To personer dræbt, elleve såret efter angreb på tog i Sumy-regionen, Ukraine. / Foto: National Police of Ukraine, Creative Commmons. Attribution 4.0 International license
Dårligt nyt for både Rusland og Ukraine, kartoffel og benzinmangel i Rusland, ny økonomiske plan i Rusland, tomahawk-missiler og meget mere.
Dagens opdatering for 07.10.2025. Skrevet af Kenneth Rasmussen
Den sædvanlige trend med et stort angreb med droner og missiler i Ukraine, der følges af små angreb, fortsætter. Natten til søndag blev Ukraine angrebet med 500 droner og 50 missiler, hvor rusland nu angreb i udpræget grad kraftværker og energinifrastruktur, ligesom de “plejer” hvert år på denne tid. For at nægte ukrainerne varme og strøm om vinteren. Og to civile tog er angrebet af russiske droner. Det ene angreb forleden er velbeskrevet. Et tog holdt på en togstation i Poltava-regionen, og man ser en drone drøne lige ned i det. Op mod 30 civile er blevet såret og to er døde. Det skete i dagslys og der er ikke tvivl om at det var et bevidst angreb på civile.
Ud over de natlige angreb fortsætter rusland med at bruge droner på kamppladsen, mod civile i Kherson og tog i Poltava, og Ukraine fik en slem forskrækkelse forleden. En russisk drone med optisk kabel ramte en bil i Kramatorsk, og udregningerne viste, at den kom fra et sted der ligger 20 kilometer fra nedslagsstedet. Indtil videre har man “kun” set en rækkevidde på 10 kilometer, og da sådan en spole vejer 4 kilo, så vejer en 20 km spole 8 kilo. Så russerne må have fundet på en måde at få længere rækkevidde og mere last, og sådan drives evolutionen fremad. Ukraine må nu igang med analyser for at både kopiere og imødegå denne trussel. For hvis der er så lang rækkevidde, truer de forsyningsvejen langs fæstningsværket i Donbas. Og det vil også gøre det svært at samle styrker både til angreb og modangreb, hvis de kan angribes ude på 20 kilometers afstand. Og der er mere dårligt nyt. rusland har formået at justere deres missiler på en måde, så at flere slipper igennem det ukrainske luftforsvar. Så Ukraine skal justere deres missiler så de kan ramme de russiske missiler.

Ukraine svarer også igen, og denne uge har de virkelig skruet op. Antallet af droner de sender ind over rusland skal nu tælles i flere hundreder pr nat. rusland hævder at skyde mange ned, og det skal nok passe, men mange slipper igennem, og de udretter stor skade. Forleden iværksatte Ukraine en operation, der ramte en Buyan-M klasse missilkorvet i Onega-søen, ca 500 km fra Helsinki. Altså den var tættere på Helsinki end nogen andre kendte russiske byer. Missilkorvetten er bevæbnet med kalibr-missiler, og er lige blevet moderniseret til at blive et af de mest moderne skibe i den russiske flåde. Om det kan lade sig gøre at få den ned til Sortehavet ved jeg ikke, men den ukrainske efterretningstjeneste har altså set den som en trussel.

Ligeledes blev olieraffinaderiet Kirishi, der er et af ruslands største, ramt, en iskander missil.radar og en kommandopost blev ramt i samme angreb.
Før det blev et olieraffinaderi 1600 km fra Ukraine ramt. Det er distancen til moskva, og så lige 1000 km længere mod nordøst. Også olieraffinaderi på Krym blev ramt, og også Kryms største olielager, der brænder endnu.
Neptun-missiler blev indsat mod en fabrik der laver elektriske komponenter til forsvarsindustrien, og Ukraine har præsenteret dette missil som modificeret. Det vil sige, de forbedrer deres missiler nøjagtighed og overlevelse.
Imens kommer der flere og flere meldinger om mangel på benzin flere og flere steder i rusland, nu i 20 regioner og også i moskva, hvor det meldes at 350 tankstationer er løbet tør. Der er stadig benzin at få, men man begynder at skulle lede mere og mere efter det. Og det er dyrt. Så det kommer til at gøre rigtigt ondt om ikke længe. rusland har stoppet med at eksportere olie til benzin og benzin, samt indført restriktioner på mængden man kan købe. Disse varierer selvfølgelig fra region til region, men det er en meget alvorlig vej rusland er på vej ned af.
Måske tomahawk-missiler til Ukraine?
Først var de på vej, så skulle USA bruge dem alle selv, så modsagde en general det, og så modsagde trump alt og alle. Men her er hvad jeg er ret sikker på der sker. Indtil trump ændrer sin mening igen. Ukraine har fremlagt en plan for trump der involverer en række meget vigtige mål, som vil kunne være katastrofalt for rusland, hvis de bliver ramt. Så hvorfor tomahawk, og ikke ukraines egne flamengo-missiller? Det er en offentlig hemmelighed at flamingo ikke er så præcise som man kunne ønske sig. Det ville også være for meget at forlange af et nyudviklet og bygget produkt. Tomahawk har mange forskellige navigationssystemer, og er brugt i utallige krige, og det er simpelthen toppen af poppen. Så de mål der er blevet udvalgt er åbenbart velbevogtede, idet de meget større flamengo vil blive opdaget og skudt ned. Og når de er velbevogtede er de selvfølgelig meget vigtige. Så vigtige, at trump mener at Ukraine kan smide rusland ud af Ukraine. Dog er det ikke klart over om de kommer. Trump siger at han har bestemt sig til at de kommer, og at de ikke må bruges inde i rusland. Indtil man har set putins reaktion. Hvis han ikke reagerer vil Ukraine få tilladelser til angreb langs grænserne inde i rusland. Hvis rusland ikke reagerer, (kommer til forhandlingsbordet), så får Ukraine lov til at angribe længere ind i rusland. Det tager alt for lang tid, og både ukrainere og russere dør unødvendigt for putins revanchistiske ambitioner og USAs tøven. Jeg tror først på at de er der og må bruges når det sker.
