Ukrainsk Morterer fra “Rubizh”-brigaden / Foto: Ukraines Nationalgarde, Creative Commons Attribution 4.0 International license.
Den russiske drone-terror fortsætter. Kampe og bevægelse ved Vuhledar. Ukraine rammer russisk flådebase ved det Kaspiske hav. Trump valgt i USA.
Dagens opdatering for 07.11..2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen
Droneterroren mod den ukrainske befolkning fortsætter ufortrødent. Det er terror, fordi de iransk designede shaheed droner mest bliver indsat til at ramme civile mål, eller forventes skudt ned civile områder, hvor de så laver skader. Terror er også, at f eks Kyiv havde en luftalarm om natten, der varede 8 timer. Det ødelægger nattesøvnen for folk, og det er ikke bare en irritation. Især studerende bliver ramt, og må ty til skoler i beskyttelsesrum og opholde sig i metroen hele natten. I nat blev der skudt 74 droner ned over hele Ukraine, Odesa, Sumy, i Donetskområdet og Kherson blev angrebet, med flere sårede og et ukendt antal dræbt.
Ukraine har også gang i deres dronekrig mod rusland, og forleden nat blev en russisk flådebase ved det Kaspiske hav ramt. 2 fregatter, og det antydes fra ukrainsk side, at man også har beskadiget to korvetter. Alle disse skibe har kapacitet til at affyre krydsermissiler af KH serien, og er vigtige mål. Flådebasen ligger 1500 km øst for Ukraine, så det er noget af en bedrift at få små fjernstyrede cessnafly til at flyve 1500 km gennem russisk territorium uden de bliver skudt ned. Om ikke andet burde skibene da kunne forsvare sig selv. Men hey, rusland er jo ikke i krig mod Ukraine, kun USA og Europa. Siger de selv.
Dagens kampe
Der er ikke de store bevægelser på slagmarken, men det der er, er nord for Vuledar, og syd for den hårde modstand ved Pokrovsk. Det kan tyde på, at rusland søger at lukke et stort område, hvor de ukrainske styrker kæmper hårdt mod de russiske styrker. Det er ambitiøst, og det går meget langsomt. Så kort sagt er der voldsom meget aktivitet langs fronten, men ikke meget bevægelse. I Kursk er der ikke sket nogen bevægelser. Ifølge Zelinsky er nordkoreanske soldater allerede engageret og er blevet angrebet af ukrainske styrker i Kursk. En anden ukrainsk kilde har udtalt, at de nordkoreanske styrker er fuldstændigt opslugt af det frie internet der leveres af rusland (frit i forhold til Nordkorea), og søger ivrigt på porno. Sjov lille historie som jeg overhovedet ikke tror på. De nordkoreanske styrker vil blive holdt i meget kort snor af politiske og almindelige officerer. Jeg ved ikke hvor Ukraine skulle få de oplysninger fra. Jeg er endda ret meget i tvivl om, at de nordkoreanske soldater overhovedet ved hvor de er, og hvem de kæmper imod. Så selvom jeg ikke bestrider teorien om at unge mænd der er soldater er optaget af nøgne kvinder, endda mere hvis man aldrig har set det før, så tvivler jeg det vil gå ud over den kampkraft de end måtte repræsentere. Vi kan ikke håbe på, at de udmatter sig selv som styrke…
Andre nyheder
Administrationen i USA har pludselig fået travlt med valget af Trump. Biden-administrationen vil skynde sig at få sendt militært udstyr for 6 milliarder dollars afsted til Ukraine. Desværre går der flere måneder fra de bliver købt af Pentagon, pillet ned fra hylderne, og sendt til Ukraine. Så Trump kan stadig nå at blokere det.
Sydkorea må ikke sende våben direkte til Ukraine, men de er ved at ændre deres indstilling med den nordkoreanske indsats i rusland og Ukraine. De har udtalt, at de ikke udelukker våbenleveringer til Ukraine. Jo større nordkoreansk involvering, jo større Sydkoreansk involvering. Men det vil først blive defensive våben, og derefter offensive. Og så den store gråzone imellem, hvor våben kan bruges til begge dele. F.eks de russiske luftforsvarssystemer er ret defensive i sin natur, men kan omprogrammeres til missiler, der rammer ukrainske byer. Og det sker tit. Dette er noget vi skal holde øje med, for den sydkoreanske forsvarsindustri er kæmpestor, og deres output og indsats kunne hjælpe Ukraine betydeligt. Endnu et eksempel på at krigen i Ukraine ikke er en verdenskrig, men en global krig.
Trump er valgt i USA, og det kan vi ikke gøre noget ved. Man ved aldrig hvad man får med ham, så vi må vente og se. Det nytter ikke at sige, at nu er Ukraine færdigt. Vi ved det ikke. Der er så mange ubekendte, og måske kan det være en god ting for Ukraine. Vi ved det ikke. Og nu har kansler Scholtz i Tyskland kastet sin regering ud i kaos og der forventes et valg i marts. Scholtz har været en prygelknabe i vores forum i lang tid, da Tyskland tilbød 5000 hjelme til Ukraine i starten af krigen in 2022. Siden fandt han sine voksenbukser og annoncerede 700 milliarder euro til opbygning af de tyske styrker, 2% i forsvarsudgifter, og F-35 til Tyskland. Tyskland har virkelig givet meget, men de har kunnet give så meget mere, især taurus-missiler. Siden alle løfterne i 2022 er støtten til Ukraine blevet om ikke mindre, men hans forhold til Tysklands sikkerhed blevet mere lunkent. F.eks vil formanden for CDU give Ukraine Taurus-missiler, hvis rusland ikke stopper med at angribe civile mål i Ukraine.
Må du leve i interessante tider, lyder et kinesisk ordsprog. Det lyder pænt, men det er faktisk en forbandelse.
Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”