Råolietankeren Eagle S – et skib med tilknytning til den russiske skyggeflåde, der mistænkes for at have udført sabotage i Østersøen, da et undersøisk strømkabel mellem Estland og Finland blev beskadiget i december 2024. / Foto: Htm, Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International license.
Kronik af Jens C. Andreasen Sauermilch, jurist, forretningsmand og grundlægger af tænketanken International Policy and Security Institute.
Truslen stiger dag for dag. Det er ikke længere en dystopisk forudsigelse fra paranoide analytikere, men en kold, dokumenterbar virkelighed: Trusselsniveauet over for de vestlige demokratier har nået et kritisk punkt. Vi står ikke over for en fjern, hypotetisk fare på en digital slagmark eller en fastlåst frontlinje i det østlige Ukraine. Vi står over for en virkelighed, hvor Den Russiske Føderation dagligt udvider og intensiverer sine hybride angreb direkte mod vores civile samfund, vores kritiske infrastruktur og vores demokratiske kerneværdier. Ruslands metoder er blevet markant mere aggressive, desperate og direkte fysiske. Det er på høje tid, at Vesten smider fløjlshandskerne, indser alvoren og udnytter de svaghedstegn, som Kreml udviser lige nu. Vi skal vælge den rigtige side af historien – og det kræver kontant, strategisk og juridisk handling nu.
I de seneste år har de vestlige efterretningstjenester – herunder Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i Danmark samt det europæiske politisamarbejde Europol og partnere i NATO – gentagne gange råbt vagt i gevær. De rapporterer om en fundamental og dybdegående adfærdsændring i det russiske efterretningsapparat. Den klassiske spionage, som vi kendte den under den kolde krig, hvor diskrete efterretningsofficerer opererede under diplomatisk dække på de bonede gulve, er i vid udstrækning fortid. Efter udvisningen af hundredvis af russiske diplomater fra europæiske hovedstæder har Kreml været tvunget til at tænke nyt. Resultatet er en kynisk kommercialisering, outsourcing og demokratisering af truslen.
Rusland benytter i stigende grad helt almindelige russiske turister, kriminelle netværk, stråmænd og forretningsrejsende som uafvidende eller dybt kyniske brikker i deres efterretningsvirksomhed, sabotage og hybridkrigsførelse. Formålet er ikke blot at indsamle hemmeligheder, men at skabe provokationer, så mistillid, lamme logistikken og antænde sociale spændinger i hjertet af Europa. Skjult blandt legitime rejsende kan rekrutterede agenter uforstyrret kortlægge kritisk infrastruktur som havne, jernbaneknudepunkter, energi- og kommunikationsanlæg. Denne civile infiltration gør det ekstremt vanskeligt for de klassiske efterretningstjenester at skelne den reelle trussel fra den harmløse hverdagsaktivitet.
Men den russiske aggression stopper ikke ved dataindsamling og digital forstyrrelse. Frontlinjen er flyttet helt ind i vores gader og baggårde, og metoderne har udviklet sig til deciderede kamphandlinger på europæisk jord. Et rystende og højaktuelt eksempel er det brutale drab på den Putin-kritiske, russiske eksilkunstner Robert Kuzovkov – bedre kendt under sit kunstnernavn Semjon Skrepetskij – som for nylig blev skudt og dræbt midt på dagen i Polen. Drabet bærer alle de klassiske, isnende kendetegn for et statsligt sanktioneret politisk attentat. Hvorvidt ordren kom direkte fra korridorerne i Kreml, eller om likvideringen blev udliciteret til brutale tjetjenske netværk eller lokale kriminelle håndlangere, ændrer ikke på sagens kerne: Dette er statsterrorisme på europæisk jord. Det er en direkte og uacceptabel krænkelse af europæiske staters suverænitet, retssikkerhed og fundamentale frihedsværdier. Det er et signal til os alle om, at ingen kritiker er i sikkerhed, og at Rusland ikke længere respekterer nogen internationale spilleregler eller landegrænser.
Derudover ser vi en dyb række koordinerede forsøg på at skabe destabilisering via den ukontrollerede brug af turistvisum. Store grupper af russiske statsborgere, der ferierer i europæiske brændpunkter, kan strategisk udnyttes til at skabe lokale konflikter, især i områder med et højt antal ukrainske flygtninge. Gennem iscenesatte provokationer og efterfølgende massiv dækning i de russiske statsmedier forsøger Kreml at udstille det vestlige Europa som kaotisk, intolerant og svagt. Det handler om at svække vores interne sammenhængskraft og underminere befolkningernes opbakning til den nødvendige støtte til Ukraine.
