logo

Den russiske aktivitet ved Avdiika er stilnet af

Ukrainsk droneopperatør  / Foto: Zelenskyy X konto 21.02.2024

Den russiske aktivitet ved Avdiika er stilnet af. Tjekkiet “finder” 500.000 artillerigranater. Demonstration foran den russiske ambassade den 24/2.

Dagens opdatering for 21.02.2024 og 22.02.2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen

I nat og i dag har der været angreb med missiler og droner. Det har ikke været voldsomt, men der har været tab alligevel. 3 civile er døde, og 22 civile er sårede. I Kramatorsk har der været alene 7 sårede, med en meddelt at ligge under ruinerne endnu. 

1. Dagens kampe
2. Andre nyheder
3. Demonstration foran den russiske ambassade.
4. Frihed for Ukraine

1. Dagens kampe

Der har været pres over hele fronten, nogle steder mere end andre, selvfølgelig. Det er meddelt over et par dage nu, at den russiske aktivitet ved Avdiika er stilnet en del af. Flyangrebene er stoppet, og der forsøges ikke et storstilet angreb gennem byen. Russerne vil simpelthen tage en puster, få nye forsyninger og mandskab, og lave en plan for den videre færd. De ukrainske styrker har på deres side fortrukket sig til forberedte stillinger x antal kilometer fra Avdiika, og venter på at de russiske styrker igen kaster sig frem.  Der har været rygter fremme om at tilbagetrækningen var dårligt udført og det kostede mange soldater livet. Vi er mange på “redaktionen” der har haft antennerne ude hos formelle og uformelle kilder, og vores indtryk er, at tilbagetrækningen blev udført så godt og kompetent som det er muligt på en skiftende kampplads. Der vil altid være ofre, og der vil altid være soldater der mener at alting er noget lort, og jeg forstår dem. Men jeg forstår også den militære ledelse der gar det tunge ansvar at udregne, hvilke tab der er acceptable. 

Der er også et vist pres på Robotyne i syd, det var der hvor Ukraine iværksatte deres meget omtalte offensiv. De russiske styrker er selvfølgelig blevet beordret til nogle sejre til Putin, inden valget, koste hvad det vil. Jeg har desværre ikke overblik over hvor mange artilleriangreb der har været fra russisk side, men de har helt klart skruet op for tempoet. Desværre rammer det mere civile end soldater. Jeg mener at have hørt, men kan ikke huske hvorfra, at de russiske flystyrker har angrebet 87 gange. Men jeg forbeholder mig ret til at tage fejl. Det kan være for hele ugen. Ihvertfald er det sikkert, at på en uge har de ukrainske styrker nedskudt 7 russiske fly. Af typen SU-34 og SU-35, og flest SU-34. Disse fly yder luftstøtte langs fronten, og de bliver derfor tit ofre for ukrainske mandbårne antiluftmissiler, når de flyver lavt hen over fronten. Rusland bruger også den anden flytype til at flyve højt oppe og langt væk fra fronten, og dermed bruge “glide bombs” til at ramme hårdt ned i de ukrainske stillinger ved især Avdiika. Det er dog lykkedes de ukrainske styrker at få ram på mindst to af disse SU-35.

Ukraine har ramt en træningslejr med russiske soldater, angiveligt med himars artilleri. Mindst 65 russiske soldater er blevet dræbt. Og noget tyder på at Ukraine har haft held med at ramme endnu en russisk træningslejr. Omfanget er endnu ukendt. 

Den russiske forsvarsminister shoigu hævder at have “befriet” en by fra ukrainske soldater. Denne by ligger på østsiden, eller venstre bred (i forhold til strømretningen). Der har længe været meget stille omkring de soldater, det lykkedes Ukraine at sende over floden ved Kherson, og det er netop en af de byer som de ukrainske styrker besidder, shoigu påstår at have “befriet”. Det ukrainske Forsvarsministerie benægter det hårdnakket, ukrainske styrker er stadig i og omkring byen. Dvs de ukrainske styrker er stadig aktive på det russisk besatte område syd for Kherson. 

2) Andre nyheder.

