logo

Mere vestligt materiel og antiluftskyts på vej til Ukraine

Ukrainsk artillerist på et svensk doneret CV-90 pansret kampkøretøj / Foto: UAF StratCom

Mere vestligt materiel og antiluftskyts på vej til Ukraine. Den fængslede russiske oppositionspolitiker Vladimir Kara-Mursa overført til hospital.

Dagens opdatering for 10.07.2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen

Der har i nat været russiske angreb med både droner og missiler. 5 missiler af ukendt type ramte havnen i Odesa, hvor et civilt skib og lagerfaciliteter blev ramt. To personer blev dræbt. Og et kraftværk i Rivneska regionen blev også ramt, med langvarig strømafbrydelse  i området til følge.

1. Dagens kampe
2. Andre nyheder
3. Frihed for Ukraine

1. Dagens kampe

Der har været ret stille om kampene ved fronten de sidste par dage. Dette skyldes selvfølgelig det forfærdelige angreb på børnehospitalet og fødeklinikken i mandags. Samt at der ikke sker store fremrykninger. De russiske styrker trænger frem visse steder, men det er meter for meter pr dag. Det skyldes brugen af droner mod køretøjer, så russernes taktik er at angribe med små enheder og få dem frem til næste grøft eller hegn eller skovkant så hurtigt som muligt. Det er derfor man har set dem på motorcykler og andre små køretøjer. En lille gruppe vil man ikke skyde på med artilleri når man mangler granater, men den situation er ved at bedres dag for dag. Den amerikanske hjælp strømmer ind i landet, men siver ud til enhederne. Logistik er jo en specialitet og doktorgrad i sig selv, især når man så også skal prioritere hvem der skal have hvad først, og hvordan. Der er et ordsprog i den engelske miltærverden der ca lyder sådan, at amatører tænker strategi, eller taktik, professionelle tænker logistik. Men den vestlige hjælp siver ud til enhederne, og det har en effekt på de russiske tab. De ukrainske styrker kan nu bruge mere løs af ammunitionen uden at prioritere alt for hårdt. Det ses på de russiske tab, som stadig er på over 1000 pr dag. Det svarer til det russerne påstår de kan rekruttere pr måned. Og hvis der ikke er problemer for russerne at rekruttere soldater, hvorfor klager inderne, nepaleserne, srilankanerne og andre lande over, at deres indbyggere bliver narret ind i det russiske forsvar?

Den russiske hovedretning for angreb er stadig i øst. Ved Chasiv Yar, hvor de ukrainske styrker har trukket sig ud af den østlige del af byen. Byen er delt af en kanal, og størstedelen af byen ligger på den vestlige side af denne kanal, som ukrainerne stadig besidder. Det ændrer ikke ved, at det er et russisk fremskridt at kunne trænge ind i byen.

Russerne forsøger også i retning mod Pokrovsk og Toresk, for at afskære en meget vigtig forsyningsvej.

Nord for Kharkiv bliver de russiske indtrængne styrker langsomt decimeret, og da Ukraine nu har tilladelse til at bruge vestlige våben inde på russisk territorium, kan de hverken forsyne eller forstærke tropperne på ukrainsk territorium. De kan heller ikke trække sig tilbage over grænsen. 

Ifølge amerikanske efterretningseksperter er det umuligt at russerne kan opnå nogen betydelige fremskridt. Deres tab af artilleri og mandskab er for stort, og det vil kun blive værre fremover. De har stigende problemer med at forsyne deres styrker, og må i stigende grad belave sig på forsyninger fra Nordkorea og Iran. Det er ikke godt for den russiske selvforståelse, og heller ikke for deres udstyr, eftersom det virkelig ikke er af god kvalitet. På den anden side er det også meget usikkert om ukrainerne kan opnå betydelige fremskridt, selv med den våbenhjælp der kommer ind nu. Ukraine har masser af soldater nu, men de mangler udstyr og træning. Styrkerne ved fronten er meget meget slidte, og det er en virkelig slem situation, de er i. De bliver selvfølgelig roteret, men hvad der kræves er længere hvil end et par dage væk fra fronten. Stresset på tropperne er stort, og forhåbentlig bliver de forstærket og roteret hurtigere i fremtiden.

