logo

Ukraine slår igen

Ruslands avancerede Sukhoi Su-57 fly / Foto: Creative Commons, Anna Zvereva

Hårde kampe ved Prokovsk. Ukraine ødelægger Su-57 fly. Ukraine rammer russisk luftforsvar og ammunitionsdepot.

Dagens opdatering for 11.06.2024. Skrevet af Kenneth Rasmussen

Der lader til at være en lille pause i ruslands bombardement af Ukraine, med droner og missiler. Men det er også tiltrængt, for det har været nogle hårde uger for Ukraine. Der har været mange civile dødsfald, og over halvdelen af den ukrainske energiproduktion er ødelagt. Det bliver en kæmpe opgave at genopbygge de kraftværker, da de i mange tilfælde er bygget i Sovjettiden. Det kan sagtens ende med, at Ukraine skal have helt nye og moderne kraftværker. Det er helt skkert godt for miljøet på den lange bane.

1. Dagens kampe
2. Ukraine slår igen
3. Andre nyheder
4. Frihed for Ukraine 

1. Dagens kampe

Der er stadig meget hårde kampe i alle sektorer, men der er mest pres på sektoren ved Prokovsk. Denne position er en nøgleposition, for at de russiske styrker ikke skal rende ind i baglandet bagved, og forstyrre bygningen af fæstningsværker og erobring af mere ukrainsk territorium. Ved Prokovsk holder en ukrainsk brigade stangen mod 3 russiske brigader. De kæmper hårdt og godt mod de russiske styrker, men der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er et absolut helvede af granater der regner ned over soldaterne, droner man ikke ved fra hvilken side, og så den konstante strøm af russiske soldater, der skal nedkæmpes. Og de bliver ved med at vælte frem i de bølger af menneskelige angreb, som rusland har gjort til sin taktik. Og det slider altså også på psyken for de ukrainske soldater, at skulle skyde mod den slags. Hvis man ikke bliver påvirket af den slags er man psykopat. Og de er absolut ikke ønskværdige at have med i en skyttegrav. De ukrainske styrker har skudt en SU-25 støttefly ned. Det er en to personers jager der anvendes i meget lav højde mod mål på landjorden, og der har været mange tab af dem for de russiske styrker, siden det russiske luftvåben blev nødt til at blive mere risikovilligt for at støtte den russiske fremrykning.

Der har ikke været betydelig fremgang for de russiske styrker, men de ukrainske styrker har heller ikke været istand til at bryde de russiske styrker. De hænger ved, med alt hvad de kan sætte ind, og de vestlige forsyninger har helt klart hjulpet på at få fremgangen standset.

2. Ukraine slår igen

Henover weekenden har Ukraine slået hårdt igen mod Rusland. Meget hårdt endda. Og det er gået ud over meget mere vigtigere mål end et bogforlag og et byggemarked, som rusland mente var vigtige mål. Hen over weekenden og mandag har der været alvorlige angreb på Krim og nord for Kharkiv, og længere væk. 

I weekenden blev en russisk flybase 600 km (ca) øst for Ukraine angrebet, og en og med stor sandsynlighed to, SU-57 fly blev ødelagt. Det er ruslands nyeste og dyreste fly, et stealthfly (påstår de), der først blev taget i brug i 2020. De er afsindigt dyre og har kapacitet til at affyre typer af krydsermissiler, som det ukrainske luftforsvar har haft svært ved at skyde ned. Og Mozdok  luftbasen i Ossetien som ligger nord for Georgien, på den anden side af Sortehavet, blev også ramt. Skaderne der er ukendte, men det er en vigtig og stor luftbase. 

40 km inde i rusland omtrent nord fra Sumy i Ukraine, meldte folk om en kæmpe eksplosion i det  som de lokale sagde var et ammunitionsdepot. Et direkte resultat af vestens tilladelse til at anvende vestlige våben der anvendes inde på russisk territorium. 

Et russisk landgangsfartøj blev ødelagt inde i det Azovske hav, altså det farvand der ligger mellem Krim og rusland. Det vides dog ikke om det var vestlige våben der ødelagde det, men det havde heller ikke været kontroversielt, da det lovmæssigt set er ukrainsk farvand. Det er et stort fartøj der bruges, skulle bruges, til at landsætte soldater og materiel. Hvad den lavede der er uvist, men det kan være at den fragtede ammunition og materiel til de erobrede steder langs Azovkysten. Fartøjet er af typen Rapucha, og jeg vedlæger et billede. Det er ikke en lille lystyacht. Der var 7 af dem i sortehavsflåden, der er nu to tilbage. 

