ANALYSE – Det mislykkede droneangreb på lufthavnen i Leipzig den 4. august, kan muligvis tolkes som et tegn og en provokation, der skulle opdages. Både Rusland og Ukraine er i voldsomme vanskeligheder, vurderer Frihed for Ukraines formand Jens Alstrup. For begge parter drejer det sig om at bryde den fastlåste situation snarest, og det kan hurtigt kamme over i endnu mere krig.

Analyse af Frihed for Ukraines formand Jens Alstrup. Oprindeligt bragt i POV International, Copyright POV International

KYIV – Politikere elsker hurtige løsninger. Især, hvis de er lette og sandt er det, at de af og til findes, men aldrig i en krig. Europa står i en situation, hvor forskydningerne i verdensordenen må betegnes som ”tektoniske”!

Vi har et aggressivt Rusland, der prøver at genetablere fordoms storhed som imperium. Et land, hvor der er omkring 140 folkeslag i Sibirien, som dermed er et imperium i forvejen. Et imperium med en hastigt faldende befolkning, der fører en udryddelseskrig mod et Ukraine, der i øvrigt selv har en endnu større demografisk udfordring.

Rusland er udfordret på lang sigt af et andet imperium, Kina, der demografisk er endnu mere udfordret end Rusland. På kort sigt støtter Kina russerne i deres krig mod Ukraine. F.eks. påstår ukrainerne, at Geran/Shahed-dronerne er samlet i Rusland, men ved brug af færdige komponenter fra Kina. Kina har også åbnet for køb af gas fra Rusland, men Kina giver ikke noget væk gratis, så engang i fremtiden må der forventes at komme en enorm regning til Moskva.

Mod dette står et EU, der også er udfordret rent demografisk. Læg her til, at de to store industrimagter i Asien, som vi kunne indgå aftaler med, Korea og Japan, om muligt er mere udfordrede, end vi er.

På sigt må vi forvente, at Rusland knækker før vi gør det. Udfordringen er blot, at det vil ske lang tid efter krigen i Ukraine er slut. Og holder vi ikke ved, så bliver det ikke nødvendigvis en afslutning, som vi ønsker os og mindst af alt en afslutning, som ukrainerne ønsker sig.

Dødszonen vokser

Ukraine har indført en hel serie nye teknologier, der rammer Rusland hårdt. Det være sig på fronten, hvor det første angreb på landjorden, alene bestående af fjernstyrede enheder, for nylig kæmpede mod en russisk position.

Bag fronten har ukrainerne dygtigt ramt de russiske forsyninger. Det er meget vanskeligt at få vand, fødevarer, materiel og ammunition ud til soldaterne på den russiske side. Den ubekvemme sandhed er desværre, at det er det også på ukrainsk side. Dødszonen, hvor man ikke kan bevæge sig uden at være i umiddelbar livsfare, strækker sig nu over 25 km på hver side af nullinjen på fronten mellem de to hære. En afstand, der konstant udvider sig. Der er nu FPV droner i gaderne i Kharkiv 40 km fra fronten og jeg har oplevet at overnatte i en soldaterforlægning, hvor en russisk drone ”snusede” forbi på gaden, cirka 50 km fra fronten.

Ukrainerne har overhånden i kampen om brændstof. Så længe Rusland ikke er i direkte krig med NATO, så kan de ikke ramme raffinaderierne, der leverer de færdige produkter til Ukraine. Men Ukraine kan ramme de relativt få raffinaderier, og dermed lægge hele forsyningen i Rusland ned. Rusland med verdens største eller næststørste oliereserver, er nu nødt til at nettoimportere færdige olieprodukter og det dækker på ingen måde behovet, medmindre Ukraine ophører med sine bombardementer. Her er intet nyt siden Anden Verdenskrig, da det netop var olien, der lagde Tyskland og Japan ned.

Overalt i Rusland, holder private bilister i kilometerlange køer efter brændstof. Den russiske version af Amazon, Wildberries, som har omkring 200.000 militære varenumre i deres katalog, risikerer konkurs med uoverskuelige, finansielle konsekvenser for Rusland.

Senest har Rusland søgt at ramme tankstationerne langs de ukrainske forsyningslinjer. Der er steder nu, hvor nærmeste fungerende tankstation i Ukraine ligger 100 km væk. Dette er konkret viden og ikke officielle informationer. De endnu fungerende tankstationer, har f.eks. ikke natteåbent længere, fordi det er for farligt for personalet. Det er mest om natten, at russerne bomber dem. Alle tankstationer i øst er dækket af net mod dronerne.