Der er mange nyheder at komme igennem, men det kunne være meget værre, hvis jeg ikke sorterede med hård hånd. Men dette er mit take på hvad jeg synes der er relevant. Der er selvfølgelig sket en masse andet, og i må endelig spørge os om dit og dat, hvis vi ved det kan vi henvise, hvis vi ikke ved det, siger vi til.

Igår var det 10 års dagen for nedskydningen af demonstranterne på Maidan-pladsen i Kyiv af Berkut-styrkerne. Det var “uro, elite” eller ihvertfald specialtrænede politisoldater. Jeg husker den aften med særlig gru, for min veninde Tatyana havde været på Maidan i et godt stykke tid, og sammen med tv og aviser vist mig, hvordan folk strømmede til og simpelthen ikke ville acceptere mere russisk indblanding i deres lands affærer. Det være lige fra rige mennesker der udnyttede Ukraine og samtidig var russisk-sindede, til den ekstremt omfattende korruption i alle led, der blev opfattet som et system, der blev påtvunget dem af rusland. For mange så mod vest(europa), og da vi ikke har korruption i udpræget grad i (Vest) Europa, så de det som et systemisk system, for at holde Ukraine inde i den russiske indflydelse. Og nu var nok simpelthen nok. Men jeg fik simpelthen kvalme og begyndte at græde, da hun skrev en sms om, at de skød i gaderne, og de skulle til hospitalerne for at give blod. Hun overlevede dog, og der har været mange fortællinger om hvad der skete med Berkut-styrken. Et faktum er dog, at de blev forstærket med enheder fra især Krim, som på det tidspunkt var blevet totalt hjernevaskede med russisk propaganda om nazistiske opstande og kup i Kyiv. Disse soldater blev modtaget med medaljer og blomster af en henrykt befolkning på Krim. De havde jo nedkæmpet nazister, ikke ubevæbnede demonstranter. Mange af disse politisoldater og især deres ledere flygtede og flyttede til rusland, hvor nogle af dem er identificeret i høje stillinger i den russiske nationalgarde. Dvs dem der i særlig voldsom grad tæver demonstranterne.

Ifølge Euromaidan press som er et medie man sagtens kan stole på, har Tjekkiet “fundet” 500.000 artillerigranater a 155 mm, som er den kaliber NATOs systemer bruger. Og 300.000 granater a 122mm, men jeg mistænker en fejl her. Det er sovjetisk og russisk kaliber, og jeg mener altså at det er 152 mm. Igen, ret mig hvis jeg tager fejl. Men hvo om alt er, så er det jo noget, der er voldsomt tiltrængt i Ukraine. Den tjekkiske præsident vil selvfølgelig ikke slippe dem gratis, så Danmark, Canada og andre er gået igang med at finde penge til at købe disse granater. Sker det, kommer der en masse granater til Ukraine indenfor få uger. 

Udfordringen er selvfølgelig, at Ukraine bruger 17 artillerisystemer doneret fra NATO-lande, og det er langt fra sikkert at alt passer til alt. Men det er bedre at have det end ikke at have. Og det er en SERIØS hjælp, ingen tvivl om det. 

Polske bønder og lastbilchauffører og andre demonstrerer igen igen ved grænsen til Ukraine, De blokerer al trafik, også militær trafik. Jens Alstrup bander og svovler jævnligt over ventetiden ved grænserne, men vi burde efterhånden have fået ham overtalt til at medbringe snacks og tæpper og varmt i en termokande. Men nu går protestanterne altså længere. De stopper toge med ukrainsk korn der er i transit og som slet ikke skal sælges i EU. Og så hælder de det ud. Jeg vedlægger billeder. Det mest sære er, at på billedet med traktoren. Den har et sovjetisk flag, og et skilt der opfordrer Putin til at “ordne” forholdene fra Moskva til Warszawa til Bruxelles”…. Et helt underordnet kapitel om russisk indflydelse  Europa der er værd at beskæftige sig med. Efterretningsoperationer fra rusland som har som mål at misinformere, destabilisere og myrde modstandere af putins rusland. Spørg for detaljer. Men godt nok sært at lige polakkerne falder for den slags. Ja de har noget at være sure over. Men slet ikke så meget som deres aktioner indikerer, og her som i mange mange andre tilfælde ser man moskvas hånd der dirigerer de utilfredse. 

