked i Kherson blev bombet af russerne. Derudover har der været de sædvanlige natlige angreb med shaheed-droner og et par missiler, fra eller til. Der har ikke været meldinger om, at de har ramt noget, eller hvad de har ramt. 

Dagens kampe

Som man havde frygtet, var den russiske overmagt for meget ved byen Vuhledar, der var omringet på tre sider. Byen, der selvfølgelig er totalt ødelagt, har været en meget stærk bastion siden 2014, og har sørget for nogle slemme tæsk til de russiske styrker. Det har åbenbart været en prioritet for regimet at byen skulle tages. Nu må i forstå min disposition. Jeg har en tendens til at tage det store overblik, men tag ikke fejl. At de ukrainske styrker har måttet rømme et område de med succes har forsvaret siden 2014, er ikke godt for moralen, men tilsyneladende er det sket fordi, at de måtte afgive styrker til området ved Pokrovsk. Og det er lykkedes at få de ukrainske soldater ud i god orden, og ikke blive omringet. Oppe i mit perspektiv betyder det ikke så meget. Da man invaderede Kursk, må man have regnet med at det ville ske. Terrænet udenom er fuldstændigt fladt, hvilket burde gøre godt for koordineret manøvrekrig. Bortset fra, at rusland har demonstreret, at de hverken kan manøvrere, eller kæmpe koordineret. Og slet ikke når de kan opdages på flere kilometers afstand. Desuden vil vejret snart slå om, og muddersæsonen starter, og så er det kun af enkelte veje de kan angribe på. Så mit bud fra helikopteren er at det er en sejr for rusland, men ikke noget de kan bruge til ret meget.

Februar 2024: Ukrainsk politiet leverer mad og vand til de få tilbageværende civile borgere i det ødelagte Vuhledar / Foto: National Police of Ukraine, Creative Commons Attribution 4.0 International license.

Der er også russisk pres mod Pokrovsk, Sivertsk og Svatove stadigvæk, men selvom russerne har opnået marginale fremskridt, er det meget lidt de har opnået. 

Også i Kursk er der hårde kampe, men ingen betydelige fremskridt for nogen af parterne. Dog forsøger de russiske styrker stadig at bygge pontonbroer over floden Sejm, og de ukrainske styrker er lige så flittige til at ødelægge dem.

Ukraine har selvfølgelig svaret igen med et massivt droneangreb mod en russisk luftbase, og skulle have ødelagt bunkere med fly af forskellige avancerede typer, brændstof og avancerede missiler.

Andre nyheder

Desværre lægger jeg ud med en melding, ikke nyheder. For gennem et godt stykke tid er byen Kherson blevet terroriseret af de russiske styrker. Byen ligger ved floden Dnipro som i husker, og blev befriet af ukrainske styrker, da en kompetent russisk general overtog kommandoen, og gennemførte en forbilledlig tilbagetrækning til mere sikre stillinger. Heldigvis kendte han den herre Prigozhin som mødte sin (fortjente) skæbne i et flammende ildhav, fordi han havde skældt en smule ud på putin, eller også var han bare så kompetent, at han måtte til Sibirien og tælle uniformsknapper. Desværre står de russiske styrker nu på den anden side og skyder mod Kherson, og dræber civile, senest 9 på et marked. Men der har gennem længere tid været rapporter om, at russiske First Person View (FPV) droner jagter civile. Både fodgængere og biler. Der er samlet et omfattende materiale ind, og det har kostet mange civile livet. Desuden har russiske sociale medier udsendt videoer fra disse episoder, hvor man på russisk kommer med ondsindede kommentarer om at man er “taget på safari”. 

Derudover bombarderer de russiske styrker Kherson med granater med antipersonelminer, kaldet “butterfltý” miner. Det hedder de, fordi de har vinger der gør, at de kan spredes over et meget større område end normale personelminer. Men russerne bruger disse landminer mod de civile i Kherson, og det er et rent og meget ulovligt terrorvåben.

Desuden er der flere og flere meldinger om, at man har beviser for, at russiske styrker henretter ukrainske soldater der har overgivet sig. Russerne hjælper gerne til og lægger den slags ud på de sociale medier, og alle den slags videoer og materiale fra elektronisk indhentning og andre kilder bliver undersøgt af de ukrainske myndigheder og overdraget til krigsforbryderdomstolen i Haag. Det er de ukrainske myndigheder der forestår den slags, for de får jo ikke FNs midler og personel stillet til rådighed. Men det er helt klart at EU og USA giver en stor donation til området, men jeg er ret sikker på, at de kan bruge flere midler og personel. Så det var måske også en måde at hjælpe Ukraine på.

En af Ukraines viceforsvarsminstre har meddelt, at sidste år var mængden af affyrede russiske granater kontra ukrainske affyrede granater 8:1 i russisk favør. Nu er det nede på 3:1 i russisk favør. De mangler kort sagt granater, og det i alvorlig grad. Det kan have noget at gøre med at Ukraine i sidste uge fik ram på nogle kæmpe depoter, men også at Ukraine har stor held og dygtighed til at ramme russiske artilleristillinger. Samt slid og mislighold, og at russisk i mindre grad, og nordkoreansk ammunition i langt højere grad har det med at eksplodere i røret og tage personellet med sig.

Mark Rutte, der netop har overtaget tronstolen i NATO, har på sin tredie dag været på surprise besøg i Kyiv. Her udtalte han at Ukraines vej mod NATO er uafvendelig. En dårlig oversættelse af det engelske udtryk. Lad os håbe, han har ret.

Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Senest har vi anskaffet militære regndragter, militære vinterjakker, handsker og isolerede gummistøvler. 

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Oplysning, hjælp til soldater og hjælp til civilsamfundet.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.

Køb og doner militært udstyr via vores webbutik. Frihed for Ukraine sørger for leveringen direkte til soldaterne i Ukraine.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det! 

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

Translate »
0