Redningsoperation i Chernihiv efter russisk missilangreb / Foto: Zelenskyy X konto 17.04.2024
Russiske angreb på civile. Rusland lægger pres på ved Tjasiv Yar. Rusland ændrer taktik. Propaganda, påvirkninger og den russiske agenda.
Dagens opdatering for 17.04.2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen og Kristina Askøe Andersen
Igennem ugen har rusland angrebet Ukraine med mange missiler og droner. Mål over hele Ukraine er blevet ramt, og det skyldes især manglen på luftforsvar. Der har været få ofre, men i morges ramte katastrofen. Tre Iskander missiler ramte et beboelsesområde i Tjernihiv, og indtil videre 17 dræbte og 60 civile, uden nogen som helst militær betydning. Det er ren terrorbombning. Manglen på luftforsvarsmissiler har gennem ugen resulteret i ødelæggelsen af flere kraftværker, især omkring Odesa og Kyiv.
1. Dagens kampe
2. Analyse af kampsituationen
3. Analyse af den russiske indflydelsesoperation
4. Frihed for Ukraine
1. Dagens kampe
I dag har der været registreret 71 kamphandlinger over hele frontlininen. rusland har angrebet med 4 missiler, 43 luftangreb og 43 beskydninger med andre kraftige systemer. Disse angreb har ikke kun været rettet mod militære mål, men også mod civile bebyggelser, og der har desværre også været tab af civile.
rusland angriber langs hele fronten, men tyngden ligger i Donetsk, mod Tjasiv Yar, der ligger umiddelbart vest for Bakhmut. Der har i dag indtil kl 1800 været 19 angreb i den retning. Der satses hårdt på at angribe og erobre Tjasiv Yar inden 9-5, da det jo skal fejres på den røde plads til sejrsdagen for sejren over Nazi-tyskland, der betyder så meget i rusland. Desværre gør ammunitionsmanglen det svært at stå imod angrebene fra rusland. Men der har som sagt været mange angreb andre steder mod andre stillinger, især i Donetsk.
På den russisk besatte bred af Dnepr forsøger russerne stadig at skubbe de ukrainske styrker tilbage over floden, men på trods af luftangreb og andre angreb er det ikke lykkedes.
Det ukrainske luftvåben har angrebet 8 gange mod de russiske stillinger i dag, men ingen meldinger om hvad de har ramt.
2. Analyse af kampsituationen
Der har den sidste måneds tid vist sig en ny taktik på slagmarken. De russiske styrker mangler i den grad kampkøretøjer. Kampvogne og pansrede mandskabsvogne bliver simpelthen ødelagt, så snart de dukker op på slagmarken. Før blev de ødelagt af artilleri, men nu bruges billige First Person View (FPW) droner, med sprængstof på. De har simpelthen taget op mod 70% af den slags køretøjer ud. Derfor ser man underlige køretøjer nu, samlet af forskellige køretøjer, golfbiler og som i sidste uge beskrevet, motorcykler, i angreb mod de ukrainske stillinger. Golfbilerne er altså dokumenterede, det er ikke et udslag af min sære form for humor. Ligeså motorcykler. Men dronerne har revolutioneret den form for krigsførelse, så eksisterer der nu et op til 4 kilometers bælte mellem fronterne, som er totaltoveråget af droner. Det er umuligt at samle køretøjer nok til et mekaniseret angreb, uden at blive opdaget. Det brugte vi før satellitter til, det var derfor at vi havde mindst 2 ugers varsel om et angreb under den kolde krig. Men nu er den slags samlinger umuligt med mindre der sker en massiv elektronisk jamming og nedskydning af droner. Men når der er flere hundrede små droner i luften i en korridor på ca 10 km længde, skal der virkelig nytænkes i militærverden verden over.
Så hvorfor vinder russerne terræn? Og det har de gjort i en måned nu. De har lagt taktikken om. Jeg har før beskrevet det, men nu ser det ud til at være en helt accepteret taktik. De anmasser ikke store styrker til angreb, for de bliver opdaget og skudt i smadder af det ukrainske artilleri. De angriber heller ikke med køretøjer, for de bliver slået ud af droner. De angriber i menneskelige bølger i kompanistørrelse, ca 100 mand, uden støtte af kampvogne og andre køretøjer. Der er meldinger om rigtigt mange tab og meget dårlig moral blandt de russiske styrker, og også at de bruger blokeringsstyrker, til at skyde deres kolleger der flygter tilbage gennem linierne. Men selvom de har denne dårlige moral og meget meget store tab, har det ikke medført nogen oprør eller deserteringer af betydeligt omfang.
