Beboelsesejendom i Pokrovsk ramt af russisk bombardement, februar 2023 / Foto: State Emergency Service of Ukraine, Creative Commons Attribution 4.0 International license.
Dagens opdatering for 18.12.2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen
Pres på fronten ved Pokrovsk. Lidt om den hedengangne russiske general. Nordkoreanske soldater kommer i kamp. Kort om Syrien.
Pres på fronten ved Pokrovsk.
Ikke meget bevægelse på slagmarken, der er stadig voldsomt pres på fronten syd for Pokrovsk. Nedenstående ses billeder af den russiske fremrykning siden 1/12/2024 og til den 17 deceber 2024.. Der er også pres på de ukrainske stillinger i Kursk, nu med nordkoreanske soldater. Det er størst pres mod sydøst, i retning mod den “store” by Sudzha. Der har også været et stort angreb omkring Siversk, men der er ingen meldinger om, at rusland skulle have taget noget betydeligt område, men lidt har de sikkert taget. Andre områder er det frem og tilbage for både russerne og ukrainerne. Der har ikke været meldinger om betydelige missil og droneangreb i nat, ej heller fra den ukrainske side.


Lidt om den hedengangne russiske general
Der er kommet noget mere frem om drabet på den russiske general Igor Kirillov (for det er det jo, selvom det er lovligt ifølge krigens love). De russiske sikkerhedstjenester har selvfølgelig arresteret the usual suspects, migrantarbejdere fra Centralasien. Så nu kan der ventes endnu en bølge af forfølgelse af disse migrantarbejdere. Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget etniske russere hader disse mennesker, og gerne ser dem forfulgt, tævet og deporteret. Det er fullblown racisme og fremmedhad, og tolerencen for dem er indskrænket til en meget lille liberal elite, der desuden er godt uddannet, så dem skal man som almindelig russer også afsky. Problemet er bare, at det er migrantarbejderne der har alle de lavtlønsjobs som chauffører, pakkere, bygningsarbejdere og den slags. Der er simpelthen ikke russiske borgere nok til at varetage alle de stillinger der skal til for at få samfundet til at fungere.
To uzbekere er anholdt, rutinemæssigt tævet og vist frem på tv. Dog er der lidt tvivl, også fra min side, om de har fået de rigtige personer. For det første fordi det er den russiske fremgangsmåde. For det andet fordi den ene sikkerhedstjeneste sagde, at bomben blev detoneret via link fra Dnipro i Ukraine. Hvordan de så ved det. Og fordi den mishandlede uzbeker på TV sagde, at han placerede bomben, aktiverede kameraet der filmede attentatet, og udløste bomben. Hvis de skal overbevise mig, må de altså lige afstemme deres historier. Sprængstoffet var iøvrigt gemt i håndtagene, og løbehjulet var placeret i ansigtshøjde. En helt utrolig grad af planlægning og detaljegrad og professionalisme. Så skurer det lidt i ørene, at man skulle have overladt det til en tilfældig migrantarbejder, uden at have kontrol over processen, samt åbent fortælle ham hvem de var og hvor de kom fra. Nu udfører forsvarets efterretningstjeneste nok ikke den slags operationer, ellers kunne vi have spurgt dem, om det er sådan de gør det…. Den tidligere præsident Medvedev, der plejer at true med atomkrig når han træder på en legoklods i mørket, har for en gangs skyld ikke truet med at anvende atomvåben mod Europa og USA. Måske har hans unger lært at rydde op.
Nordkoreanske soldater kommer i kamp
I weekenden begyndte der at komme meldinger ud om. at nordkoreanske soldater var begyndt at involvere sig i kampene i Kursk. Der kom de efterfølgende dage meldinger, der bekræftede de mere “tynde” udmeldinger fra weekenden. At de nordkoreanske soldater deltager i kampene er også lidt en tilsnigelse. De har mest opnået at blive slået ihjel. Krigens døgn har en god analyse af det. Tilsyneladende er de nordkoreanske styrker totalt uforberedte på hvordan man opfører sig på en slagmark. Især med droner. De vader på en enkelt række, med god afstand. Det havde de dog lært. Men ikke at man simpelthen ikke bevæger sig sådan over åbent terræn. De døde. Der er forskellige meldinger fra hvor store tab de nordkoreanske har lidt, alt fra 300 til 30, som nok har været dem der omkom, da de vadede over landskabet fuldt synligt for alt og alle.
