Laura Loomer på rundvisning i Kharkiv med Andriy Biletsky grundlæggerne af AZOV brigaden / Foto: Laura Loomer, X
Den amerikanske blogger og MAGA influencer Laura Loomer har besøgt Ukraine og ser nu verden i et ny lys.
Kommentar af Irina Bernstein Medlem af bestyrelsen Frihed for Ukraine
Må jeg komme med en anbefaling? Se interviewet på X mellem den ukrainske militærleder Andrij Biletsky og den amerikanske blogger Laura Loomer.
Ikke fordi man nødvendigvis vil være enig med alt, hvad der bliver sagt. Men fordi interviewet er interessant som et sjældent møde mellem to meget forskellige virkeligheder.
I Ukrainekrigen er bestemte ord blevet til politiske slagmarker. “Azov”, “nazister” og “Ukraine” bliver ofte nævnt i samme sammenhæng – ikke mindst i den russiske informationskrig, hvor fortællingen om et påstået ekstremistisk Ukraine har været et centralt argument for invasionen.
Men ordene lever også videre i dele af den vestlige debat. Og netop derfor er samtalen mellem Loomer og Biletsky interessant.
Laura Loomer kommer ikke til interviewet uden en dagsorden. Hun har allerede fremført sine hovedbudskaber i Ukraine: at mange amerikanere oplever krigen som endeløs, og at USA ikke har ubegrænsede ressourcer til at støtte konflikter langt fra egne grænser.
Alligevel udvikler samtalen sig overraskende nok næsten journalistisk. Ikke fordi de to er enige – det er de bestemt ikke – men fordi spørgsmålene faktisk bliver stillet direkte.
Her mødes to forskellige verdener. Den største del af samtalen handler om Azov.
Er den ukrainske hær præget af Azov? Er Azov et udtryk for nazisme?
Det er et spørgsmål, der har fået enorm betydning, fordi Rusland i årevis har forsøgt at gøre Azov til et symbol på hele Ukraine. Et enkelt navn og et enkelt emblem er blevet brugt til at skabe en hel fortælling.
Loomer spørger direkte ind til nationalisme, nazisme og Azovs symboler. Hun rejser også spørgsmålet, om enheden burde ændre sit emblem, fordi Rusland har formået at bruge det i sin propaganda.
Biletskys svar bør høres i sin helhed. Men et centralt element er hans forsøg på at skille symbol og virkelighed ad.
Han peger på, at Rusland selv fører en imperialistisk krig baseret på idéen om at erobre andre landes territorier. Samtidig erkender han, at Azov har haft et alvorligt problem med sit internationale omdømme.
Men hans modspørgsmål er også vigtigt: Hvad ser man, når man ser på et symbol? Ser man kun et mærke, eller ser man også de mennesker, der har båret det og kæmpet under det?
Et af de mest interessante begreber i interviewet kommer faktisk fra Laura Loomer selv: “krisen i opfattelsen” af Ukraine.
Det rammer et centralt problem i moderne informationskrig. Mennesker ser ikke altid virkeligheden direkte. De ser den gennem allerede etablerede fortællinger.
Rusland har arbejdet systematisk på at forbinde Ukraine med nazisme. Og i begyndelsen af den fuldskala invasion kunne man også i Vesten finde eksempler på, at russiske påstande og citater fik plads i den offentlige debat.
Når Loomer fortæller, at mennesker stadig reagerer voldsomt på Azovs mærker – at “folk bliver vanvittige over disse patches” – siger det noget vigtigt.
Nogle mennesker ser ikke længere et symbol i en krig. De ser et symbol på deres egne politiske bekymringer.
Problemet er, at virkeligheden fortsætter uden for informationsboblerne. Mens civile i Ukraine bliver dræbt, og russiske angreb ødelægger byer, kan dele af debatten stadig være fastlåst i diskussionen om et emblem på en uniform.
Det betyder ikke, at symboler er ligegyldige. Men det viser, hvor effektiv informationskrigen er blevet.
Interviewet handler også om noget større end Azov.Det handler om USA’s rolle i verden. Loomers budskab er, at mange amerikanere ikke ønsker en krig uden slutning, og at USA ikke kan finansiere alle verdens konflikter.
Det er en reel politisk strømning, som Europa bliver nødt til at forstå.
Men spørgsmålet er, om man kun kan måle denne krig i udgifter.
Moderne krige fungerer ikke altid efter princippet om, at den største magt vinder. Ukraine har opbygget en unik erfaring med droner, teknologi og asymmetrisk krigsførelse. Den erfaring kan være værdifuld for hele Vesten.
Måske kræver det en vis ydmyghed at erkende, at mindre lande også kan besidde viden, som stormagter har brug for.
Mod slutningen bevæger samtalen sig ind i den amerikanske kulturkamp, Loomers egne konflikter med andre konservative stemmer og nogle af de mere ekstreme dele af den politiske debat.
For mange europæere kan det virke fremmed. Men netop derfor er interviewet interessant. Det viser, hvilke fortællinger og bekymringer der findes i dele af den amerikanske offentlighed.
Konklusionen er ikke, at alle synspunkter er lige rigtige. Det er de ikke.
Men hvis man vil forstå, hvorfor Ukrainekrigen diskuteres så forskelligt i Europa og USA, er man nødt til at forstå de informationsuniverser, der former menneskers syn på den. Det kræver en vis ydmyghed. For måske er den vigtigste lærdom fra mødet mellem Biletsky og Loomer, at vores egen virkelighedsforståelse også kun er én blandt flere. Og netop derfor er det værd at lytte, når to verdener mødes.