På Krim blev 1 S-400 og 2 S-300 anti luftsystemer ødelagt, samt radarer til systemerne. Igår var tallet 4 radarer, men det er ikke bekræftet. Det er et meget meget voldsomt tab af anti luftsystemer, og Ukraine har haft stor succes med at angribe disse systemer på Krim. Men hvordan kan Ukraine have succes med angreb på så softistikerede systemer? Det lader til at rusland afmonterer og flytter deres nærbeskyttelsesanlæg til disse systemer og flytter dem til Belgorod, så dem på Krim bliver nemmere mål. Ukrainerne præsenterer nu her rusland for et dilemma. Skal de beskytte Krim eller Belgorod?  

3. Andre nyheder

Putin eller Medvedev eller andre har ikke rigtigt truet med at bruge atomvåben siden onsdags sidste opdatering, men man skal ikke være blind for at der foregår andre aktioner og påvirkningsoperationer. Der har været brande og sabotageaktioner i Tjekkiet og england, drab i Tyskland og påvirkningsoperationer i EU. Og herhjemme også. 

Der har været stor blæst om en kandidat fra Venstre der trak sig efter afsløringer i BT om hendes bånd til en prorussisk indflydelses organisation. Der var også en kandidat fra Alternativet der trak sig, ligeledes med russiske aner, som havde modtaget penge fra en fond under det russiske udenrigsministerium, og som bruges til at fremme russiske synspunkter og dagsordener. Hun mente ikke det var problematisk. Det er vi en del der har en anden mening om. Og idag blev et prominent medlem af det prorussiske samfund og kandidat for Enhedslisten blevet arresteret og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 108, der handler om at sætte en fremmed efterretningstjeneste istand til at arbejde i Danmark. Så det er et skridt værre end at være oplysningskontor og juridisk hjælp for russiske borgere i Danmark. 

Det lader til, at Danmark og myndighederne ikke vil tolerere de russiske aktiviteter mere. Kandidaten fra Venstre har skrevet at hun støtter Ukraine og ikke ruslands krig og har været udsat for en smædekampagne, så fremtidens afdækninger fra pressen må afgøre, hvorvidt hun har ret eller ej. Under alle omstændigheder er det vigtigt at være opmærksom på, at rusland forsøger at influere folkestemningen, valgene, dagsordenerne og sprede misinformation om rusland her i Europa, og misinformation om Europa i rusland. Som feks. falske historier i rusland om LBGT+ indflydelse i samfundet, tvangsfjernelse af børn af staten og dyrebordeller tilladt af loven. 

Ramzan Kadyrov har været på nettet og pralet med at have invaderet Ukraine. Det har han gjort før, men hvor det ud fra telemaster blev bevist at han opholdt sig i Tjetjenien. Den opførsel og mange andre tilfælde af tjetjenske “krigeres” modige opførsel på TikTok har givet dem tilnavnet “TikTokkrigere”. Og det er altså russernes navn for dem. Men de skulle have invaderet Ukraine ved Sumy, som der har været en troppeopbygning omkring de sidste par uger. Ikke mindre end det, de var simpelthen spydspidsen af den russiske styrke (hvilket ikke hænger sammen med deres historik for at være i bagtroppen hidtil). Disse tropper nåede 500 meter ind i en Ukrainsk landsby på grænsen, hejste det russiske flag, og stak af igen inden de ukrainske styrker ankom. Den ukrainske generalstab har meddelt at de sabotagegrupper der kom over grænsen er flygtet eller nedkæmpet.

Rusland har fremover hemmeligstemplet alle data fra deres energiinfrastruktur. Dvs at effekten af de ukrainske angreb på de russiske olieraffinaderier skal skjules. Omverden og frem for alt de russiske borgere må ikke kende omfanget af de ukrainske angreb, der truer med at hæve priserne på benzin og diesel til brug i militæret og den civile sektor. Den civile sektor er lige så vigtig som den militære, fordi den involverer al transport for folk til og fra arbejde, og især landbrugsarbejde, især omkring høsttid. Der er i øvrigt rapporter fremme om at på grund af kulde i maj og tørke, er op mod en tredjedel af høsten af korn i de frugtbare områder (der ligger i nærheden af Ukraine i “sortjordsbæltet”) vil slå fejl, og det vil være et alvorligt problem for rusland, hvis høsten fejler på det plan. Desværre vil det også være et problem for de fattigste lande i verden der er afhængig af billig russisk korn. 

3. Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Senest har vi anskaffet militære regndragter, militære vinterjakker, handsker og isolerede gummistøvler. 

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Oplysning, hjælp til soldater og hjælp til civilsamfundet.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.

Køb og doner militært udstyr via vores webbutik. Frihed for Ukraine sørger for leveringen direkte til soldaterne i Ukraine.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Mange tak til de mange, som gør det! 

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

Translate »
0