2. Andre nyheder

Tabene for angrebet på børnehospitalet og fødeklinikken er opgjort til 33 døde, herunder 5 børn. 121 blev såret. Rusland som besidder formandskabet for FNs sikkerhedsråd indbød tirsdag på frokost, hvor hovedretten var Kylling Kyiv. Jeg finder altså ikke på det her, så “følsomme” er russerne virkelig. Dette falder i halen på de sædvanlige russiske forklaringer på hændelser de selv er skyldige i. Det er en gammel sovjetisk tradition, som selvfølgelig er overtaget af dem, der er opdraget i det sovjetiske system. Talsdamen for det russiske udenrigsministerium siger, at det var nedfaldne rester eller et ukrainsk luftforsvarsmissil af typen NASAM. Dette er umuligt, da et luftforsvarsmissil af typer der kan affyres fra systemet kun har mellem 20 og 40 kg sprængstof. Et missil blev filmet, da det styrede direkte mod hospitalet, og der var helt tydeligt tale om et russisk KH-101 krydsermissil. Det har et sprænghoved på 500 kg. Og det svarer til de skader på hospitalet.

Kremls talsmand, Peskov, siger at det er umuligt at rusland har angrebet disse mål, for det gør rusland ikke. Selvom de har gjort det i over hundrede tilfælde alene i Ukraine, og i mange mange tilfælde i Syrien. Samtidig er der andre forklaringer ude om, at Ukraine havde et missillager på hospitalet, eller at det slet ikke var et børnehospital men et hospital for ukrainske soldater, hvilket stadig ikke er et lovligt mål. Tænk på nedskydningen af MH-17, og alle lignende katastrofer som rusland var bag. Det var Ukraine der gjorde det. Det var Nato og USA der gjorde det. Eller planlagde det så de uskyldige russiske styrker der slet ikke var i Ukraine blev lokket i en fælde. Eller skød flyet ned selv, for var der ikke noget med ukrainske fly i området? Eller Nato-fly? Osv osv. Mønstret viste sig også ved ubåden Kursks forlis. For var der ikke en Natoøvelse i området? Der var helt sikkert beviser for at den stødte sammen med en vestlig ubåd, det var vesten der skød en torpedo mod den, osv osv. 

Mette Frederiksen har meddelt, at F-16 fra Danmark og Holland er ved at blive overført og vil blive indsat “denne sommer”. Det vidste vi godt, for det var planen. Men det er selvfølgelig nyt, at det er påbegyndt. Man holder selvfølgelig de operative detaljer tæt ind til kroppen, og det er stadig et spørgsmål om de skal flyve fra baser i Rumænien og Polen, eller om Ukraine har fået bygget forstærkede bygninger til at huse flyene. F-16 vil med deres radarer og missiler gøre det sværere for de russiske fly at smide glidebomber over russisk territorium, der så ender i ukrainske byer og på fronten, med store ukrainske tab til følge.

En relateret nyhed der burde være breaking news er, at Polen og Ukraine har underskrevet en aftale der tillader at polske jagerfly kan flyve ind i Ukraine og skyde russiske missiler ned, der har retning mod Polen. Vi er nu et stort skridt tættere på, at vestlige lande, ikke Nato, involverer sig i luftrummet over Ukraine og hjælper Ukraine. I forvejen har England og Usa Sortehavet under tæt observation for at russiske skibe ikke border og angriber skibe der transporterer korn fra Ukraine. Det truede Rusland selvfølgelig med for et års tid siden, men England lovede at garantere skibsfarten til og fra Ukraine. Og korn eksporten er da også på niveau med hvad der blev eksporteret før krigen, minus det korn som Rusland har erobret og stjålet og eksporteret selv. 

