Hospitalet i Selydove efter russike missilangreb i 2023-2024 / Foto: National Police of Ukraine
Angreb med droner og missiler mod Kharkiv. Rusland har erobret byen Selydove. Russisk hybridkrig mod vesten. BRIKS møde i Kazan.
Dagens opdatering for 29.10.2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen
Over weekenden og her til tirsdag har der været systematiske natlige angreb med droner og missiler mod Ukraine. Især i Kharkiv, hvor mange blev sårede og flere dræbt, da enten en drone eller et missil ramte en beboelsesejendom. Mange af missilerne og dronerne bliver skudt ned eller bekæmpet på anden måde. Men nogen slipper igennem, og det koster civile ofre. Ukraine fortsætter sin kampagne for at tørlægge rusland for alkohol, dog ikke vodka, men ethanol, der bruges i raketbrændstof og til andre vigtige formål. Der er ikke nogen informationer om hvilke destillerier og hvor de er ramt henne. Altså hvor i rusland de er ramt henne.
Dagens kampe
Der er dårligt nyt fra Donbas. De russiske styrker er rykket et par kilometer frem i retning af Pokrovsk, og har erobret byen Selydove. Den havde ca. 20.000 indbyggere, og er efter russisk krigsførelse nu fuldstændig ødelagt. Jeg kan desværre ikke finde nogen billeder uden ophavsret, så må gå på nettet selv og se. Jeg vedlægger kort over fremrykningen. Meldinger fra fronten der siger, at de russiske fly har kunnet flyve over frontafsnittet uden at blive angrebet, og har smidt bomber. Det er selvfølgelig ikke normalbilledet, og det kan være fordi, at de ukrainske styrker har forladt området før de russiske styrker rykkede ind i det tomme område. Det kan også være, at de ukrainske styrker simpelthen blev nedkæmpet og løbet over ende. Der er ikke nogen informationer om hverken det ene eller det andet på vores uofficelle vandrør, så jeg håber, at det er fordi de ukrainske styrker simpelthen har trukket sig tilbage. Men når jeg ved mere vil i også vide det.

Der er en smule fremgang for de russiske styrker i Luhansk området, men det er ikke meget. I Kursk er der ikke sket nogen bevægelser i nogle dage, hverken frem eller tilbage for hverken de russiske eller ukrainske styrker. Der er meldinger fra Ukraine om, at de første nordkoreanske tropper er ankommet fra det østlige rusland, og indkvarteret ca 50 km fra fronten i Kursk. Og hvis de har så gode efterretninger, bør det ikke være noget problem at hilse dem velkommen med et par himars angreb. Eller droner. Men da meldingen også lyder, at soldaterne er transporteret hele vejen fra det østlige Sibirien i lastbiler. Og det er altså en lang rejse i en russisk lastbil. Det tager nok også noget længere end et par dage. Så jeg ved simpelthen ikke om vi skal sætte lid til de efterretninger. Men at 3000 ud af 12.000 er på vej, er der ingen tvivl om. Pentagon har netop meddelt, at de amerikansk donerede våben må bruges mod de nordkoreanske soldater. Det vurderes at deres manglende kvalitet, erfaring og træning gør, at de skal bruges som kanonføde, istedet for de mere “værdifulde” russiske soldater. Det er altså ikke min vending, det er sådan russerne vil tænke på dem.
Russisk hybridkrig mod vesten
At rusland har gang i en hybridkrig mod de vestlige lande, er ingen hemmelighed. At opremse alle de aktioner der er sket, ville også være kontraproduktivt. I tænker måske, hvorfor hører vi ikke om det, og hvorfor holder de vestlige lande kke rusland ansvarlig for aktioner som brandpakker, brande i lagre og virksomheder, forsøg på drab på mindst een tysk erhvervsleder, deres misinformationskampagner og meget mere? Tilsyneladende er der en koordineret strategi i Europa, hvor man simpelthen ikke giver rusland og de russiske aktioner den opmærksomhed, som aktionerne er tiltænkt. Ved at nægte dem voldsom omtale og reaktioner signalerer vesten, at den russiske kampagne ikke har og får nogen betydning for noget som helst. Og sådan kan man jo også gøre det, hvis man ikke vil provokeres til at gå i krig mod rusland. Jeg tror ikke der er nogen der er i tvivl om undertegnedes holdning til om det kollektive vesten bør gå ind i Ukraine og give en hjælpende hånd.
