Battle for the light / Tegning af Oleksyi Kustovsky
Ukraines militær udgør det sidste og mest erfarne værn mod truslen fra øst.
Kommentar af Irina Bernstein. Medlem af bestyrelsen for Frihed for Ukraine.
I et Europa, der må klare sig uden USA, vil det i realiteten være Ukraines militær, der udgør det sidste og mest erfarne værn mod truslen fra øst.
Rusland kan ikke besejre Ukraine hurtigt eller på mellemlang sigt, men kan påføre lidelser nok til at presse landet til strategiske overvejelser. Krigen reduceres ofte til våbenlister og procentsatser, mens dens egentlige logik udspiller sig i tid, udmattelse og politiske muligheder.
I Vesteuropa svinger fortællingen mellem to yderpunkter: enten ophøjes Ukraines udholdenhed til noget mytologisk, eller landet fremstilles som et humanitært tilfælde, der primært kalder på medfølelse. Begge positioner er forståelige – men utilstrækkelige.
For intet af det, der foregår i Ukraine, er normalt. Skoler under jorden og byer uden lys, vand og varme er ikke tegn på styrke, men på et samfund i undtagelsestilstand. Når lidelsen omskrives til heroisk robusthed, bliver den politisk ufarlig.
Ukraine er et stort europæisk land med industriel, teknologisk og institutionel kapacitet. Midt i krigen producerer landet våben, driver atomkraftværker og opretholder statslig funktionalitet. Medfølelse rækker langt mellem mennesker, men mellem stater tæller funktion, konsekvens og egeninteresse. Ukraine er for stort til blot sympati; landet er en strategisk søjle i Europas forsvar.
Spørgsmålet er ikke, om Ukraine vil falde militært. Rusland behøver ikke sejr; vedvarende lidelser kan gradvist indsnævre det politiske råderum – fra valg til nødvendighed.
Om Ukraine fortsætter sin pro-europæiske kurs, er ikke givet. Men med tilstrækkelig støtte kan landet holde fast mod fjenden i øst og samtidig forme sin egen rolle i det nye europæiske samarbejde.
Humanitær hjælp lindrer nød, men ændrer ikke krigens logik. Strategiske investeringer i energi, industri, militær interoperabilitet og fælles handling gør.
Europa kan fortsætte med at håbe, at tiden arbejder for os.
Det gør den ikke.
Ukraine vil ikke blive besejret militært. Men uden strategisk handling kan landet blive presset til at overveje andre veje – ikke af overbevisning, men af udmattelse.
Det valg vil ikke kun forme Ukraines skæbne.
Det vil definere Europas.
Og ansvaret for den beslutning vil ikke ligge i Kyiv.

Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”