Men masse betyder noget, og når der er styrker så små de ikke kan angribes med artilleri, angriber, og mange gør det over hele fronten, så betyder det at de russiske styrker indtager de ukrainske stillinger. De ukrainske soldater er virkelig slidte nu. Der er mangel på ammunition og mandskab. Nogle soldater har ikke fået længere orlov eller er blevet udskiftet siden 2014, og især 2022. Små russiske enheder angriber uden at der er ammunition til at slå dem tilbage, og der bliver så hårde kampe langs fronten som skubber de ukrainske forsvarere tlbage.
3. Analyse af den russiske indflydelsesoperation
Skrevet af Kristina Askøe
Propaganda, påvirkninger og den russiske agenda
Er du bevidst om, hvor meget du bliver påvirket på dine holdninger på daglig basis? De fleste af os vil nok hårdnakket påstå, at vi ikke er under indflydelse, siden vi da selvfølgelig er rationelt tænkende, voksne mennesker. Men verden omkring os har ændret sig de seneste år, og der foregår en stadig større påvirkning af den offentlige holdning, end de fleste lige tænker over. Og det er desværre ikke udelukkende danskere, der forsøger at påvirke både dig og mig!
De fleste af os har sikkert opdaget, at der skete skift på fx de sociale medier under covid-19. Ytringerne på fx nyhedsopslag nåede en tone, hvor i hvert fald min kæbe flere gange ramte gulvet.
Vi har altid haft nogle tosser, der har været meget aggressive i deres tilgang til andre mennesker, men efter 2020 kan vi nok alle blive enige om, at der er sket en kraftig forværring. Desværre.
Den største ændring kom, da Rusland invaderede Ukraine d. 24. februar 2022. Nærmest fra den ene dag til den anden, kom der et enormt toneskifte på især de sociale medier. Men hvad dækker det egentlig over – har du selv spekuleret over det?
Det her lyder nok som en ret paranoid konspirationshat, men vi må endelig ikke tage fejl af Ruslands intentioner og strategiske lege uden for egne grænser.
”…det er et middel (red. For Rusland) til at opnå udenrigspolitiske strategiske mål. Det sker fx ved at skabe splid i Vesten. Det opnår Rusland blandt andet ved moderne propagandaprincipper, om at distribuere budskaberne konstant, massivt og gentagende. Artiklens argument er, at russisk påvirkning kan nå danske mediebrugere på flere måder og på tværs af platforme. Dette er blevet ekstra tydeligt efter den russiske invasion af Ukraine, hvor tidligere coronaskeptikere i høj grad har overtaget prokremlske narrativer. Det er (…) ikke tilfældigt.” – Jeanette Serritzlev, militæranalytiker, Forsvarsakademiet.
Læs Jeanette Serritzlev artikel “Russisk påvirkning virker – også i Danmark” (PDF format)
Rusland er kendt for sin propaganda, der spredes til befolkningen i lind strøm fra statskontrollerede medier, mens uafhængige medier lukkes ned og ”statsfjendtlige” skribenter sendt til arbejdslejre i Sibirien, falder ud ad vinduer eller lignende – sammen med oppositionen. De heldige flygter til udlandet. Rusland kontrollerer dermed alt, befolkningen skal vide… og det foregår med yderst kreative udlægninger af sandheden, der efterlader de fleste af os med den tanke, at det kan der da umuligt være noget, der hopper på… Men jo, det er der. Også udenfor Ruslands grænser. For propagandaen fra Rusland svirrer i høj grad på de sociale medier, og den er massivt til stede i alle lande.