En slem vinter for civilbefolkningen

Sidste vinter var slem. Gamle mennesker døde af kulde i deres lejligheder midt i Kyiv. Istapper hang i trappeopgangene i de mest udsatte bydele. Hvor varmen virkede blot nogenlunde, var der kun elektricitet få timer to gange om dagen. Indkøb blev gjort sådan, at de tunge varer blev placeret ved elevatoren, og når natten bød på strøm, så var det med at komme ned efter varerne og få dem op. Temperaturen her hvor jeg nu bor fast, var 12 grader indendørs. Til næste vinter har jeg flere og bedre powerstations og en dieselvarmer, så jeg klarer mig nok, og det skal de mest ressourcestærke ukrainere nok også gøre, men det bliver slemt for de dårligt stillede. Vi risikerer at det svækker Ukraines forsvarsevne, hvis civilbefolkningen ikke kan få hverdagen til at fungere.

or tre nætter siden blev Kyiv ramt af ballistiske missiler, affyret af et nordkoreansk team i Rusland, og målene var varmeværker og anden vigtig infrastruktur. Vi har elektricitet døgnet rundt for tiden, men når varmeovnene tændes, må vi forvente at forsyningen igen går på omgang. Situationen er, at der ikke er flere Patriot missiler tilbage til at bekæmpe indkommende ballistiske og hypersoniske missiler. De russiske missiler rammer nu deres mål uden at møde modstand. Alene af den ene årsag må vi imødese vinteren med frygt.

Afgørende hjælp her og nu

Lige nu kan Rusland ramme, hvad der passer dem i Ukraine. Dertil kommer, at Shahed/Geran-dronerne nu begynder at dukke op med pulsjet-motorer, hvorved de eksisterende billige forsvarsmidler ophører med at fungere. Tilbage er kostbare jord-til-luft missilsystemer og kampfly, der enten skyder dem ned med deres maskinkanonener med enorm fare for dem selv eller ved at bruge luft-til-luft missiler, der koster mange gange prisen på den drone, de skyder ned.

Hvordan man effektivt, dvs. til en pris der er realistisk, kan bekæmpe jetdronerne, hører jeg intet om. Det er mit indtryk, at det er et helt overset problem og udfordringen er, at en primitiv pulsjetmotor, er langt billigere at producere end de stempelmotorer, der her og nu driver de kendte Shahed/Geran-droner, og russerne har nu taget jetudgaven i brug. Heldigvis ikke i store mængder endnu.

Således er udfordringen ballistiske missiler. Trump har sagt nej til at levere flere Patriotmissiler til Ukraine. Han sagde først ja og siden nej, til at Ukraine kan bygge Patriot på licens. Tyskland og Japan bygger på licens, men deres kapacitet er meget beskeden.

Som en anden metode til at vende truslen kan ukrainerne mere præcist bombe de faciliteter i Rusland, der producerer missiler m.m. Det gør Ukraine allerede, men med mulighed for at benytte Elon Musks StarLink længere inde i Rusland kunne indsatsen øges betydeligt. Til det har Musk sagt nej og endda tilføjet, at tiden er ved at være inde ”til fred”. Det må tolkes som kodesprog for, at selv den nuværende service fra StarLink kan være usikker på selv relativ kort sigt. Husk i øvrigt, at Musk i længere tid havde ugentlige samtaler direkte med Putin.

Den direkte trussel fra Rusland

Der er efterhånden enighed i vest om, at truslen er vokset betydeligt for at Rusland eskalerer krigen meget snart. Der er uenighed om hvor langt de vil gå og hvornår. Flere  er begyndt at tale om, at det bliver i indeværende år og det bliver et direkte angreb på NATO. Andre mener, at det vil tage betydeligt længere tid, da Rusland tidligst vil være klar i 2029 og i øvrigt vil de kun turde foretage mindre provokationer, for at teste vores forsvarsvilje.

At sende en bombe med en pakke, så den kommer ombord på et DHL fragtfly, hvad skete i juli 2024, er allerede en enorm forøgelse af indsatsen. Den blev fundet og måske blev bomben sendt sådan, at den med sikkerhed ville blive opdaget og dermed ”blot” skulle skræmme. Senest var der en drone med sprængstoffer for få dage siden, der var på vej mod lufthavnen i Leipzig, hvor Ukraines fragtfly og andet opererer. Havde en midaldrende buschauffør ikke sparket til den uden anden grund, end at ”den skulle ikke være der”, så var det gået helt galt.

Fra provokationer til fuld krig er der naturligvis et stykke vej, og det er umiddelbart ikke gode odds for Rusland at starte det. Men sker det, så vil det ikke være første gang i verdenshistorien.

Da Japan i december 1941, angreb Pearl Harbour, vidste arkitekten bag angrebet, admiral Yamamoto, ganske udmærket, at Japan ikke kunne klare en langvarig krig mod USA. Yamamoto var uddannet i USA. Men USA havde som støtte til Kina indført sanktioner mod Japan og lukket for olie til dem. Derfor kunne Japan enten fortsætte uændret og langsomt se deres kræfter slippe op i takt med, at deres brændstofressourcer udtørrede. De ville dermed tabe hele krigen til Kina. Det ville tage lang tid, men det ville ske. Eller de kunne give USA en så enorm ”mavepuster”, at amerikanerne blev tvunget til forhandlingsbordet og Japan kunne få fri adgang til at føre deres krig i Asien. Det gik som bekendt anderledes, men det var tankerne bag deres angreb.

