47th Mechanized Brigade / Foto: Defense of Ukraine X konto 27.03.2024
Ukraine i defensiven men ingen russiske gennembrud. Ukraine rammer 3 russiske skibe ved Krim. Ukrainsk luftforsvar mangler Patriotmissiler.
Dagens opdatering for 27.03.2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen
Opdatering for den 730te dag af den tre dages specialoperation, der nu er en krig, men kun er en krig, fordi vesten har blandet sig. Ifølge Peskov, kremls russiske talsmand. (Og det har han jo ret i, men det forsvarer jo lissom ikke hvad rusland har gang i; hvis i ikke vil have krig, så overgiv jer). Og i øvrigt ikke en krig i juridisk forstand, så de russiske soldater skal stadig have lov til at opføre sig som de gør.
1. Dagens kampe
2. Ugens kampe
3.Frihed for Ukraine
1. Dagens kampe
Der har i dag været missilangreb mod Kherson og her til eftermiddag mod Kharkiv. Kharkiv har virkelig modtaget angreb den sidste uges tid, og jeg skal spare læserne for de billeder vi på “redaktionen” modtager. I dag er mindst en person dræbt og mindst 14 civile sårede, bare i Kharkiv. Til gengæld rykker fronten på landjorden sig meget langsomt. De ukrainske styrker mangler ammunition, ja, men de har stadig nok til at kunne forstyrre seriøse russiske troppeopbygninger, som kunne true med et gennembrud. Det er takket være dronerne og den teknologi, at det er meget svært at samle sig på den måde.
Den Ukrainske Generalstab nævner 49 kamphandlinger i løbet af dagen, 7 missiler og 60 luftangreb.
Langs hele fronten på landsiden er der ikke sket nogen gennembrud, men der har været kamphandlnger hele vejen rundt, så at sige. ISV (Institute for Study of War) nævner et øget russisk pres mod Tjasiv Yar, vest for Avdiika/Bakhmut. Men de Ukrainske styrker der har forberedt gode forsvarsstillinger der og omkring byen, og ISW anser det for usandsynligt at de russiske styrker har tyngde nok til at kunne erobre eller omringe området.
I løbet af dagen ramte det Ukrainske luftvåben 10 koncentrationsområder, våben og fjendtligt militært udstyr. Missilstyrkerne ramte 2 fokusområder, 1 luftforsvarsanlæg og 1 REB-station og et andet vigtigt materiel og faciliteter.
Ukraine er helt klart i defensiven. De mangler ammunition, især til deres artilleri.
2. Ugens kampe
Rusland har rettet voldsomme missil og droneangreb mod Ukraine, som var rettet mod kraftværker og en dæmning, der producerer elektricitet. I to dage i weekenden var det de største og kraftigste angreb med missiler og droner. Det ukrainske luftforsvar har forsvaret landet fantastisk, men nu mangler de simpelthen luftforsvar, især Patriotmissiler. Dem råber og skriger de på, og der er masser af dem, bare ikke i Ukraine. Det kan være, der er i USA, men de må ikke udlevere dem på grund af kongressen.
Flere europæiske lande har dem, men donerer dem ikke bare lige sådan. Tyskland har dem, men især Grækenland har en del.Og Grækenland er sovset ind i russiske penge, fra turisme til shipping og meget andet, så der skal Ukraine nok ikke se efter hjælp.Især ikke efter det Ukrainske fodboldlandshold slog Grækenland og nu er klar til EM i Tyskland.
Rumænien skal naturligt nok bruge sine, men ellers er der Spanien, Jordan og Kuwait. Ingen er sure på dem lige nu, så sælg dem! Holland har også. Polen har også, men jeg kan godt forstå at Polakkerne lissom vil gemme lidt på dem. Qatar har nogle, men de kan potentielt blive uvenner med alle lige pludseligt, og Saudi Arabien også.

Japan har endda en produktion af de mest avancerede og nyeste Patriotmissiler, men som jeg forstår det, forbyder deres i grunden pacifistiske grundlov at levere til et land i krig. Det har så ikke forhindret dem i at udlåne maskinpistoler til japanske fiskere, så de kunne pløkke alle de delfiner de ser. Og hvis du spørger en fisker, så er de i den grad i krig mod sæler og delfiner.
