Russisk luftangreb i Donetsk den 13. januar 2026. To personer dræbt, tre såret. / Foto: National Police of Ukraine, Creative Commons Attribution 4.0 International license
Fortsatte luftangreb mod Ukraine. Pokrovsk og holder Myrnohrad stadig. Ukrainsk soldat om om sulten ude i stillingerne ved fronten.
Dagens opdatering for 14.01.2026. Skrevet af Kenneth Pico Rasmussen
Luftangrebene om natten mod ukrainsk energiinfrastruktur er begyndt at bide særdeles hårdt. Strømafbrydelserne er længere og mere hyppige og infrastrukturen bliver mere og mere besværlig at reparere. Det er både elektricitet og varmt vand til opvarmning, der er ramt. Og der er bidende koldt i Ukraine lige nu. Så lige nu er det virkelig en udfordring for beboerne, især i Kyiv, Kharkiv, Dnipro og især især i de små bebyggelser, hvor der ikke er mulighed for at komme i varmetelt. Der er ikke noget at sige til at ukrainerne er en fatalistisk samling, med alt det de har gennemgået i historien. Der er dog ingen opgivelse at spore i befolkningen.
Ukraine slår tilbage, og det gør de mod kraftværker, fabrikker og raffinaderier. Jeg har ikke hørt noget om store angreb på russisk infrastruktur, men jeg må også tilstå, at jeg har været lidt ude af cirkulation. Jeg ser forskellige billeder og tekster fra forskellige sider der kommer med alle mulige fantastiske afsløringer og resultater, men det er ikke til at stole på. Dog er det sikkert, at ukrainske angreb ind i rusland også bider. Dog ikke så meget som sliddet på infrastrukturen forårsaget af korruption, inkompetence tyveri og manglende vedligeholdelse. Det er en tilbagevendende historie hver vinter, især i provinsen. Men nu er det også synligt i de store byer, hvor det slet ikke burde ske. Vandrør sprænger, og kogende vand skaber huller i jorden, og pludselig forsvinder vejen, og en bil med en familie forsvinder derned, og bliver kogt levende. Eller fortovet eksploderer, og fodgængerne bliver oversprøjtet med damp og kogende vand. Siden 2022 er velfærdsfonden, der skulle sørge for at reparere den slags blevet slagtet, så det kommer til at blive en meget slem vinter for russerne.
På landjorden er situationen ca den samme. Pokrovsk og Myrnohrad er stadig “omstridt”, dvs at både russerne og ukrainerne har soldater i området. Begge sider forsøger at forstyrre hinandens forsyningsveje, og jagte dronemandskaberne. Rusland forsøger stadig at presse alt det mandskab ind de kan, og det koster dem dyrt, uden at de kommer nogen vegne.
De russiske styrker har lidt mere fremgang i det sydlige, hvor det meldes, at de russiske styrker har taget byen Siversk. Hvad og hvordan det er sket er stadig uvidst, men der er stadig meget langt til Zaporizhia, som putin ellers krævede erobret. Det er en meget stor by og russerne har slet slet ikke styrker nok til at indtage og besætte en så stor by. Men de kan “befri” den på deres sædvanlige måde, at skyde den i smadder og fordrive befolkningen. Og der er meldinger om at der begynder at være drone og artilleriangreb tæt på byen.
Sult
Valeriy Puzik forfatter og ukrainsk soldat har skrevet om sulten ude i stillingerne. Det er sǻ stærkt at vi vil gengive det her. Ingen analyse, ingen kommentarer.
Sult i en stilling (hvor soldater ligger i skyttegrave eller er på vagt eller lignende) ligner ikke det, man i hverdagen kalder sult. Det er ikke den skarpe fornemmelse af tom mave og heller ikke en romantisk forestilling om afsavn. Det er en tilstand, der langsomt sætter sig i kroppen og bliver der. Den larmer ikke. Den kræver ikke noget. Den arbejder i stilhed, systematisk.
Først spiser man bare mindre. Så anderledes. Så fylder tanken om mad mere, end man ønsker. Sult ændrer perspektivet: ting, der før var ligegyldige, bliver vigtige. En mundfuld vand. En skorpe brød. Lugten af en feltration. Kroppen begynder at føre regnskab.
På stillingen holder maden op med at være noget socialt. Den bliver funktionel. Man spiser ikke, når man har lyst, men når det kan lade sig gøre. Ikke det, man foretrækker, men det, der er. Ofte koldt. Ofte fra dagen før. Ofte noget, der ikke smager, men holder én kørende.