USA og vesten har ovenpå den rædselsfulde hændelse mandag, lovet meget mere materiel og især antiluftskyts. Italien har ikke givet meget, men de har et ganske godt antiluftskyts system de nu vil donere til Ukraine. De europæiske nabolande vil samle 3 eksisterende patriot batterier, usa vil donere flere, og alt antiluftskyts (patriot) fremover der skal sælges til andre lande, aflyses og “sælges” til Ukraine. Samtidig er der lovning på meget mere ammunition og især bradley infanterikampkøretøjer, som har vist sig uhyre effektive mod de russiske kampvogne og køretøjer. Deres reaktive panser er ikke en hemmelighed, og er meget effektivt. Nogen undrer sig over hvordan det kan være at de donerede“uovervindelige” kampvogn Abrams fra Usa kunne nedkæmpes, erobres, og udstilles på den røde plads den 9. Maj er fordi, Usa fjernede deres avancerede reaktive panser. De frygtede simpelthen at russerne ville få fat i det, som et det mest avancerede reaktive panser i verden, og en af de største hemmeligheder. Så det er derfor at Abrams er blevet skudt i smadder og i et par tilfælde erobret.

Den sidste nyhed, og så skal jeg nok stoppe, er at oppositionspolitikeren Vladimir Kara-Mursa, som har overlevet adskillige forsøg på forgiftning fra Putins mænd, er blevet overført fra sit fængsel til et fængselshospital. Selvfølgelig uden at fortælle hans kone det, og selvfølgelig at hans advokat nægtes adgang til ham. Han er et lys i det russiske mørke, en fornuftens stemme og en stor humanist. Hvor man kunne have sin lille tvivl om hvorvidt Navalny virkelig ville slå Rusland ind på en demokratisk proces og se Ruslands mange overtrædelser af international ret og krigens love i øjnene, er der ingen slinger i valsen med VKM. Han har fordømt Ruslands ageren i mange år, og selvom han er idømt 25 års fængsel for “ekstremisme”, har han alligevel formået at få sine budskaber ud om et Rusland som ansvarligt og demokratisk Rusland uden imperiale ambitioner, og i samarbejde med den vestlige verden. Derfor er han selvfølgelig forsøgt dræbt adskillige gange, og hans helbred er meget meget svækket. Det er svært at vurdere hvor respekteret han er i Rusland hvis han også dør. Især fordi de repressalier der byder dem der skal begrave ham, ligesom Navalny. Præster og bedemænd blev truet af både embedsmænd og nationalister. Alle besøgende til begravelsen blev filmet og registreret. Det var forbudt at stå stille, og forsamlinger på ned til to personer blev brutalt brudt op af nationalgarden og politiet. Dette kommer til at gentage sig når VKM en dag skal begraves. Vi håber og beder til, at han holder ud endnu. 

Vladimir Kara-Murza laver korsets tegn på stedet, hvor den russiske opositionspolitiker Boris Nemtsovs blev skudt og dræbt på åben gade i Moskva den 27. februar 2015 / Foto: Creative Commons, Michał Siergiejevicz

Relateret kan jeg meddele, at Navalnys kone er blevet officielt og internationalt efterlyst af det russiske politi for at tilhøre en terroristisk gruppe og være ekstremist, idet hun har kaldt putinstyret for mordere. Det var alt herfra, beklager hvis det var lidt langt, men jeg havde en del at komme af med. 

3. Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Senest har vi anskaffet militære regndragter, militære vinterjakker, handsker og isolerede gummistøvler. 

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Oplysning, hjælp til soldater og hjælp til civilsamfundet.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.

Køb og doner militært udstyr via vores webbutik. Frihed for Ukraine sørger for leveringen direkte til soldaterne i Ukraine.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Mange tak til de mange, som gør det! 

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

Translate »
0