Tilsvarende med Rusland. De er pressede. Det er der ingen tvivl om. Desværre tror jeg, at alt for mange i politik og militær overser hvor langt de er parate til at lade deres egen befolkning lide afsavn. Befolkningen holdes allerede i et jerngreb, så chancen for at det vil udløse en revolution er efter min vurdering meget fjern og meget urealistisk.

Måske vil presset på Rusland stige med flere sanktioner og Ukraines evne til at komme med nye ideer på frontlinjen vil fortsætte og endda intensiveres. Måske vurderer Putin, at Europa trods alt vil holde fast i støtten, og så vil Rusland på sigt tabe mod Ukraine. Alternativt ser han måske en nær fremtid, hvor de voldsomt øgede militærbudgetter i Europa, endeligt fjerner hans manøvrerum og uanset om han vinder mod Ukraine eller ej, så vil han ende med at blive fastlåst. I begge tilfælde kan det udløse et hurtigt angreb fra hans side.

Logikken om, at når han er låst i Ukraine, hvordan skal han så kunne angribe NATO? – holder desværre ikke helt. I det mindste ikke, hvis man er parat til at spille højt spil, og det er Putin netop kendt for. Den hær, som kæmper i Ukraine, er f.eks. stort set uden kampvogne. Hvad Rusland har fremstillet af panser over de seneste år, er gået direkte til området ud for Estland og Finland. Den russiske hær i Ukraine, er en hær bestående af frivillige, der har tegnet kontrakt. Nogle gange mindre frivilligt end andre gange, men på papiret i den russiske ”virkelighed”, er det en frivillig kontrakthær. Den værnepligtige hær må kun kæmpe, hvis det er en rigtig krig, og krigen i Ukraine, er som bekendt, kun en ”særlig militær operation” i russisk sprogbrug.

Så ingen hekseri. Blot lidt behændighed og så er et angreb mod NATO en rigtig krig og det frigør store, russiske styrker, der kan sættes ind mod os. Vi har i det mindste stor overlegenhed i luftrummet, men det holder ikke nødvendigvis mødet med et landbaseret luftforsvar, som vi ser det i Ukraine. For kampvogne, mener vi måske fejlagtigt, at vi her har også overtaget, men senest for godt en uge siden, prøvede russerne igen, om de ikke kunne overrumple ukrainerne med kampvogne og andre pansrede køretøjer i stor skala, og det resulterede i et rent blodbad. Jeg kender de, som ledede det ukrainske forsvar og de var svært tilfredse med resultatet. Tro ikke, at NATO vil få det meget lettere mod russerne i samme situation.

Senest fortælles det, at den danske enhed kom afsted til Letland helt uden noget som helst droneforsvar. Personligt tror jeg, at Putin har en større chance for at slippe godt fra sådan et eventyr, end Japan og Tyskland havde i 1941, da de angreb USA. Ikke ods, hvor en ”normal” politiker ville tage chancen, men Putin er heller ikke ”normal” efter vores målestok. Til gengæld er han ”normal” i den kriminelle verden i Rusland, hvor han er vokset op. En verden, som jeg personligt kender rigtigt godt fra mine lange rejser i Sibirien. Dette er målestokken ud fra hvilken, man skal vurdere Putin.

Derfor er vi i en utroligt farlig situation i dag. Det kan give mening ud fra en aggressors logik at angribe NATO og gøre det hurtigt og voldsomt, så vi i chok opgiver vores hjælp til Ukraine. Især på et tidspunkt, hvor vi måske ikke kan regne med USA’s hjælp. For hvad kan gå galt? Vil USA med det samme sende deres atomarsenal afsted og derefter tabe talrige amerikanske millionbyer i samme omgang? Vil Storbritannien og Frankrig? For hvad ønsker Rusland, hvis de angriber NATO? De vil have bragt NATO til fald og det klarer vi måske helt selv, og så vil de, hvis Putin ikke har skiftet mening, have De Baltiske Lande, Finland og Polen ”tilbage” i deres imperium.

Resten af Europa skal være uden alliancer og vi kommer tilbage til kejsertidens kanonbådsdiplomati, med Rusland som den magt, der vil have de største ”kanonbåde” i overført betydning. De vil altså ikke tage hele Europa og det er nok også langt mere end de vil kunne håndtere, selv hvis det går dem godt på slagmarken i første omgang. Men går det dårligt og deres hær bliver smadret, så kan de trække sig tilbage og true med deres atomvåben, hvis vi optager forfølgelsen. Ville vi følge efter dem i den situation, når de i øvrigt forlader vores territorier efter et mislykket ”eventyr”? Jeg tvivler og jeg tror især, at Putin ikke tror på at vi vil gøre det. Deri ligger den virkelige fare, at han tror, at han kan slippe godt fra at gøre forsøget.