Til gengæld lykkedes det dem at nedkæmpe 8 soldater fra et tjetjensk spetznaz-regiment i friendly fire. Det er da trods alt noget. For ukrainerne. Det lader til, at de nordkoreanske styrker blandes med de russiske enheder, for at bevare illusionen om…. et eller andet. Da ikke mange russere taler koreansk, og næppe mange koreanere taler russisk, så kan det godt blive en udfordring at være effektive i kamp. Ihvertfald forestår der en meget meget stejl læringskurve for alle parter.
Kort om Syrien
Der er skrevet og snakket meget om Syrien, og det er også berettiget. Om ikke andet er det et kæmpe nederlag for de russiske efterretningstjenester, der jo egentlig burde holde øje med den slags. Om rusland får lov til at beholde deres baser er uvist, men frit lejde ud af Syrien har de da fået. Det er også meget fornuftigt af de nye syriske herskere, ingen grund til at fremkalde nogle bombardementer der ikke gør andet end at skabe død og ødelæggelse. Betydningen for Ukraine er minimal, selvom Ukraine har haft en hånd med i overtagelsen ved at træne dronestyrker. Derimod er det potentielt ret slemt for ruslands ambitioner i Afrika, for de russiske fragtfly har simpelthen ikke rækkevidde nok til at forsyne baserne i Libyen, som forsyner soldater og baser længere nede i Sahel-området. Hvis der er en havn med lastefaciliteter i det område i Libyen hvor russerne er “velkomne”, så er tabet af Syrien ikke noget problem. Hvis ikke… så kommer de russiske styrker i Afrika under pres. At der er et nederlag for rusland kan ses ved, at kommandøren for den russiske udenrigstjeneste (efterretningstjeneste) SVR, skulle modtage en meget fin orden af Putin. Det var offentliggjort gennem et præsidentielt dekret, som så blev tilbagekaldt. Så papa putin er både vred og skuffet. Og den øverstkommanderende russiske soldat der havde ansvaret for Syrien, var faktisk blevet fyret for sin (manglende) indsats i Ukraine. Så hans karriere går jo strålende.
Mere om det russike ballistiske missil
Der er blevet snakket og skrevet meget om det ballistiske missil, der ramte Dnipro for et stykke tid siden. Nu er det altså på tide at få nogle sandheder blandet med analyse ud om det. For det irriterer mig enormt, som det bliver kørt op i pressen. Der er simpelthen for meget sensation og manglende viden derude. Det er ikke et vidundervåben. Det er ikke et “nu vender krigen” våben. Det er absolut ikke en ny situation, bare fordi det kan bære atomvåben.
For det første, uden at det ligefrem bliver et punkt for punkt segment, så er missilet ikke et færdiglavet, serieproduceret missil. Det er samlet af forskellige dele af andre missiler, og derfor benævnes det også som en “variant”. Og dermed er det ret begrænset hvor mange rusland har, og kan bygge.
Missilet lavede faktisk ikke ret meget skade. Nu er den ukrainske missilfabrik der blev ramt altså også kæmpestor. Jeg har dog set billeder af et plejecenter for handicappede der blev ramt, og den slags kan udmærket ligge inde på fabrikkens område. Det kan dog også være ukrainsk propaganda, og det må man altså bare tage med og abstrahere fra. Var jeg ukrainer havde jeg også kørt den slags på den store klingeMissilet medførte tilsyneladende ikke, eller i hvert fald ikke særligt meget, sprængstof. Og så kom truslerne. Dette missil kan medføre atomvåben. Nå, og hvad så? Det kan det ballistiske kortrækkende Iskander-missil også. Disse er også placeret i Kaliningrad, og truer hele østersøområdet. Og de bliver rutinemæssigt affyret mod Ukraine, uden at det er nødvendigt at minde om, at de kan bære atomvåben. Det samme kan siges for samtlige af de krydsermissiler, de russiske styrker bruger. De kan alle bevæbnes med atomvåben.
Så hvad er hypen? Jeg aner det ikke. Ekstrabladet og andre medier kører selvfølgelig på, drevet af buzz words som “ballistisk”, “missil”, “atomart” og meget andet idioti. Det er bare et våben. Og ikke et særligt effektivt et af slagsen, før det bevæbnes med atomvåben. Og endda et der er samlet af flere forskellige komponenter og reservedele. Med mindre det er et dommedagsvåben der vil resultere i klodens destruktion, er det simpelthen bare et våben som alle andre.
Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”