logo

Nordkoreanske soldater ikke set ved fronten

Nordkoreanske soldater marcherer til parade i Pyongyang, Nordkorea / Foto: Uwe Brodrecht, Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic license.

Russisk nederlag i Syrien. Trump og Zelenskyy i Paris. Valg i Tyskland. Russiske glidebomber. Nordkoreanske soldater ikke set ved fronten.  

Dagens opdatering for 10.12.2024. Skrevet af Jan Andersen

Russisk nederlag i Syrien

Diktaturet i Syrien er styrtet. Russerne er på flugt fra deres baser i landet. De efterlader uden tvivl en masse militært udstyr. Og israelerne bomber i Syrien, for at uskadeliggøre flybaser og militære installationer, så de ikke falder i hænderne på islamistiske grupperinger. USA følger op for at bremse ethvert tilløb til et nyt islamisk terrorstyre, a la ISIS, og som støtte til deres allierede, kurderne, som Erdogan pønser på at neutralisere i deres områder. 

Den militære akse mellem Iran, Syrien og Hizbollah er faldet fra hinanden. Der er åbnet for en helt ny spilleplade for den militære magtbalance i Mellemøsten. Og Putin regimet i Moskva er ydmyget. Putin kunne ikke sikre en af sine mest trofaste vasaller ved magten. Hans styrker havde ingen ildkraft til at dæmme op for oprøret. Han er måske gået i den samme fælde som Napoleon og Hitler i sine megalomane fantasier. Rusland har ikke styrker til at indfri og fastholde Putins globale ambitioner om et russisk stor rige. Den militære tilstedeværelse var smurt for tyndt ud. 

Trump og Zelenskyy i Paris

Under indvielsen af den nye Notre Dame katedral i Paris, lørdag, blev Zelenskyy modtaget i kirken med stående bifald af publikum! Donald Trump var også til stede. Mon ikke han bemærkede opbakningen og fik en anelse om, at situationen her i Europa ikke er så enkel som han gør den til. Måske bløder Trump sine tidligere udmeldinger op om reducering af den finansielle og militære støtte til Ukraine, når han er trådt til som præsident. 

Krigen slutter i samme øjeblik som Trump flytter ind i det Hvide Hus, har han sagt. Men har han taget Putin i ed? Får han den russiske diktator til forhandlingsbordet? Med andet end ultimative krav om Ukraines kapitulation? Lige nu presser den russiske hær hårdt på for at indtage byen Prokovsk, et militært og logistisk knudepunkt. Trods store tab vinder russerne gradvist frem. Efter de enorme russiske tab i soldater, krigsmateriel og økonomi bløder det næppe op på Putins krav ved forhandlingsbordet. Han har låst sig fast på at vinde krigen mod Ukraine, koste hvad det vil. 

Spørgsmålet er så, hvad Trump stiller op med udsigten til Putins mangel på forhandlingsvilje? Kan det motivere Trump til at sætte ind med fuld styrke i den finansielle og militære støtte til Ukraine? Det er ikke utænkeligt. 

Zelenskyy, Trump og Macron i Paris / Foto: The Presidential Office of Ukraine, Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivatives 4.0 International.

Valg i Tyskland

I Tyskland er der valg i det nye år. Der tegner det til et magtskifte, og at det åbner for et stærkere tysk engagement med levering af de langtrækkende Taurus missiler til Ukraine. Den smerte de vil tilføje den russiske krigsmaskine vil gøre ondt på regimet i Kreml. Vi bliver uden tvivl meget klogere i begyndelse af det nye år. 

Dagens kampe

De ukrainske styrker er slidte og pressede efter 3 års krig, og ikke mindst af russernes glidebomber. En gammel opfindelse, der med simple midler kan skabe enorm skade, der hvor de rammer. De er oprindeligt designet af tyskerne til at ramme skibe, som de ikke kunne komme i nærheden af med deres fly. De er tidligere anvendt af Japan, UK og USA. 

Problemet for ukrainerne er, at russerne har enorme lagrer af disse kraftfulde bomber, som blot skal udstyres med et sæt vinger og en GPS. Bomberne, som koster en brøkdel af prisen for et missil, kan slippes uden for rækkevidden af det ukrainske luftværn. Vi kan kun håbe, at ukrainerne finder en løsning på, hvordan de kan ”jamme” de russiske glidebomber og dermed sætte dette våben ud af kraft. 

Det ser ikke ud til, at de nordkoreanske tropper er sat ind til kamp ved fronten. Noget kunne tyde på, at russerne ikke har tillid til, at de kan bruges til noget fornuftigt på slagmarken. Motivationen er næppe i top for de nordkoreanske soldater. 

I Kursk regionen forsøgte russerne sig med at angribe og bryde gennem frontlinjen, men de blev kastet tilbage. Til gengæld forværres situationen omkring byerne Prokovsk og Chevchenko, som meget vel kan falde inden for de nærmeste dage.  

Der har været voldsomme kampe i Kurakhove, Tjasiv Jar og Toretsk under vanskelige vilkår. De ukrainske soldater har akut brug for flere artillerigranater, miner og radioelektronisk udstyr.

Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

Translate »
0