Strategien går ud på at sprede propagandaen massivt og gentagende – for hører folk mest løgnen, begynder nogle altså at tro på det falske narrativ. Det ses ofte i kommentarsporet på nyhedsopslag, hvor putinisterne fylder utroligt meget – ofte i en hård og grov tone, der fx fremstiller vores demokratisk valgte som diktatorer, der selvsagt er medskyldige i krigen, som i øvrigt også er Ukraines egen skyld pga deres jødisknazistiskekokain-whatever kup-indsatte styre. Alt imens du selvsagt er for dum og uvidende til at forstå, at du tror på løgne skabt af lame-stream-medierne. De mange skiftende udlægninger af det samme emne er også en helt konkret strategi, der går ud på at skabe støj og forvirre. Hvis folk hele tiden får skiftende informationer, vil de nemlig begynde at stille spørgsmålstegn til, hvorvidt de overhovedet ender med sandheden i den sidste ende. Det taler fx direkte til alle foliehatte, for de stiller konsekvent spørgsmål ved alt, der kommer fra myndigheder, medier og eksperter. Herefter kører rullen bare under folien…
Profilerne på de sociale medier bag de mange falske, pro-russiske narrativer er ofte en blanding af falske profiler med et lemfældigt forhold til ordstilling og terminologi og så lige de danske medløbere. Putin er måske ikke den bedste kop te (bogstaveligt talt), men han har været dygtig til at få sin troldehær til at sprede misinformation og modsigende information, der taler lige ind i folierullen.
Tager du et kig på medløbernes profiler, er de nemlig som altovervejende hovedregel spækket med alskens konspirations nonsens med alt lige fra anti-wax til New World Order, hvor vi alle ender som Elitens slaver på grund af den falske klimakrise. De her foliehatte skulle finde en ny hobby ovenpå covid-19, og det antimyndighedsradikaliserede segment er perfekt til den russiske strategi – som også nævnt ovenfor – så helt overraskende er det ikke. Eller det ville det nok være for dem selv, hvis de gik hen og opdagede det gennem foliens tykke lag. For tænk engang, de er reelt blevet russiske får i flokken, selvom de nu altid har ment, at det er os andre, der bræger. De falske, udenlandske profiler er også forholdsvis lette at gennemskue, siden de ofte er ret nye – eller dog oprettet siden invasionen. Profilerne er nogle gange tomme, mens de andre gange er fyldt med delte opslag om intetsigende ting. Der er slående få likes eller kommentarer på disse opslag, siden profilerne netop ikke har et reelt netværk af venner. De elsker dog at like egne opslag – lidt opmærksomhed har de åbenbart brug for også, selvom det kun kommer fra dem selv…
De falske profiler fortæller i kommentarsporet på især nyhedsopslag ”sandheden” om det tabte Ukraine, om nazisternes højborg i Kyiv, om oprører, der har dræbt eller fordrevet russisktalende ukrainere, om Maidan revolutionen som værende et vestligt kup af magten i Ukraine mv. Det helt klare mål er at overskygge debatten og drukne folk i det russiske narrativ, hvor det jo ”selvsagt er USA, NATO og Vesten”, der er ondskaben selv. Vi må jo forstå, at Ukraine er styret af den her angrebslystne forsvarsalliance, som NATO er – og at NATO udelukkende handler om magt til USA, hvormed Ukraine igen umyndiggøres til kun at være en brik i krigen mod Rusland… Havde vi boet i USA, havde de nok endda tilføjet en masse om pizzagate, og at vi reelt styres af en flok krybdyr i forklædning.
De sociale medier har dermed fået en vigtig strategisk rolle for Rusland. Det er let og straffrit at sprede propagandaen rundt i verden – de bruger reelt vores egen ytringsfrihed mod os som et våben, for vi må faktisk godt mene det modsatte af styret her i landet. Siden en overvældende stor del af befolkningen støtter hjælpen til Ukraine, så handler det i høj grad om at påvirke den offentlige holdning, så vi menige borgere vender os mod politikernes beslutning om at bruge vores skattekroner på noget så dumt. Heldigvis forstår langt de fleste af os dog godt vigtigheden i at støtte og hjælpe Ukraine i deres frihedskamp. Danmark har trods alt selv været et invaderet land.
Det mest skræmmende ved den russiske strategi er desværre, hvor dygtige de her pro-kremlskekræfter er: De infiltrerer ikke kun de sociale medier med deres løgne. De fabrikerer og publicerer også en masse falske historier, der er designet til at påvirke og svække de politiske, demokratiske processer.
”The campaign is part of an increasingly sophisticated strategy that has built on nearly 10 years of Kremlin efforts to elevate the voices of populist anti-establishment politicians opposed to the U.S. global role, analysts and former American officials said. With the far-right wing of the Republican Party essentially blocking passage of any further assistance to Ukraine since August, the Kremlin’s efforts to undermine support for Ukraine may have so far gained more traction in the United States than anywhere else.” – Washington Post, 8. April 2024.