Frihed for Ukraine

Foreningen Frihed for Ukraine indsamler og indkøber materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression, samt rapporterer og oplyser løbende om krigen, Ukraine og relaterede emner.  

Ukraines soldater behøver al den hjælp, de kan få. Foreningen Frihed for Ukraine har fast leveringer af medicinsk udstyr, generatorer, feltspader og meget mere til følgende enheder:

12. Special Forces Brigade “Azov”
66. Brigade
103. Brigade

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

The post Vil krigen i Ukraine brede sig? Og bliver det en hård vinter? first appeared on Frihedforukraine.

En hård vinter med minusgrader gav Ukraine et uventet pusterum, mens nye droner lammede russiske forsyningslinjer. Men bag fronten raser en anden kamp: om desertering, om soldaternes umenneskelige vilkår efter fire års uafbrudt tjeneste, og om magten i Kyiv, hvor Zelenskyj netop har fyret sin populære, soldatervenlige forsvarsminister. Frihed for Ukraines formand Jens Alstrup, der bor i Kyiv giver et indblik i, hvordan krigen har ændret karakter det seneste år, og hvorfor kampen om ledelsen bag linjerne kan blive lige så afgørende som kampen ved fronten.

Kronik af Frihed for Ukraines formand Jens Alstrup. Oprindeligt bragt i POV International, Copyright POV International

KYIV – I efteråret 2025 var situationen meget alvorlig for Ukraine. Den strategisk vigtige by Pokrovsk var faldet i russiske hænder, og de russiske styrker havde fundet en metode til at slå store huller i frontlinjen og rykke 10-15 kilometer frem på blot én dag. Dobropillja, der hidtil havde været en relativt sikker by, hvor soldaterne havde deres forlægninger, når de ikke var ved fronten, blev fra den ene dag til den anden en frontlinjeby.

Ukraine indsatte enheder fra 3. angrebsbrigade og 93. mekaniserede brigade. Det stabiliserede sektoren og gjorde det endda muligt at presse russerne delvist tilbage. Russerne formåede imidlertid ikke at forstærke deres gennembrud. I stedet åbnede de – som de ofte gør – en ny offensiv et andet sted frem for at udnytte momentum.

Det nye angreb kom nord for Kreminna-skoven i den nordlige del af Donbas med kurs mod Sviatohirsk. Her rykkede de russiske styrker faretruende tæt på hovedvejen mellem Kharkiv og Slovjansk, en af Ukraines vigtigste forsyningsruter.

3. angrebsbrigade, som var blevet flyttet for at lukke hullet ved Dobropillja, måtte derfor hurtigt tilbage til området øst for Sviatohirsk for at standse det nye gennembrud. Det lykkedes at stoppe russerne, men skaden var allerede sket. Hovedforsyningsvejen var blevet såkaldt droneinficeret. I dag er det forbundet med stor risiko at køre ad den, og hver gang jeg har været i området, er antallet af udbrændte biler langs vejkanten vokset.

Kong Vinter

Napoleon og Hitler oplevede begge den russiske vinter og led katastrofale nederlag. Russerne er derfor kendt for deres evner til at føre vinterkrig. Vinteren 2025-2026 blev da også hård. Temperaturen faldt ofte til minus 26 grader, og i lange perioder kom den ikke over minus 10 – heller ikke om dagen.

For en russisk soldat fra Sibirien er minus 26 grader ikke usædvanligt. Det kan være en typisk forårsdag hjemme. Problemet for russerne var imidlertid det samme som under Vinterkrigen mod Finland i 1939-40: Logistikken fungerede elendigt. Det hjælper ikke at være vokset op med vintre på ned til minus 60 grader – jeg har selv oplevet minus 55 i Sibirien – hvis man ikke engang får udleveret et sæt termoundertøj.

Vinteren var barsk, men ikke så brutal, at frosne russiske soldater lå spredt i landskabet, som man så på Vagn Hansens berømte fotografier fra Finland. Kulden hæmmede imidlertid de russiske offensiver, som fortsatte trods enorme tab.

For Ukraine blev vinteren derfor et vigtigt aktiv, selv om den også ramte de ukrainske soldater hårdt. Jeg oplevede en stor taknemmelighed over de 2.000 sæt termoundertøj, jeg havde med ud til enheder ved fronten.

Samtidig tog nye ukrainske droner effektivt de russiske forsyningslinjer under beskydning. Kombinationen af vinterens kulde og den øgede dronekapacitet svækkede de russiske offensive muligheder markant. Hvor moralen blandt ukrainerne var under hårdt pres i efteråret 2025, blev foråret 2026 mødt med fornyet optimisme blandt både soldater og civile.

Deserteringer hos ukrainerne og russerne

Antallet af uafhængige journalister, der bevæger sig langs den russiske front, er meget begrænset. På den ukrainske side er adgangen langt bedre. Derfor er fortællingen om krigen ofte skæv.

