Ukraines MAGURA V5 hav-drone, som har bidraget til at presse den russiske flåde væk fra Sortehavet / Foto: Ministry of Digital Transformation of Ukraine
Fortsatte natlige angreb, urimelige betingelser i forslaget om en våbenhvile og endnu mere urimelige betingelser i en mineralaftale.
Dagens opdatering for 28.03.2025. Skrevet af Kenneth Rasmussen
Dronekrigen fortsætter med at slå og såre civile ukrainere over hele Ukraine. En del droner slipper forbi eller bliver jammet ud af kurs, og kan ramme hvor som helst. Og rusland angreb byen Mykolaiv, som er en vigtig udskibningshavn for korn, ligesom Odesa er det. Som også angribes med jævne mellemrum.
Jeg har ikke hørt noget om ukrainske droneangreb på rusland de sidste par dage.
Dagens kampe
russiske styrker er begyndt at optrappe angrebene mod ukrainske stillinger i Zaporizhzhia, og deres tabstal er begyndt at komme op over 1500 i døgnet igen. De angriber i små grupper enten løbende mod de ukrainske stillinger, eller i små køretøjer. Endda også golfbiler de har fået fra Kina. Der er ikke nogen store eller tydelige fremskridt endnu, og det tolkes som et forsøg for at få så meget territorium vristet ud af Ukraine, hvis de nu skulle blive tvunget til en våbenhvile. Ukraine har bombet broer i Belgorod oblast, hvor ukrainske styrker har erobret et lille område, for at forhindre russiske forstærkninger i at nå frem. Heller ikke det område er vokset.
Våbenhvilen
Som jeg skrev i tirsdags, så er der tre forskellige skrivelser ude om detaljerne i våbenhvilen. Men de er fælles om at skrive, at civile skibe og havnefaciliteter ikke må angribes, og at russiske skibe ikke må forlade det østlige sortehav. Det er krav som allerede er opfyldt for ukrainerne. Den russiske flåde leger gemmeleg efter at have fået så mange tæsk de er sejlet hjem til rusland, og olieraffinaderiet og lagret i Krasnodar Krai som blev angrebet i sidste uge, brænder stadig på 8. døgn. Det anlæg spiller en meget vigtig rolle i brændstofforsyning til den russiske sortehavsflåde, så de har heller ikke særligt meget brændstof til at sejle til det vestlige Sortehav. Og Ukraine har længe haft styr på søvejene ud af Sortehavet, så det får ukrainerne heller ikke noget ud af. Til gengæld får rusland stoppet de meget effektive ukrainske angreb mod Krym og den russiske kyst. Og i den russiske version er der krav, som er skrevet ind senere. Det drejer sig om at rusland skal have lettet sanktioner på eksport af deres landbrugsprodukter, tilkobliing til swift-banksystemet, og bedre betingelser for deres eksport af gødning. Det er noget USA og EU skal levere, og fra USA er der ingen problemer i det. Det er der for EU, og det kommer ikke til at ske.

Den nye mineralaftale
Det var et ubehageligt chok at høre betingelserne i den nye mineralaftale, som USA vil forelægge Ukraine. Det er forhåbentlig et oplæg til forhandling, men den er så detaljeret, at det ser ud som krav. USA og Ukraine skal indgå et partnerskab, og USA får adgang til alle Ukraines mineraler, halvdelen af deres olie og gas-produktion, og infrastruktur. Ukraine får 50% af alle indtægter af deres egne mineraler, olie og gas, men først efter de har afbetalt 100 milliarder dollars, som blev doneret af Biden, men som trump mener Ukraine skal betale tilbage. Der kommer ingen sikkerhedsgarantier med, og meget skrappe krav om at USA eller hvem de end vælger, kan tage til Ukraine og se dokumentation og informationer for alt den ukrainske regering har, samt også for alle ukrainske borgere. Alt. Det er simpelthen det værste svineri og forræderi overfor Ukraine. Samtidig har trump ikke godkendt nogen som helst våbenforsyninger. Det der kommer ind i Ukraine nu er stadig det som Biden har godkendt. Jeg har læst, at de våben Biden har godkendt skulle kunne holde Ukraine kørende indtil sommer. Men husk at trump altid kan stoppe de våbenforsendelser og stoppe delingen af efterretninger.