Der har i den seneste tid været sendt brandbare pakker via det europæiske postsystem. Eller ihvertfald 3. Een pakke brød i brand på et lager i Birmingham. En anden brød i brand på et lager i Dusseldorf. Der skete et eller andet der forsinkede flyet eller sendingen fra DHL, ellers var den udbrudt i brand, mens flyet var i luften. Det ville have medført et flystyrt og mange døde. Der er nemlig det, at det ikke er altid, at de store transportfirmaer sender deres pakker i deres egne fly. Meget tit sender de nemlig paller med pakker via almindelige rutefly. Så en brand i lasten på et rutefly i Europa kunne have været meget bekosteligt liv. Problemet med hybrid krigsførsel er selvfølgelig at det ikke entydigt kan bevises at det er rusland der står bag, og derfor kan man ikke erklære krig mod rusland på den konto. Som om det skulle være nødvendigt. Det er en historie jeg har fulgt på sidelinjen indtil jeg mente, at det var relevant at skrive det i opdateringen. Men nu er en mystisk pakke opdaget i Polen. Og det kan enten være en tyk vittighed fra den ansvarlige efterretningstjeneste i rusland, eller noget mere udspekuleret. Jeg hælder mest til den første påstand, baseret på det russiske sprogs mange termer og nedladende vendinger for den slags, og dermed det russiske gadesprog. Men pakken indeholdt altså brandbomber, implementeret i sexlegetøj. Iøvrigt fra Kina.. Den slags kommer jo derfra som så meget andet tyggetøj og plastik. Men altså, der blev opdaget brandelementer i disse …. apparater.
Så analysen kan være, der er bevidst valgt sexlegetøj for at toldere og andre skulle blive pinligt berørt og ikke undersøge pakken for grundigt, eller at det er et statement om hvad vi kan gøre med produkterne her i Europa, baseret på den russiske tankegang. Vi får næppe de etablerede journalister til at lave den analyse, så derfor får i den her. Med andre ord, og med mange ord fra før i tiden, russiske myndigheder sender os et signal om hvad de tænker om os og hvad vi kan gøre med de pakker.
BRIKS møde i Kazan
Nu begynder det at stramme til. Vi skal dog ikke forvente et snarligt nedbrud i den russiske økonomi og stat, men det hjælper på det. Der er også valgene i Moldova og Georgien, som er en hel opdatering værd i sig selv. Og at tyske Olaf Scholz er en kæmpe idiot med sine udtalelser. Der har også været et møde mellem BRIKS landene i Kazan i rusland, som blev udråbt som en kæmpe triumf i medierne. I de russiske medier, altså. FNs generalsekretær måtte nødtvunget møde op, som jeg skrev i torsdags. Da repræsentanter for 45% af klodens befolkning var tilstede. Det er lissom hans job. Han brød sig helt klart ikke om det, især på FNs dag. Han blev skamløst udnyttet til photo ops til de russiske medier, men modsat propagandaen kom han ikke med nogen udtalelser. Det ville jeg heller ikke have gjort hvis jeg var ham. Tilstrømningen af lande til forummet var også en stor propagandasejr til rusland og putin. Indtil de skulle underskrive sluterklæringen om optagelse i BRIKS samarbejdet, Der havde putin inkorporeret en anti-ukrainsk tekst i slutdokumentet, og det fik flere lande til at stå af. Putin selv måtte redde ansigt ved at udtale, at “interessen for at deltage i samarbejdet var stor, og de nødvendige dokumenter er sendt ud”. Men indtil videre ser det ikke ud til at andre end Syrien, Venezuela og den slags “fremstormende” økonomer har underskrevet. Egypten var også inviteret, og ud fra et økonomisk synspunkt er det helt håbløst. Dem der følger lidt med ved, at Egyptens økonomi og fremtid kører rundt som på kanten af hvirvlen i toilettet. Beklager. Men årtiers mishandling af økonomi, befolkning og uddannelse har gjort, at det er meget svært at se, at det skulle være en fremstormende økonomi. Men det er en helt anden update, af en anden der ved mere om det end jeg.
Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”