Der florerer mange historier om russiske soldater, der bliver skudt i ryggen af deres egne, hvis de forsøger at trække sig tilbage. Desertører henrettes angiveligt uden rettergang. Det mest kendte eksempel er overløberen, der blev myrdet med en forhammer af soldater fra Wagnergruppen foran rullende kamera.

At russiske styrker anvender brutale metoder, er desværre ikke noget nyt. Beretningerne fra Berlins befrielse i 1945, blandt andet beskrevet i Anonyma – Eine Frau in Berlin, vidner om det. Hertil kommer de mange veldokumenterede overgreb mod både egne soldater, ukrainske civile og krigsfanger.

Det er derimod langt vanskeligere at vurdere, hvor udbredte deserteringerne i den russiske hær reelt er. Samtidig er mulighederne for at flygte begrænsede, fordi de fleste EU-lande kun i begrænset omfang tager imod russiske desertører. De har derfor meget vanskeligt ved at finde et sikkert tilflugtssted.

På den ukrainske side er billedet et andet. Den politienhed, der opsporer desertører i storbyerne, har et blakket ry for hårdhændede metoder. En invalideret veteran, der allerede var blevet hjemsendt fra hæren, blev eksempelvis tilbageholdt i Odesa og behandlet så voldsomt, at han endte i koma på intensiv afdeling.

Jeg ved desværre ikke, om han overlevede, men de involverede betjente blev stillet for retten, og sagen verserer fortsat. Det illustrerer en væsentlig forskel mellem de to lande: I Ukraine bliver de groveste overgreb trods alt retsforfulgt.

Indtil efteråret 2025 kunne en ukrainsk soldat, der havde været registreret som deserteret i mindst 24 timer, åbne sin militære app, melde sig tilbage til tjeneste og samtidig anmode om overflyttelse til en anden enhed. Hvor mange der benyttede ordningen, er umuligt at sige, men det har sandsynligvis været mange. For forholdene ved fronten er ganske enkelt umenneskelige.

Især infanteristerne sidder ved fronten måned efter måned uden at blive roteret, og mange har nu været i aktiv tjeneste i mere end fire år. Næsten ingen kan holde til det. I modsætning til eksempelvis britiske og amerikanske bombebesætninger under Anden Verdenskrig findes der ingen fast grænse for, hvornår tjenesten ophører.

Den ordning var i øvrigt ofte teoretisk, fordi mange aldrig nåede så langt. Men selv en sådan mulighed eksisterer ikke for de ukrainske soldater. For dem er der i praksis kun to udgange på krigen: En fredsaftale eller en kiste.

Derfor blev den såkaldte “deserteringsfinte” udbredt. Zelenskyjs daværende rådgiver Andrij Jermak mente imidlertid, at ordningen måtte stoppes. Soldater, der deserterede, skulle efter hans opfattelse ikke belønnes med en ny enhed, men sendes tilbage til angrebsstyrker, hvor tabene er blandt de højeste.

Forslaget blev særdeles upopulært og bidrog efter alt at dømme til at svække Jermaks position. Allerede tidligt på foråret blev ordningen genindført. De soldater, der benytter den, er kun desertører i teknisk forstand. I praksis vender de tilbage til tjeneste. Russisk propaganda bruger imidlertid deserteringstallene flittigt uden at nævne denne afgørende detalje.

Den nye nu tidligere forsvarsminister, Fedorov

Præsident Porosjenko havde én forsvarsminister i sine fem år ved magten. Zelenskyj har haft otte på syv år. Allerede i 2019 skabte beslutningen om at lukke dronecenteret i Kyiv utilfredshed blandt mange soldater. Regeringen prioriterede samtidig store investeringer i vejnettet – en nødvendig indsats, men efter manges opfattelse på bekostning af forsvaret.

Fedorovs forgænger, Denys Sjmyhal, indledte reformer, der skulle forbedre soldaternes vilkår. Omdannelsen fra brigader til korps var et forsøg på at skabe bedre rotation ved fronten. Problemet var og er imidlertid den samme: Manglen på soldater. Uden flere rekrutter findes der ingen enkel løsning.

Fedorov kom fra tech-branchen og stod bag udviklingen af de droneløsninger, som i dag giver Rusland store problemer. Han blev hurtigt opfattet som soldaternes minister. Samtidig voksede kritikken af den øverstkommanderende, Oleksandr Syrskyj.

Syrskyj blev hyldet for forsvaret af Kyiv og efterårsoffensiven i 2022, men blev også gjort ansvarlig for en række kostbare omringninger ved blandt andet Severodonetsk, Bakhmut, Avdijivka og senest Pokrovsk. Internt lød vurderingen, at endnu én katastrofe ville koste ham posten.

Da endnu en omringning ramte ved Kostjantynivka, pegede alt på Mykhajlo Drapatyj som afløser. Syrskyj nåede imidlertid at vende udviklingen og fik i stedet Fedorov skubbet ud. Men Ukraine er ikke Rusland. Fyringen udløste hurtigt omfattende protester.