Jeg ved ikke om det er en del af aftalen, men USA vil også lette på eksporten af russisk olie og gas, og få EU til at aftage russisk gas igen. USA vil investere i den russiske gas og olieindustri, og løfte sanktioner. Til gengæld vil putin have, at FN overtager administrationen af Ukraine. Jo, de anser stadig den ukrainske ledelse for at være illegitim, samt Ukraine som en ulovlig statsdannelse, som de ikke anerkender. Det krav har USA dog sagt nej til, men gud ved hvor længe.
Og hvorfor sker alle disse åbenlyse brud på sund fornuft, folkeret, FN-pagten og alt ret og rimelighed? Det ser ud til, at trump-administrationen anser rusland og den russiske økonomi for at være stærkere end den er. Det må være trumps og hans folks fascination af “den stærke mand” og en total mangel på at forstå den virkelige situation, der slår igennem. De frygter Kina mere end noget andet, og vil lave en omvendt Nixon. (Hans navn står med stort, for jeg har mere respekt for ham, end for dem jeg staver med små forbogstaver). Han er, blandt andet, kendt for at skyde en kile ind i mellem forholdet mellem Sovjetunionen og Kina, og normalisere diplomatiske forbindelser gennem bordtennis, som kan ses i dokumentaren Forrest Gump. I den kolde krig betød det en masse med vietnamkrigen kørende, Det trumperne misforstår, er at betingelserne er anderledes. Kinas økonomi er nu 10 gange større end den russiske, og det var inden krigen og sanktionerne. Lige nu er ruslands andel af handel med Kina 90% af det russiske bnp, mens det for Kinas tilfælde er 10%. Der er en vis energieksport fra rusland til Kina, men det lider stærkt under manglende investeringer og nedslidning af den russiske industri. De store russiske energiselskaber har i øjeblikket seriøse underskud, og er i meget stor krise. Den kinesiske økonomi er også hemmelig, men baseret på en længere krise i deres ejendomsmarked går det heller ikke fremragende for dem. Men hvis Kina skulle være den store trussel og man forsøger at slå en kile ind mellem rusland og Kina, så er det noget underligt måde at gøre det på. Det er jo rusland, der har gang i en krig. Kinas krav overfor Taiwan kunne jo afskrækkes med flere våben og flere “bløde” trusler, så de ikke taber ansigt, rusland er overhovedet ikke vigtigt for Kina, Kina tænker kun på Kina. Tilbage er kun trump og hans folks modvilje over for at hjælpe Europa og Ukraine. Det kan stamme fra den tåbelige episode da trump ville have ukraine til at give oplysninger om Hunter Bidens computer og ansættelse, og stoppede våbenhjælp til Ukraine i en periode under hans første administration. Eller at han ikke kan lide, at Zelenskyy får så meget opmærksomhed som ham selv. Eller at han dybt nede virkelig deler putins syn på hvordan man opererer i verden. Det tvivler jeg på. trump tror at alt er en handel, putin er imperialistisk og messiansk. Han har en dybde som trump aldrig når eller forstår. trump og hans folk bliver og vil blive snøret af putin så vandet driver, for trump har ikke nogen moralsk ballast at læne sig op ad.
Det ser i øjeblikket meget sort ud for Ukraine. USA holder, med andres ord, en ladt pistol mod ukraines hoved. De vil samtidig genoprette handel med rusland og komme i konflikt med EU, for de har allerede nægtet at løfte sanktionerne. Våbenhvilen giver ingen fordele for Ukraine, kun for rusland. Mineralaftalen er intet mindre end en anneksion og overtagelse af de ukrainske mineraler, olie og gas og infrastruktur uden nogen som helst sikkerhedsgarantier, og er ikke set lige siden kolonitiden. Håbet er, at nok republikanske vælgere og politikere siger stop mod det vanvid der udfolder sig i det hvide hus lige nu. Man må håbe, at nogle folk derovre snart ser lyset og gror sig nogle ….
Frihed for Ukraine
Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.
Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:
Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.
Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694
Du kan også donere via vores webbutik.
Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik
Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening
Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!
“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”