Små russiske fremskridt på landjorden

Russisk droneangreb på civile i Kupyansk den 5 juni. En 74-årig kvinde blev såret / Foto: State Emergency Service of Ukraine, Creative Commons Attribution 4.0 International license.

Dronekrigen på Ukraine fortsætter, små russiske fremskridt på landjorden, hård russisk retorik over angrebene på to jernbanebroer, og russerne prøver at finde på undskyldninger for at afbryde våbenhvileforhandlingerne.

Dagens opdatering for 05.06.2025. Skrevet af Kenneth Rasmussen

Lyt til opdateringen som AI genereret Podcast (Powered by Google Notebook LM)

De to sidste nætter har rusland angrebet med ca 100 droner hver nat, og et missil. Det er noget af en nedgang fra de flere hundrede i sidste uge, men hvorfor det er sådan, vides ikke. Der er ikke rapporter om alvorlige skader, men jeg kan have overset noget. Folk der har forventet et “svar” på det vovede ukrainske angreb, er enten blevet skuffet, eller må vente lidt endnu. Putins talsmand har udtalt, at de russiske væbnede styrker vil vælge tid og sted på et passende svar…. Men hvad rusland kan gøre mere end de allerede gør og har gjort, er ikke godt at vide. De har allerede affyret et interkontinentalt ballistisk missil, der ikke imponerede nogen synderligt. Næste trin vil være atomvåben, for de bruger allerede løs af kemiske våben. 

Der har ikke været nogle meldinger om flere spektakulære angreb ind i rusland, de seneste par dage, og dog alligevel. Det er lykkedes at få ram på 3 Iskander affyringsramper, der var ved at bringe sig i position til affyring. Disse Iskander er svære at ramme i luften, så at ramme bilerne der fyrer dem af, giver meget mere skade. Det er første gang i krigen, at det er lykkedes Ukraine at få ram på sådan en. Jeg har hørt at een er ødelagt og de andre er skadet, men hvor skadet, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvordan det er lykkedes at få ram på dem, eller med hvad.

Af andre ukrainske succeser i rusland kan nævnes, at ruslands politi, sikkerhedspoliti og militær er gået i total panik og overdrive. Der er meldinger og billeder om kilometerlange køer af lastbiler der holder på vejene og bliver undersøgt forskellige steder i rusland. Alle alle vegne render rundt og leder efter droner, og de er i særlig panik langs alle flybaser og andre vigtige installationer. Men så går de da heller ikke og keder sig. Det er dog ikke kun i rusland, at den ukrainske aktion har givet stof til eftertanke. Lige nu må enhver basekommandør og ansvarlig for sikkerhed over hele verden være igang med at tænke på mulige modtræk, overfor den slags angreb. 

Kampene i Ukraine

Der har været snak igennem et godt stykke tid om, at 50.000 russiske styrker skulle stå klar ved grænsen nord for Sumy, nu er begyndt deres angreb ind i Ukraine. De har gennem et par dage møvet sig et par kilometers penge ind i Ukraine i retning mod Sumy, hvor de vil etablere en “buffer” på ca 25 km ind i Ukraine, som forsvar mod angreb fra Ukraine. Det har de slet ikke nok soldater til at kunne opretholde, så mon ikke på et tidspunkt det område, hvor stort det end er, bliver det til russisk territorium. Jeg ved ikke hvad ukrainerne har af styrker og metoder til at nedkæmpe dem, men jeg spår svære tider for de russiske styrker. De skal have alle forsyninger med, og som krigen har udviklet sig, angriber dronerne nu systematisk forsyningslinier i baglandet, og køretøjer af enhver art. Det er muligt, at det er ukrainernes plan at lade dem komme ind og så kappe deres forsyninger, så de kan fastholdes der med minimale styrker, hvis de ikke har nok styrker til at gå direkte imod dem. Det var iøvrigt også i Sumy, at russerne angreb selve byen den 3 juni, med 5 barrager af (sandsynligvis) raketkastersystemet GRAD. De ramte midt i byen kl 9 om morgenen, og resulterede i 4 dræbte og mindst 27 sårede.

Ellers er de hårdeste kampe vest for Pokrovsk, men også ved Tjasiv Yar er der hårde kampe. Der er ikke meget fremskridt for de russiske styrker. Det går som siden vinter, meget langsomt fremad, men dog fremad. Der er dog meldinger om lokale ukrainske modangreb i det østlige Ukraine, som jeg vil omtale et af nu.

