Putin holder tale den 9 maj 2026 til den årlige sejrsparade på den røde plads i Moskva. Paraden fejrer sejren over Nazityskland i den anden verdenskrig. / Foto: The Russian Presidential Press and Information Office, www.kremlin.ru, Creative Commons Attribution 4.0 License.
Kommentar af Jens C. Andreasen Sauermilch, jurist, forretningsmand og grundlægger af tænketanken International Policy and Security Institute.
Når man betragter det moderne Rusland gennem et juridisk og erhvervsøkonomisk prisme, ser man en stat, der har transformeret sig selv fra en mangelfuld retsstat til et rendyrket kleptokrati. Igennem mere end to årtier har Vladimir Putin systematisk demonteret uafhængige institutioner, centraliseret magten i en ekstremt snæver kreds af loyale oligarker og sikkerhedsfolk, samt kvalt enhver form for legitim politisk opposition. Dette brutale jerngreb om befolkningen er historisk set blevet retfærdiggjort af en uskreven samfundspagt: Afgivelse af frihed i bytte for geopolitisk storhed og økonomisk stabilitet. Men denne pagt er nu definitivt brudt. Modstanden mod Putin vokser i dag med en hidtil uset hastighed, og presset indefra er det stærkeste, han nogensinde har stået overfor.
Den primære katalysator for det nuværende systemiske kollaps er den katastrofale krig i Ukraine. Fra et militært, logistisk og strategisk synspunkt har invasionen udviklet sig til en udmattelseskrig uden klare geopolitiske gevinster for Rusland. Den russiske befolkning er i stigende grad blevet grebet af en dyb krigstræthed og skepsis. Hvor den statslige propaganda i de første år kunne opretholde en illusion om en hurtig og succesfuld “særlig militæroperation”, kan virkeligheden ikke længere skjules. Hundredtusinder af dræbte og sårede russiske mænd har efterladt dybe spor i det russiske civilsamfund. Officielle og uafhængige målinger, herunder de seneste undersøgelser fra Gallup og det russiske FOM, afslører, at befolkningens tillid til Putin er styrtdykket til det laveste niveau siden invasionens begyndelse. Putins folkelige legitimitet er ikke længere en selvfølge; den er en faldende valuta.
Sideløbende med de militære fiaskoer mærker den jævne russer nu krigens rå realiteter direkte på egen krop. Økonomiske sanktioner, skyhøj inflation og en total militarisering af statsbudgettet har skabt en desperat situation. Mere end 60 procent af russerne rapporterer nu, at deres økonomiske levevilkår er markant forværret, hvilket er en tyveårig bundrekord. Den økonomiske krise udmønter sig helt konkret i mangel på basale, daglige fornødenheder. Apotekernes hylder tømmes for livsvigtig, vestlig medicin, reservedele til biler og hvidevarer er umulige at opdrive, og fødevarepriserne stiger hurtigere end løningerne. Når en stat ikke engang kan garantere sine borgere basale fødevarer eller fungerende infrastruktur, krakelerer billedet af den stærke leder.
Denne intense interne utilfredshed har givet nyt liv til oppositionsbevægelsen, som ellers syntes lammet efter Alexei Navalnys tragiske død i fængslet. Modstanden har i dag to distinkte fronter: en ekstern og en intern. I juni 2026 kulminerede måneders eksil-diplomati i Berlin med stiftelsen af et egentligt, koordineret eksilparti under navnet ”Peaceful Russia”, anført af fremtrædende skikkelser som Ilya Yashin. Dette initiativ forsøger at opbygge et formelt politisk netværk, der kan integreres som rådgivere i vestlige parlamenter og kanalisere støtte direkte ind til undergrundsceller i Rusland. Internt i Rusland ser vi samtidig opblomstringen af det, der kaldes ”United Resistance Front” – et decentraliseret, hemmeligt netværk af russiske borgere, der udfører aktiv sabotage mod jernbaner og militære anlæg. Dertil kommer en voksende strøm af offentlig kritik fra uventede kanter, såsom mødre og hustruer til mobiliserede soldater, som regimet har overraskende svært ved at slå ned uden at udløse endnu større vrede.
Dette rejser det uundgåelige spørgsmål: Kan Putin overleve det nuværende pres, eller må han gå af? Svaret afhænger af, hvad der skal til for at tippe balancen. Et folkeligt oprør alene er sjældent nok i en moderne politistat. En reel afgang på kort eller mellemlangt sigt vil kræve et decideret paladsbetinget kup – et kollaps i elitetilliden, hvor de økonomiske tab for oligarkerne og de militære tab for siloviki (sikkerhedsfolkene) overstiger frygten for Putin selv. Skal et oprør lykkes, skal det være en symbiose mellem den eksterne eksilbevægelses strategiske visioner og de interne netværks fysiske mobilisering på jorden.