Når en autoritær stormagt modarbejder os med alle tænkelige ikke-konventionelle midler, kan vi ikke længere nøjes med at udtrykke “dyb bekymring” fra Bruxelles eller København. Vi er nødt til at ramme det russiske regime der, hvor det for alvor gør ondt. Som jurist og forretningsmand ved jeg, at vi som et samlet europæisk retssamfund og som en massiv økonomisk stormagt besidder de nødvendige redskaber. Det, der mangler, er den entydige, kompromisløse politiske vilje til at bruge dem i fællesskab i EU og Schengen-zonen.
For det første skal vi implementere en markant og konsekvent stramning af visumreglerne for russiske statsborgere. Det er en uacceptabel sikkerhedsrisiko, at borgere fra en nation, der officielt har defineret Vesten som sin eksistentielle fjende, fortsat kan nyde godt af fri bevægelighed og rejse ind i Schengen-zonen under dække af turisme eller private forretninger. Vi er nødt til at lukke de juridiske og administrative huller, som de russiske efterretningstjenester helt åbenlyst udnytter til at infiltrere vores lande med agenter, koordinatorer og potentielle sabotører. Visum til Europa skal være et sjældent privilegium baseret på stringente baggrundstjek, ikke en selvfølge.
For det andet skal de økonomiske sanktioner skærpes og håndhæves med en hidtil uset hårdhed. Inden for erhvervslivet er det en basal naturlov, at kapital altid søger de mindste sprækker og veje udenom barrierer. Det er præcis det, vi ser i dag, hvor russiske energiselskaber og oligarker omgår de eksisterende sanktioner via komplekse netværk af stråmandsvirksomheder, fiktive datterselskaber og lyssky handelsruter i tredjelande.
Særligt kritisk er den såkaldte russiske “skyggeflåde”. Det drejer sig om hundredvis af synkefærdige, underforsikrede og uidentificerbare olietankere, der dagligt sejler gennem de danske stræder og europæiske farvande med det ene formål at omgå olieembargoen og skaffe vitale milliarder til Putins krigsmaskine. Disse skibe udgør ikke bare en tikkende økologisk katastrofe for vores havmiljø; de udgør en direkte, fysisk sikkerhedstrussel, da de opererer uden om international kontrol og potentielt kan misbruges til hybride operationer eller signalaflytning. Vi har som suveræne kyststater international ret til at beskytte vores territorialfarvande. Vi skal når det er muligt foretage inspektioner, tilbageholde tvivlsomme fartøjer og statuere et klart eksempel: Europæisk farvand er lukket for ulovlig finansiering af krig. De vigtigste sejlruter gennem Danmark – herunder Storebælt og Øresund – er kategoriseret som internationale stræder under FN’s Havretskonvention (UNCLOS) hvilket giver de registrerede ejere en betydelig beskyttelse. Danmark har dog ret til at gribe ind, hvis der foreligger klare, objektive beviser for, at et skib overtræder internationale miljøregler (Akut miljøfare (MARPOL), eller hvis der ikke er tale om egentlig transitpassage.
Det er afgørende at forstå, at Ruslands intensiverede hybridangreb og desperate eskalering ikke er et udtryk for geopolitisk styrke, men derimod et klart svaghedstegn. Det er handlingerne fra et autokratisk regime, der er presset til det yderste på den konventionelle slagmark i Ukraine, som mærker den langsigtede kvælende effekt af international isolation, og som er præget af dyb intern paranoia. Historien har vist os, at når diktaturer udviser svaghed og utilregnelighed, skal det ikke imødekommes med appeasement, dialogkaffe eller eftergivenhed. Det skal udnyttes. Det skal besvares med maksimalt, koordineret pres på alle fronter – økonomisk, juridisk, diplomatisk og militært.
Hvis vi ikke tager dette problem uhyre alvorligt nu, svigter vi ikke blot vores allierede i Østeuropa; vi svigter vores egne demokratiske kerneværdier og den retsorden, vi har opbygget siden 1945. Vi er nødt til at vise vores internationale partnere og eftertiden, at vi har den nødvendige rygrad til kompromisløst at forsvare det frie Europa. Det kræver et historisk politisk mod, øjeblikkelige stramninger af lovgivningen og en robust indsats på tværs af de europæiske grænser. Lad os handle resolut i dag, før den usynlige krig bliver en alt for synlig og ødelæggende realitet i vores egne gader.
IPOS Institute
International Policy and Security Institute er en tænketank med globalt udsyn som har til formål at fremme sikkerhed, frihed og velstand.
Web: https://www.iposinstitute.org/
Facebook: https://www.facebook.com/IPOSinstitute/