Denne påvirkning foregår på russiske troldefabrikker, og de lader alligevel til at have så stor gennemslagskraft, at amerikanske politikere render og taler Ruslands sag – alt imens Putin har udråbt USA til at være fjenden. Dværgen må sidde og gnide sig i hænderne over den succes.
“Rep. Michael R. Turner (R-Ohio), who chairs the House Permanent Select Committee on Intelligence, said Sunday it was “absolutely true” that some Republican members of Congress were repeating Russian propaganda about the invasion of Ukraine. “We see directly coming from Russia attempts to mask communications that are anti-Ukraine and pro-Russia messages — someof which we even hear being uttered on the House floor,” Turner said.” – Washington Post, 8. April 2024.
Det er disse kræfter med falske, russiske narrativer, der indtil videre har forhindret hjælpepakken til Ukraine fra at komme til afstemning i Kongressen. For de mest højrøstede modstandere i den Republikanske lejr gentager nærmest ordret troldenes spin. Her behøver vi næppe proppe navne på orange mænd og blonde kvinder. Det er trods alt lette at finde ved en Google søgning. Desværre betyder det blot, at ”the Land of Freedom” nu er påvirket af diktatoriske principper i stedet.
Vi kan jo så sidde her og grine alt, vi kan af de dumme amerikanere. Det plejer vi at være gode til, men der er også røre i vores egen andedam i EU. De russiske trolde er ikke for fine til at lege med EU i samme omgang. Vi kender selvfølgelig alle sammen Orbans flossede holdning til EU – han lader til hellere at ville lege kammeratski. Men det stopper ikke der. Belgien har indledt undersøgelser af mulig korruption og påvirkninger af et ukendt antal MEP’ere. Der er flere MEP’ere, der er mistænkt for at modtage penge fra Rusland og være meget pro-russiske i deres tilgang til krigen i Ukraine. Det er en meget alvorlig sag, men vi kan jo alle kun håbe, at samtlige skyldige bliver fundet og straffet. Hårdt.
Den her ekstreme påvirkning af alle aspekter af vores demokratiske verden og ytringsfrihed viser, at vores demokrati er under pres. Vi kan ikke længere være sikre på, at folk ærligt støtter op omkring den frie verden med menneskerettigheder, retssikkerhed og demokrati, vi er opvokset midt i – de kan jo have modtaget kærlig omsorg i form af et beløb for at være en god støtte for det lidende folk i den nordlige sump! Og hvor mange af os tænker i dagligdagen over, at lige præcis vores demokrati, retssikkerhed, vores ytringsfrihed kan være på spil? At det er alle de værdier, vi så stolt bryster os af i den frie verden, der lige nu bliver udfordret? Rusland er jo så langt væk, og vi er ikke naboland til krigen…
Invasionen af Ukraine udfordrer dog lige præcis alle vores værdier og principper, når Rusland på denne omfattende, planlagte og strategiske måde fører en hybrid krig mod os alle via korruption, påvirkninger og online propaganda. Vores ytringsfrihed er kernen i vores demokrati, men på nuværende tidspunkt kan man sige, at ytringsfriheden reelt bruges som et våben mod os selv, for vi må jo reelt godt mene det, vi vil – selvfølgelig under strafansvar. Og ingen af os vil af med vores ytringsfrihed, siden vi elsker at kunne udtrykke vores holdning om alt lige fra politik til leverpostejen fra den lokale slagter.
Rusland går strategisk efter os alle – selv Fru Hansen, og det skal vi være meget bevidste om. Vi bliver desværre alle udsat for propaganda, påvirkninger og den ”russiske sandhed” på daglig basis. Pas på jer selv, jeres holdninger og vores frie verden! Og lad os fortsat støtte Ukraines vej hen mod samme.
4. Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Senest har vi anskaffet militære regndragter, militære vinterjakker, handsker og isolerede gummistøvler.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Oplysning, hjælp til soldater og hjælp til civilsamfundet.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Køb og doner militært udstyr via vores webbutik. Frihed for Ukraine sørger for leveringen direkte til soldaterne i Ukraine.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Mange tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”