Myten om det nazistiske Ukraine lever videre

Mange ukrainere er stærkt nationalistiske, men de er ikke nazister, således som Putin påstår. / Foto: spoilt.exile via Wikimedia Commons.

Det er klassisk russisk propaganda at beskylde Ukraine for nazisme. Dette spiller også ind i debatten om ukrainsk EU-medlemskab, men nazisme i et multietnisk samfund som det ukrainske giver ingen mening.

Kommentar af Frihed for Ukraines formand Jens Alstrup. Oprindeligt bragt i POV International, Copyright POV International

For nylig har Danmarks Radio bragt en del indslag om radikalisering af ukrainske unge flygtninge i Danmark. DR fortalte selv, at det drejede sig om få eksempler. DR forklarede også, at det mest drejede sig om symboler brugt på tøj med mere fra nordisk mytologi. Nogle af disse symboler blev også brugt af Det Tredje Rige.

Derfor er spørgsmålet, hvor udbredt radikaliseringen er, og hvad det i ukrainsk sammenhæng vil sige at være radikaliseret.

Som danskere har vi det ofte med at se verden fra den position, hvor vi selv befinder os. Som dansker skal man huske, at i Ukraine skal man, som kommende brudepar, der skal giftes i den ortodokse kirke, gennemgå undervisning om de roller, som ægteskabet indebærer.

For eksempel skal familiens overhoved, og det vil sige manden, forestå familiens dispositioner. Til gengæld skal kvinden sørge for god husholdning. Det vil sige madlavning, rengøring og så videre.

Allerede her vil nogle danskere tænke, at det er radikaliseret, eller i det mindste tilbagestående, i forhold til det niveau, vi selv befinder os på. Irina Bernstein skriver i et opslag på Facebook, at ukrainske flygtninge som gennemsnit er mindre på kant med loven end danskere. Politiet selv fortæller også, at de sager, der har været om radikaliserede ukrainske unge, alene handler om folk, der har følt sig utrygge ved de symboler, der er blevet brugt på de unges tøj og de unges øvrige fremtræden.

Højreradikale i Ukraine er ikke så rabiate som mange andre steder

Faktuelt burde dette ikke være nogen stor sag. Men russisk propaganda bruger kontinuerligt det narrativ, at det er ukrainerne, der er nazister. Hele den særlige militære operation, som den russiske krig kaldes af Putin selv, handler om at bekæmpe og udrydde ”nazister”.

Svaret på denne kontinuerlige flodbølge af ikke-funderede påstande fra den russiske propaganda er ofte at gøre grin med det og kalde sig selv for nazist, at bruge nazi-symboler i flæng, eller i samtaler komme med referencer til det som ”Jeg havde travlt med at heile på gadehjørnet”.

Det sidste er en vittighed, som jeg af og til selv bruger.

Det er naturligvis en hårfin balance, for der er ingen tvivl om, at Ruslands kontinuerlige pervertering af begrebet nazister ender med, at man i forglemmelse tænker noget positivt om nazisterne. Særligt i Ukraine, hvor millioner af mennesker er blevet myrdet af nazister under Anden Verdenskrig, er det i den grad respektløst over for sine egne forfædre at bruge nazi-symboler.

For selvfølgelig er der nazister i Ukraine, ligesom der også er det i Danmark, men de unge, jeg har mødt i Ukraine, der for eksempel gik med rigsørnen som symbol, gik alene med den, fordi det er et symbol, som Rusland ikke bryder sig om, og uden at de unge ukrainere i øvrigt forstår dens historiske betydning.

Nazisme i et multietnisk samfund som det ukrainske giver ingen mening. Og der er da også kun meget få nazister.

Til gengæld er der nok nogle flere ”almindelige” højreradikale. At være højreradikal i Ukraine vil ofte handle om traditionelle familieværdier, en høj grad af nationalisme, og stor villighed til at kæmpe for sit land. Tilsvarende værdier, måske mindre rabiat udtrykt, kan man nok også finde i Danmark hos medlemmer af Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF.

Når man går tæt på de højreradikale, og jeg har mange kontakter til det miljø i Ukraine, så er der for eksempel ikke den store modstand mod muslimer som sådan. Krimtatarerne er en befolkningsgruppe i Ukraine, og de er muslimer, så man har været vant til at leve sammen med muslimer i århundreder.

På trods af holocaust og den jødiske udvandring under Sovjetunionen er der også stadig et ganske stort jødisk samfund i Ukraine.

Dermed er der mange folkeslag, og den eneste gruppe, der adskiller sig betydeligt, er romaerne, der er blevet angrebet af ukrainske højreradikale, og nogle af deres beboelser er blevet sat i brand. Jeg henviser til en konkret handling i 2019.

Her er det meget vigtigt at nævne, at det politiske system i Ukraine straks indførte forbedrede rettigheder for romaerne som reaktion på det skændige overfald.

Kort sagt, de højreradikale i Ukraine er gennemgående ikke nær så rabiate som dem, vi selv har, der er ikke mange af dem, og de der virkelig er rabiate efter enhver målestok, er der, på trods af krigen, kun meget få af. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal være glade for nazi-symboler. På trods af Ruslands propaganda er der ikke, og bliver der ikke, noget godt at sige om nazister.

Men her er der en ekstra lille tilføjelse, og det er, at ukrainerne i høj grad leder efter en identitet, der knytter sig til de skandinaviske vikinger, der var med til at etablere Kyiv Rus, og der ligger forklaringen på især de unge ukraineres glæde over de nordiske symboler.

Nogle af disse symboler blev under Anden Verdenskrig desværre brugt af tyske divisioner og enheder, hvis historie man ellers bør lægge stor afstand til. Men for de unge ukrainere er det ofte blot et flot symbol, hvis betydning de ikke er klar over.

Frihed for Ukraines formand Jens Alstrup modtager 103. Brigades flag, som tak for hjælpen for levering af brandslukkere, støvler og andre gode ting / Foto: Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine

Foreningen Frihed for Ukraine indsamler og indkøber materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression, samt rapporterer og oplyser løbende om krigen, Ukraine og relaterede emner.  

Ukraines soldater behøver al den hjælp, de kan få. Foreningen Frihed for Ukraine har fast leveringer af medicinsk udstyr, generatorer, feltspader og meget mere til følgende enheder:

12. Special Forces Brigade “Azov”
66. Brigade
103. Brigade

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

Translate »
0