En 33 årig kvinde med dobbelt statsborgerskab, russisk og amerikansk, og bosiddende i USA, er ifølge the Guardian blevet arresteret i Jekaterinburg i rusland. Hendes brøde er, at hun donerede lidt under 52 dollars til en Ukrainsk hjælpeorganisation, på dagen for den russiske invasion den 24-2-2022. Sagen er den, at hun gjorde det da hun var i USA, og hendes udtalelser på nettet faldt, da hun stadig var i USA. Hun skulle besøge sin mor i Rusland to år efter, og nu er hun anholdt og risikerer 20 års fængsel for støtte “til det ukrainske militær” og udtalelser som rusland ikke bryder sig om. Det amerikanske statsborgerskab som hun også har, anerkendes ikke af rusland. Hun er russer og krimnel, Og det er endnu et eksempel på hvordan rusland terroriserer alt og alle omkring dem.

En prominent russisk militærblogger og tidligere soldat har begået selvmord. Det gjorde han, ifølge et meget langt afskedsbrev på Telegram, fordi han skammede sig over at blive presset til at slette et opslag hvor han skrev at Rusland havde mistet 16.000 soldater i Avdiika. Han var blevet kritiseret blandt andet af den politiske tv-prædikant Solokov, og tog sit liv i skam over “politiske prostituerede” som ødelægger Rusland og meget andet af samme skuffe. Han hævder også at Rusland blev angrebet. Det er ikke bemærkelsesværdigt at man ikke ser egne tabstal offentliggjort, men 16.000 er alt alt for lavt. Det store skub på Avdiika begyndte i oktober, og den russiske måde at føre krig på har givet dem nogle helt horrible tab i mandskab og materiel. Vi plejer heller ikke at videregive de estimerede russiske tab, men vi holder dog øje med dem som en indikator for, hvor hedt det går for sig. Hvis det er en “stille” dag, meldes der om ca 500 dræbte og uskadeliggjorte russiske soldater. Hvis der er større slag igang, kommer tallet op på 1000 dræbte og uskadeliggjorte russiske soldater. På een dag. Så jeg og andre regner med at bare ved Avdiika har Rusland mistet ca 100.000 soldater. For nyligt rundede de samlede russiske tabstal 400.000 døde og uskadeliggjorte soldater.

Det russiske forsvarsministerium  har offentliggjort at kontrakten man skriver når man melder sig til forsvaret, bliver forlænget. Den er faktisk blevet forlænget så den rækker længere end den russiske mands levemiddelalder. Så man skal være heldig hvis man skal blive gammel nok til sin pensionering. Det er dermed også slut med 6 måneds kontrakter for fanger. Og 2 år for andre. Det er nu ikke muligt at trække sig tilbage fra det russiske militær. https://frihedforukraine.dk/markering-af-toaarsdagen-for-ruslands-invasion-af-ukraine/

3. Demonstration foran den russiske ambassade.

Frihed for Ukraine arrangerer en demonstration foran den russiske ambassade på lørdag den 24/2. Se programmet og læg mærke til det voldsomme politiske fremmøde. Der kommer tv på fra begge kanaler. Vi sørger for flag, skilte og bannere, men naturligvis ikke i overdrevne mængder, De politiske partier sørger selvfølgelig for at udbrede kendskabet til demonstrationen gennem deres organisationer, så vi skal altså dele oplysning om arrangementet (og opdateringen), på livet løs, så vi kan få et STORT fremmøde. Og I er naturligvis alle velkomne til at troppe op, med ukrainske flag og skilte.

4. Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Senest har vi anskaffet militære regndragter, militære vinterjakker, handsker og isolerede gummistøvler. 

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Oplysning, hjælp til soldater og hjælp til civilsamfundet.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Køb og doner militært udstyr via vores webbutik. Bl.a. handsker, vinterjakke og regnsæt. Frihed for Ukraine sørger for leveringen direkte til soldaterne i Ukraine. 

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Mange tak til de mange, som gør det! 

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

Translate »
0