Ny økonomisk plan i Rusland
Rusland har fremlagt den økonomiske plan for de næste 3 år, og jeg så en økonom gennemgå den. Han befinder sig i eksil og udgiver en masse om rusland og problemerne, og er en rigtig god kilde at følge. Man skal dog være opmærksom på, at han tager sig rigtig lang tid om at sige noget, men der er ingen tvivl om at han ved meget, og da han kan russisk, kan han også formidle og finde det russerne taler om og lægger op på youtube, som er utilgængeligt for os der ikke taler russisk.
Han gennemgik budgettet i en laaaang video, som jeg vil gengive det af det jeg forstod. Fra beretningen forstod jeg, at 36% af det statslige budget tilgår “security”, dvs militæret, krigen og produktion af våben og meget mere. 16% er afsat til den “sociale sektor”, dvs lønninger til offentligt ansatte, hospitaler, pensioner og alt muligt andet. Så er der en stor del til det der i deres lagkagediagram helt uden pis stod nævnt som “other”. Så det er jo meget gennemsigtigt. Det nævnes også, at der skam er et meget stort hul i budgettet, og det skal dækkes gennem “indenlandske lån”, og en forhøjelse af momsen, fra 20 til 22%, øget skat på afkast af investeringer og væddemål indgået på online bettingfirmaer. Der kommer yderligere skatter på firmaer også. Særligt bemærkningen om “indenlandske lån” er bemærkelsesværdig. Det betyder 1) rusland kan ikke låne de enorme summer krigen kræver, og Kina kan og vil slet ikke fronte de penge. 2) Det er et fuldstændigt umuligt projekt. Hvor skal pengene komme fra? Statsobligationer med en skyhøj rente? De skal jo betale dem tilbage. De kan selvfølgelig konfiskere virksomheder, og det gør de da også i stor stil, og plyndrer dem. Men økonomen var altså meget bekymret, for efter hans mening kommer det til at gå galt, og det i 2026. Den eneste måde at komme igennem det, og det er et meget spinkelt håb, er at nationalisere alle virksomheder, og kun udbetale alle borgere, uanset stilling, det absolut mindste man kan slippe afsted med. Det vil sige, det sovjetiske system. Og det skal nok blive mødt med modstand, også voldelig modstand, af de forskellige eliter, grupper, og alle andre der har været vant til at tjene milliarder og atter milliarder på at malke systemet. Og befolkningen, der i fortiden var berømt for deres udholdenhed og tolerans for lidelse. Men befolkningen især i byerne er anderledes nu, og det kan gå rigtigt rigtigt galt for putins styre. Og det meget snart.
Rusland har lavet en ny bil
Eller det vil sige, de har ihvertfald samlet den selv, og et par dele kommer fra rusland. Dette indslag er en kommentar til den russiske nyhedsdækning, som spinner historier, på en måde, der får de russiske borgere til at svulme i brystet af stolthed. Vinklen er, at se hvad vi kan lave, selvom hele verden er imod os. Og da der jo ikke er nogen til at sige, “jamen han har jo ikke noget tøj på”, eller tør det, eller ved bedre, så bliver den slags slugt af den patriotiske del af befolkningen, og totalt ignoreret af især middelklassen i byen. Ok, så historien er, at det russiske salg af en bestemt bil som påstås produceret i rusland, men som højest er samlet i rusland. Salget er steget på 5400%. PÅ EN MÅNED. Sikke en succes. Det må være astronomiske mængder af biler!. Nej, ikke helt. Salget af bilen var i juni og juli 1 (een) bil. Hver måned. Salget steg så i august til 55 biler, så derfor 5400%!. Men det er altså den måde, den blev vinklet på, og antallet skulle man lede langt og længe efter i andre kilder. Og det kan nok være, at det blev gjort, men ingen journalist med lyst til at spise mad eller eventuelt leve, ville skrive den historie.
Ligeså med en embedsmands fremlæggelse af at ruslands import af kartofler er steget 4 gange så meget, og at eksporten er faldet 10 gange, også en positiv historie i den russiske presse. Ikke et ord om hvorfor i alverden det er nødvendigt at importere fødevarer fra udlandet, når man for et par år siden var eksporterende. Det er ikke kun kartofler, men også æg og hvede. Så hvad sker der? Det er selvfølgelig fordi der er mangel på mandskab, maskiner, brændstof, reservedele, distribution osv. Og disse problemer findes nu overalt i rusland, og det er en krise der kommer til at blive lige så alvorlig som brændstofmanglen, men bare på en længere tidshorisont. Men på et tidspunkt kommer det til at bide voldsomt, især i byerne, hvor fødevarerne bliver dyrere og dyrere. De folk på landet der traditionelt har dyrket dyrket grøntsager og den slags i deres sommerhuse får også en svær tid, men lidt nemmere end borgerne i byerne, når maden ikke slipper op, men bliver for dyr.
Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”