Der er så vidt jeg ved en byttehandel igang, hvor Japan sender Patriot til USA, som så sender deres Patriot til Ukraine. Men desværre, med kongressens og Trumps modstand, bliver der ikke sendt noget som helst videre.
Men selv om det “står stille” på landjorden, så gør det det bestemt ikke ved krim. Det er lykkedes for Ukraine at beskadige 3 skibe i ugens løb. Først har de ukrainske styrker gennem raids og angreb mod antiluftsystemer, gjort selve den russiske base i Sevastopol sårbar, dernæst har de med ubemandede både, såkaldte MAGRUDA droner sunket en del skibe som lå som missilforsvar. Og i denne uge blev koncentrationen af skibe i bugten ved Sevastopol så angrebet. Mindst et, men højst sandsynligt to, “landgangsskibe” blev svært beskadiget. Og et meget meget moderne og dyrt efterretningsskib, eller platform, om man vil. Dette var taget i brug i 2018, og svarer nok til de A-50 radar og command&control fly, som Ukraine har skudt ned. Landgangsskibene har ikke været brugt som sådan, men været brugt til forsyninger til krim, og andre steder. De kan tage en voldsom mængde last, og at de er ude af billedet, skaber nogle seriøse logistiske problemer for russerne.
Broen Kerch er et knudepunkt, og det er rigtigt sårbart. Ukraine har øvet sig på det og ramt broen et par gange. Det er jernbanebroen, der er målet, den der løber ved siden af vejbanen. Som på Storebæltsbroen. Rusland transporterer alle forsyninger via jernbane, og mobiliserer hundredvis af soldater til i kæder for at losse forsyninger af fra mand til mand. De har mænd nok, men ingen palleløftere eller gaffeltrucks. Men det gør så bare, at hvis Kerch broen og en enkelt bro fra krim til fastlandet ødelægges… så er krim uden forsyninger. Og der er ingen store skibe nu, der kan forsyne dem. De kan indsætte civile færger… og gæt hvad der så sker, når der ikke er luftforsvar på krim.
Det er meget muligt, at situationen på landjorden er til en vis grad stabiliseret, dog at de russiske styrker krabber sig frem meter for meter, Det koster dem store tab, og desværre koster det også Ukraine store tab. Ingen tvivl om det, og vi hører hele tiden fra Jens Alstrup om tab alle vegne. Det ser sort ud. Ukraine mangler våben og ammunition. Men de holder stadig stand, og de udfører endda offensive aktioner mod den russiske sortehavsflåde, samt mod olieraffinaderier i rusland. De relativt beskedne angreb den sidste tid har nedsat den russiske benzin og diesel produktion med 10%, og 12 procent af den russiske kapacitet er lammet. Dette sammen med ruslands forbud for eksport for benzin og diesel, som kom i starten af januar, mener jeg. Det forbud har de indført før, og det er for at beskytte russisk industri og landbrug mod prisstigninger, ved at tilbageholde raffinerede produkter. Men spørgsmålet er nu, om der er nok benzin og diesel til at dække behovet i rusland, når flere og flere raffinaderier bliver ramt.
Det er hvad der er sket på dagen og i løbet af ugen. Det er allerede et ret langt stykke, og jeg undlader derfor at skrive andre nyheder, da disse ikke er presserende i denne uge, Jeg vil til gengæld skrive dem i morgen, for jeg har en notesbog, hvor jeg samler historier op, jeg hører og læser i løbet af ugen, der måske ikke er akut vigtige, men har kontekst og vigtighed nok til at blive nævnt. Det skal jo også være læsbart. Blandt andet kunne jeg rigtigt godt tænke mig at komme ud med mine egne kommentarer om massakren i moskva. Hvis man synes at det kunne være interessant med min egen analyse, så læg en kommentar. Og ellers vær parat til andre nyheder i morgen. Jeg håber i er ok med at jeg deler det op på denne måde, når der er meget at skrive om.
3. Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Senest har vi anskaffet militære regndragter, militære vinterjakker, handsker og isolerede gummistøvler.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Oplysning, hjælp til soldater og hjælp til civilsamfundet.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Køb og doner militært udstyr via vores webbutik. Frihed for Ukraine sørger for leveringen direkte til soldaterne i Ukraine.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Mange tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”