Zelenskyj forsøgte at dæmpe utilfredsheden ved at tilbyde Fedorov andre topposter, men han afviste dem alle. Til sidst måtte Syrskyj selv forlade posten.

Drapatyj blev udnævnt, selv om han blev opfattet som Fedorovs kandidat. Det var efter min vurdering den rigtige beslutning. Han nyder stor respekt blandt soldaterne og er krigshelt fra Mariupol i 2014, hvor han i et pansret køretøj brød gennem separatistiske barrikader – en aktion, der fortsat cirkulerer på video.

Ukraine har i øjeblikket en fungerende forsvarsminister, Evgeniy Khamara, men jeg tvivler på, at han bliver permanent. Fedorov afviser fortsat alle Zelenskyjs tilbud, fordi han ønsker posten tilbage. Sker det, vil det være et politisk nederlag for præsidenten.

Efter min vurdering ville Fedorov og Drapatyj udgøre et stærkt makkerpar. Begge prioriterer soldaternes velfærd højt, og netop det kan blive afgørende, hvis Ukraine skal klare endnu en hård krigsvinter.

Fedorov er den eneste politiker på dette niveau, jeg har hørt fremlægge en konkret plan for, hvordan Ukraine kan vinde krigen og skabe en varig fred. For de fleste er en sejr over Rusland fortsat et håb. For Fedorov er den også et spørgsmål om en konkret strategi.

Frihed for Ukraine

Foreningen Frihed for Ukraine indsamler og indkøber materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression, samt rapporterer og oplyser løbende om krigen, Ukraine og relaterede emner.  

Ukraines soldater behøver al den hjælp, de kan få. Foreningen Frihed for Ukraine har fast leveringer af medicinsk udstyr, generatorer, feltspader og meget mere til følgende enheder:

12. Special Forces Brigade “Azov”
66. Brigade
103. Brigade

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

The post Ukraines kamp bag linjerne kan blive lige så afgørende som kampen ved fronten first appeared on Frihedforukraine.

Den amerikanske blogger og MAGA influencer Laura Loomer har besøgt Ukraine og ser nu verden i et ny lys. 

Kommentar af Irina Bernstein Medlem af bestyrelsen Frihed for Ukraine

Må jeg komme med en anbefaling? Se interviewet på X mellem den ukrainske militærleder Andrij Biletsky og den amerikanske blogger Laura Loomer.

Ikke fordi man nødvendigvis vil være enig med alt, hvad der bliver sagt. Men fordi interviewet er interessant som et sjældent møde mellem to meget forskellige virkeligheder.

I Ukrainekrigen er bestemte ord blevet til politiske slagmarker. “Azov”, “nazister” og “Ukraine” bliver ofte nævnt i samme sammenhæng – ikke mindst i den russiske informationskrig, hvor fortællingen om et påstået ekstremistisk Ukraine har været et centralt argument for invasionen.

Men ordene lever også videre i dele af den vestlige debat. Og netop derfor er samtalen mellem Loomer og Biletsky interessant.

Laura Loomer kommer ikke til interviewet uden en dagsorden. Hun har allerede fremført sine hovedbudskaber i Ukraine: at mange amerikanere oplever krigen som endeløs, og at USA ikke har ubegrænsede ressourcer til at støtte konflikter langt fra egne grænser.

Alligevel udvikler samtalen sig overraskende nok næsten journalistisk. Ikke fordi de to er enige – det er de bestemt ikke – men fordi spørgsmålene faktisk bliver stillet direkte.

Her mødes to forskellige verdener. Den største del af samtalen handler om Azov.

Er den ukrainske hær præget af Azov? Er Azov et udtryk for nazisme?

Det er et spørgsmål, der har fået enorm betydning, fordi Rusland i årevis har forsøgt at gøre Azov til et symbol på hele Ukraine. Et enkelt navn og et enkelt emblem er blevet brugt til at skabe en hel fortælling.

Loomer spørger direkte ind til nationalisme, nazisme og Azovs symboler. Hun rejser også spørgsmålet, om enheden burde ændre sit emblem, fordi Rusland har formået at bruge det i sin propaganda.

Biletskys svar bør høres i sin helhed. Men et centralt element er hans forsøg på at skille symbol og virkelighed ad.

Han peger på, at Rusland selv fører en imperialistisk krig baseret på idéen om at erobre andre landes territorier. Samtidig erkender han, at Azov har haft et alvorligt problem med sit internationale omdømme.

Men hans modspørgsmål er også vigtigt: Hvad ser man, når man ser på et symbol? Ser man kun et mærke, eller ser man også de mennesker, der har båret det og kæmpet under det?

Et af de mest interessante begreber i interviewet kommer faktisk fra Laura Loomer selv: “krisen i opfattelsen” af Ukraine.

Det rammer et centralt problem i moderne informationskrig. Mennesker ser ikke altid virkeligheden direkte. De ser den gennem allerede etablerede fortællinger.