Sulten rammer ikke først musklerne. Den rammer hovedet. Koncentrationen. Tålmodigheden. De små ting. Man bliver kort for hovedet, langsommere, mere opmærksom på andres bevægelser. En tavs overvågning opstår: hvem spiste hvor meget, hvem drikker ofte, hvem tager lidt for meget. Ingen siger det højt, men alle mærker det.
Vand er vigtigere end mad. Det slipper hurtigere op og er sværere at skaffe. Vand er ikke en forfriskning, men en ressource. Det bliver ikke drukket – det bliver rationeret. En slurk tæller. Låget på flasken bliver målestok. Når vandet er ved at slippe op, ændrer alt sig: tempoet, humøret, vejrtrækningen, tankerne.
Tanken om sne dukker op før eller siden. Den er enkel og rå: gå ud og spise sne. Ikke tænke på konsekvenserne. Bare slukke tørsten. Tanken vender tilbage igen og igen, men bliver sjældent til handling. En stilling er ikke et sted for impulser. Enhver bevægelse har en pris.
Sulten ændrer sproget. Ordene bliver kortere. Sætningerne mere enkle. Humoren grovere – eller forsvinder helt. Jokes om mad bliver enten for mange eller stopper brat. Latteren lyder tør. Den løser ikke op, den konstaterer blot.
Sulten ændrer hukommelsen. Billeder af mad hjemmefra dukker op: suppe, rugbrød, frugt, kaffe. De kommer uanmeldt. Nogle gange er de mere belastende end trøstende. Afstanden mellem det, man forestiller sig, og det, der er, bliver for stor. Man tager sig i bevidst at lade være med at tænke på det.
I dækningen bliver sulten stærkere. Der er ingen bevægelse, der kan tage tankerne. Kroppen er kold, og kulden forstærker tomheden. Soveposerne er fugtige. Luften tung. Lugten af jord blander sig med lugten af mad, der ikke findes. Tiden går langsomt.
På et tidspunkt bliver sulten baggrund. Man vågner med den og falder i søvn med den. Den er ikke længere en begivenhed, men en vilkår. Som mørke. Som kulde. Som stilhed. Kroppen tilpasser sig, men vænner sig aldrig. Den sænker bare kravene.
Sult handler også om skam. Skam over at ville have mere. Skam over at kigge på andres mad. Skam over at tænke på sig selv, når man er del af et fællesskab. Det er ikke en skam, nogen pålægger én. Den kommer indefra – af ansvar og gensidig afhængighed.
Maden deles ikke ligeligt, men retfærdigt. Den, der har været ude, får mere. Den sårede først. Den stille får ofte mindre. Reglerne står ingen steder, men alle kender dem.
Nogle gange kommer der en pakke. En feltration. Noget hjemmefra. Chokolade. Pølse. Det er altid en kortvarig fest. Ikke fordi det er særligt lækkert, men fordi det er uventet. Man spiser hurtigt, men forsøger at strække det. Gemme lidt til “senere”, selv om senere måske ikke findes.
Sulten skærper hørelsen. Man hører tyggen. Synk. Klikket fra et låg. Lydene bliver for høje. Nogle gange længes man efter stilhed – ikke på grund af fjenden, men på grund af sig selv.
Tårer kommer lettere under sult. Ikke af smerte, men af udmattelse. Lommelygten glider hen over ansigter og efterlader tynde spor på kinderne. De bliver ikke tørret væk. De tørrer af sig selv.
Sulten blotlægger. Den fjerner facader. Mennesket bliver mere enkelt. Spiller færre roller. Skjuler mindre. I sult er det sværere at lyve – også over for sig selv. Kroppen minder konstant om, hvor man er, og hvordan man har det.
Til sidst går det op for én, at sult ikke kun er mangel på mad. Det er mangel på normalitet. Mangel på rytme. Mangel på valg. Og når maden endelig kommer, giver den ikke det hele tilbage. Den gør det bare muligt at holde ud lidt endnu.
Efter stillingen forsvinder sulten ikke med det samme. Den bliver siddende i kroppen som en erindring. Man spiser uden at føle sig mæt. Eller kan ikke spise ret meget. Kroppen lever videre efter gamle regler.
Sult på en stilling er en erfaring, der er svær at forklare, men den former mennesker lige så meget som kamp. Den lærer én at tælle, dele og vente. Den lærer én at værdsætte det enkle.
Og måske vigtigst af alt: Sulten viser, at et menneske kan forblive menneske, selv når det næsten intet har. Selv når hver slurk tæller. Selv når kroppen er tæt på at give op.
Så længe man kan dele, er man i live.
Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”