Men man må ikke undervurdere en presset diktators villighed til at satse alt. Putin befinder sig i et klassisk diktator-dilemma, hvor enhver indrømmelse tolkes som svaghed. Det er derfor yderst usandsynligt, at han vil kunne afgive de annekterede områder – og slet ikke Krim – og forblive ved magten. For Putins regime er Krim den ultimative geopolitiske juvel og selve symbolet på hans historiske eftermæle. At opgive Krim ville være det endegyldige bevis på militært nederlag, hvilket øjeblikkeligt ville udløse hans fald. Derfor er den mest sandsynlige rute for Putin at gå ”all in”. Vi må forvente en yderligere eskalering af konflikten, en total overgang til krigsøkonomi og en endnu mere brutal undertrykkelse af befolkningen.
En afgørende slagmark i denne overlevelseskamp bliver internettet. Putin har i årevis forsøgt at opbygge det såkaldte ”RuNet” – et isoleret, statskontrolleret internet efter kinesisk forbillede. Men i en globaliseret og digital tidsalder er det en teknologisk umulighed at afskære befolkningen fuldstændigt. På trods af blokeringer af sociale medier og uafhængige nyhedssider, bruger millioner af russere dagligt VPN-forbindelser og krypterede platforme som Telegram for at skaffe sig ucensureret information. Sandheden om krigens reelle omkostninger siver uundgåeligt igennem digitale sprækker, og statens kontrol med narrativet er reelt tabt blandt den yngre, teknologiparate generation.
Skulle presset mod forventning tvinge Putin til at afslutte krigen i Ukraine for at redde sit eget skind internt, vil han næppe kunne overleve politisk uden at kunne fremvise en klar “sejr”. En fredsaftale, der tvinger Rusland tilbage til grænserne før 2022, vil være hans politiske dødsdom. Hvis regimet falder, eller hvis Putin tvinges ud på grund af svigtende helbred eller paladskup, står de oplagte arvtagere allerede i kulissen. Det vil dog næppe være de demokratiske liberale fra Berlin, der tager over i første omgang. Arvtagerne skal findes i systemets egne rækker – teknokrater som premierminister Mikhail Mishustin eller hårde nationalister inden for sikkerhedsapparatet. En ny leder vil formentlig indlede sit styre med en midlertidig pragmatisme over for Vesten for at få løftet de økonomiske sanktioner, der kvæler landet.
Som jurister og forretningsfolk ved vi, at ingen forretningsmodel eller juridisk konstruktion kan overleve, hvis dens fundament er baseret på massive, akkumulerede tab og urealistiske aktiver. Putins regime kører i dag med et gigantisk underskud på den menneskelige, økonomiske og moralske bundlinje. Aktualiteten er slående: Putin har næppe været mere upopulær, og det russiske samfunds tolerance over for afsavn er ved at nå sin absolutte grænse.
Hos IPOS Institute står vi urokkeligt fast på frihedens, retsstatens og Ukraines side. Vi ønsker at være på den rigtige side af historien. Historien har vist os, at selv de mest undertrykkende regimer kollapser, når befolkningen mister frygten, og eliten mister troen på systemet. Putins jerngreb er ikke et tegn på styrke, men et symptom på et regime i panisk defensiv. Presset stiger, og revnerne i muren kan der ikke længere dækkes over.
IPOS Institute
International Policy and Security Institute er en tænketank med globalt udsyn som har til formål at fremme sikkerhed, frihed og velstand.
Web: https://www.iposinstitute.org/
Facebook: https://www.facebook.com/IPOSinstitute/
Kilder og dokumentation
Gallup og Meduza (Juli 2026): Omfattende meningsmåling om det historiske fald i russernes tillid til Putin og den tyveårige bundrekord for russisk økonomisk pessimisme:
Gallup Poll via Meduza
Fortune Magazine (Juni 2026): Analyse af den russiske krigsøkonomi og befolkningens stigende utilfredshed med faldende levestandard:
Fortune: Russia Economy Pessimism Record
UAWire (Juni 2026): Dækning af dannelsen af det nye russiske eksilparti “Peaceful Russia” i Berlin anført af Ilya Yashin:
UAWire: Russian Opposition Launches Peaceful Russia Party
New Voice of Ukraine (Februar 2026): Indblik i de interne undergrundsnetværk (“United Resistance Front”), der bekæmper Putin-regimet indefra:
NV: Inside a Russian Underground Network Fighting Putin’s Regime
El País (Maj 2026): Analyse af, hvordan den langsigtede økonomiske krise i Rusland systematisk eroderer Putins popularitet:
El País: Economic Crisis Eroding Putin’s Popularity