Rusland har arbejdet systematisk på at forbinde Ukraine med nazisme. Og i begyndelsen af den fuldskala invasion kunne man også i Vesten finde eksempler på, at russiske påstande og citater fik plads i den offentlige debat.

Når Loomer fortæller, at mennesker stadig reagerer voldsomt på Azovs mærker – at “folk bliver vanvittige over disse patches” – siger det noget vigtigt.

Nogle mennesker ser ikke længere et symbol i en krig. De ser et symbol på deres egne politiske bekymringer.

Problemet er, at virkeligheden fortsætter uden for informationsboblerne. Mens civile i Ukraine bliver dræbt, og russiske angreb ødelægger byer, kan dele af debatten stadig være fastlåst i diskussionen om et emblem på en uniform.

Det betyder ikke, at symboler er ligegyldige. Men det viser, hvor effektiv informationskrigen er blevet.

Interviewet handler også om noget større end Azov.Det handler om USA’s rolle i verden. Loomers budskab er, at mange amerikanere ikke ønsker en krig uden slutning, og at USA ikke kan finansiere alle verdens konflikter.

Det er en reel politisk strømning, som Europa bliver nødt til at forstå.

Men spørgsmålet er, om man kun kan måle denne krig i udgifter.

Moderne krige fungerer ikke altid efter princippet om, at den største magt vinder. Ukraine har opbygget en unik erfaring med droner, teknologi og asymmetrisk krigsførelse. Den erfaring kan være værdifuld for hele Vesten.

Måske kræver det en vis ydmyghed at erkende, at mindre lande også kan besidde viden, som stormagter har brug for.

Mod slutningen bevæger samtalen sig ind i den amerikanske kulturkamp, Loomers egne konflikter med andre konservative stemmer og nogle af de mere ekstreme dele af den politiske debat.

For mange europæere kan det virke fremmed. Men netop derfor er interviewet interessant. Det viser, hvilke fortællinger og bekymringer der findes i dele af den amerikanske offentlighed.

Konklusionen er ikke, at alle synspunkter er lige rigtige. Det er de ikke.

Men hvis man vil forstå, hvorfor Ukrainekrigen diskuteres så forskelligt i Europa og USA, er man nødt til at forstå de informationsuniverser, der former menneskers syn på den. Det kræver en vis ydmyghed. For måske er den vigtigste lærdom fra mødet mellem Biletsky og Loomer, at vores egen virkelighedsforståelse også kun er én blandt flere. Og netop derfor er det værd at lytte, når to verdener mødes.

The post Nyt syn på Ukraine fra MAGA bevægelsen? first appeared on Frihedforukraine.

Kommentar af Jens C. Andreasen Sauermilch, jurist, forretningsmand og grundlægger af tænketanken International Policy and Security Institute.

Når man betragter det moderne Rusland gennem et juridisk og erhvervsøkonomisk prisme, ser man en stat, der har transformeret sig selv fra en mangelfuld retsstat til et rendyrket kleptokrati. Igennem mere end to årtier har Vladimir Putin systematisk demonteret uafhængige institutioner, centraliseret magten i en ekstremt snæver kreds af loyale oligarker og sikkerhedsfolk, samt kvalt enhver form for legitim politisk opposition. Dette brutale jerngreb om befolkningen er historisk set blevet retfærdiggjort af en uskreven samfundspagt: Afgivelse af frihed i bytte for geopolitisk storhed og økonomisk stabilitet. Men denne pagt er nu definitivt brudt. Modstanden mod Putin vokser i dag med en hidtil uset hastighed, og presset indefra er det stærkeste, han nogensinde har stået overfor.

Den primære katalysator for det nuværende systemiske kollaps er den katastrofale krig i Ukraine. Fra et militært, logistisk og strategisk synspunkt har invasionen udviklet sig til en udmattelseskrig uden klare geopolitiske gevinster for Rusland. Den russiske befolkning er i stigende grad blevet grebet af en dyb krigstræthed og skepsis. Hvor den statslige propaganda i de første år kunne opretholde en illusion om en hurtig og succesfuld “særlig militæroperation”, kan virkeligheden ikke længere skjules. Hundredtusinder af dræbte og sårede russiske mænd har efterladt dybe spor i det russiske civilsamfund. Officielle og uafhængige målinger, herunder de seneste undersøgelser fra Gallup og det russiske FOM, afslører, at befolkningens tillid til Putin er styrtdykket til det laveste niveau siden invasionens begyndelse. Putins folkelige legitimitet er ikke længere en selvfølge; den er en faldende valuta.