I det østlige Ukraine, nord for Kupiansk, har de russiske styrker etableret et lille brohoved på den vestlige side af floden Oskil. De er hæmmet af, at der ikke er nogen broer, og ukrainske styrker har inddæmmet dem godt. De har svært ved at komme nogen vegne, fordi forsyningerne skal overføres med båd, og det betyder ingen tunge våben, eller kanoner og den slags. Så vand, mad og ammunition skal fragtes over floden med både, hvor droner drøner frem og tilbage for at stoppe den trafik. Så Ukraine lancerede deres første helikopterbårne specialstyrkeangreb i krigen. Hvis nogen skulle være i tvivl om, at de ukrainske specialstyrker er blevet trænet af det engelske Special Air Service, så er der ingen tvivl her. Det er en fuldstændig klassisk operation, helt i deres billede. En god mængde specialstyrkesoldater blev fløjet lavt og hurtigt ind over de russiske linier et sted de stod svagt. De blev sat af bag floden og de russiske styrker i øst, der forsyner styrkerne over floden. Der skjulte de sig, samlede sig, og så gik til angreb mod alle de russiske stillinger, safe houses, installationer og soldater, de kunne finde. De tog en del fanger, og en masse intel, og blev evakueret over floden og i sikkerhed. Dog havde de efterladt en større styrke, der gemte sig i den tætte bevoksning, og de begyndte nu at lave baghold på forstærkninger der ankom, samt intetanende russiske styrker, der ankom. De er nu igang med at indføre almindeligt kaos og forfærdeligheder ved at skyde højtstående officerer på lang afstand, sabotere veje, minerer hvad der nu kan mineres og gøre livet så besværligt som muligt for de russiske soldater på den østlige side af floden Oskil. Det er voldsomt svært at finde sådan nogen i skovrigt terræn, og på et tidspunkt forsvinder de tilbage over floden som spøgelser. Det er simpelthen et præmieeksempel på en specialstyrkeoperation.

Jernbanebroer i rusland ramt

I søndags blev to jernbanebroer inde i rusland sprængt, netop som civile tog kørte over dem. Det resulterede i 7 civile døde og mange sårede. Det var dagen før forhandlingerne om våbenhvilen i Istanbul. Russerne har raset over det og kaldt det terrorisme, og at man ikke kan forhandle med terrorister og den slags. Jeg mener det er værd lige at kigge på den aktion. For den kom som sagt natten før mødet i Istanbul, og jeg har en fornemmelse af, at den ukrainske operation mod flybaserne overdøvede det, på en måde, så den russiske delegation ikke kunne udnytte den til deres fordel for at spille offer. 

Jeg mistænker simpelthen russerne selv for at have sprængt de broer i luften. Jeg er 50% overbevist om det, og her vil jeg fortælle grundene, fordi det fortæller en del om både rusland og Ukraine.

Hvis der har været bragt militært udstyr og ammunition, så er broerne legitimt militært mål, toget er ikke. Med mindre det var koblet til en militær transport. Her er hvorfor jeg IKKE tror, at det var Ukraine der gjorde det:

  • Ukrainske specialstyrker og sabotagegrupper inde i rusland har gennemført massevis af sabotage og sprængning af broer, men altid uden civile ofre. 
  • Ukraine plejer normalt ikke at tage ansvar eller kommentere på den slags aktioner, men de russiske og ukrainske grupper der opererer inde i rusland gør så sandelig. Det er en del af deres modus operandi, at vise verden, at der er modstand mod det russiske styre.
  • Det var natten før forhandlingerne i Istanbul, og tidspunktet og den russiske ophidselse og deres hylen op om at man ikke kan forhandle med terrorister er simpelthen for “belejligt”.
  • rusland har meget stærke indicier på, at de har gjort det før. Der var boligblokkene i 1999, der fik putin valgt og fik knust Tjetjenien. Der er stadig ingen tjetjenske grupper til dato der har taget ansvar, selvom de har været gode til at tage ansvar for mange andre ret så voldsomme aktioner. Og da det selvfølgelig kun er indicier, kan man jo se på hvordan den russiske overkommando behandler sine soldater, og hvordan det russiske styre behandler sine borgere. Så virker et konstrueret “terrorangreb” for at sabotere “fredsforhandlingerne”, som rusland ikke rigtigt gider alligevel, ihvertfald 50% sandsynligt. 


Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

Translate »
0