Sideløbende med de militære fiaskoer mærker den jævne russer nu krigens rå realiteter direkte på egen krop. Økonomiske sanktioner, skyhøj inflation og en total militarisering af statsbudgettet har skabt en desperat situation. Mere end 60 procent af russerne rapporterer nu, at deres økonomiske levevilkår er markant forværret, hvilket er en tyveårig bundrekord. Den økonomiske krise udmønter sig helt konkret i mangel på basale, daglige fornødenheder. Apotekernes hylder tømmes for livsvigtig, vestlig medicin, reservedele til biler og hvidevarer er umulige at opdrive, og fødevarepriserne stiger hurtigere end løningerne. Når en stat ikke engang kan garantere sine borgere basale fødevarer eller fungerende infrastruktur, krakelerer billedet af den stærke leder.

Denne intense interne utilfredshed har givet nyt liv til oppositionsbevægelsen, som ellers syntes lammet efter Alexei Navalnys tragiske død i fængslet. Modstanden har i dag to distinkte fronter: en ekstern og en intern. I juni 2026 kulminerede måneders eksil-diplomati i Berlin med stiftelsen af et egentligt, koordineret eksilparti under navnet ”Peaceful Russia”, anført af fremtrædende skikkelser som Ilya Yashin. Dette initiativ forsøger at opbygge et formelt politisk netværk, der kan integreres som rådgivere i vestlige parlamenter og kanalisere støtte direkte ind til undergrundsceller i Rusland. Internt i Rusland ser vi samtidig opblomstringen af det, der kaldes ”United Resistance Front” – et decentraliseret, hemmeligt netværk af russiske borgere, der udfører aktiv sabotage mod jernbaner og militære anlæg. Dertil kommer en voksende strøm af offentlig kritik fra uventede kanter, såsom mødre og hustruer til mobiliserede soldater, som regimet har overraskende svært ved at slå ned uden at udløse endnu større vrede.

Dette rejser det uundgåelige spørgsmål: Kan Putin overleve det nuværende pres, eller må han gå af? Svaret afhænger af, hvad der skal til for at tippe balancen. Et folkeligt oprør alene er sjældent nok i en moderne politistat. En reel afgang på kort eller mellemlangt sigt vil kræve et decideret paladsbetinget kup – et kollaps i elitetilliden, hvor de økonomiske tab for oligarkerne og de militære tab for siloviki (sikkerhedsfolkene) overstiger frygten for Putin selv. Skal et oprør lykkes, skal det være en symbiose mellem den eksterne eksilbevægelses strategiske visioner og de interne netværks fysiske mobilisering på jorden.

Men man må ikke undervurdere en presset diktators villighed til at satse alt. Putin befinder sig i et klassisk diktator-dilemma, hvor enhver indrømmelse tolkes som svaghed. Det er derfor yderst usandsynligt, at han vil kunne afgive de annekterede områder – og slet ikke Krim – og forblive ved magten. For Putins regime er Krim den ultimative geopolitiske juvel og selve symbolet på hans historiske eftermæle. At opgive Krim ville være det endegyldige bevis på militært nederlag, hvilket øjeblikkeligt ville udløse hans fald. Derfor er den mest sandsynlige rute for Putin at gå ”all in”. Vi må forvente en yderligere eskalering af konflikten, en total overgang til krigsøkonomi og en endnu mere brutal undertrykkelse af befolkningen.

En afgørende slagmark i denne overlevelseskamp bliver internettet. Putin har i årevis forsøgt at opbygge det såkaldte ”RuNet” – et isoleret, statskontrolleret internet efter kinesisk forbillede. Men i en globaliseret og digital tidsalder er det en teknologisk umulighed at afskære befolkningen fuldstændigt. På trods af blokeringer af sociale medier og uafhængige nyhedssider, bruger millioner af russere dagligt VPN-forbindelser og krypterede platforme som Telegram for at skaffe sig ucensureret information. Sandheden om krigens reelle omkostninger siver uundgåeligt igennem digitale sprækker, og statens kontrol med narrativet er reelt tabt blandt den yngre, teknologiparate generation.

Skulle presset mod forventning tvinge Putin til at afslutte krigen i Ukraine for at redde sit eget skind internt, vil han næppe kunne overleve politisk uden at kunne fremvise en klar “sejr”. En fredsaftale, der tvinger Rusland tilbage til grænserne før 2022, vil være hans politiske dødsdom. Hvis regimet falder, eller hvis Putin tvinges ud på grund af svigtende helbred eller paladskup, står de oplagte arvtagere allerede i kulissen. Det vil dog næppe være de demokratiske liberale fra Berlin, der tager over i første omgang. Arvtagerne skal findes i systemets egne rækker – teknokrater som premierminister Mikhail Mishustin eller hårde nationalister inden for sikkerhedsapparatet. En ny leder vil formentlig indlede sit styre med en midlertidig pragmatisme over for Vesten for at få løftet de økonomiske sanktioner, der kvæler landet.

Som jurister og forretningsfolk ved vi, at ingen forretningsmodel eller juridisk konstruktion kan overleve, hvis dens fundament er baseret på massive, akkumulerede tab og urealistiske aktiver. Putins regime kører i dag med et gigantisk underskud på den menneskelige, økonomiske og moralske bundlinje. Aktualiteten er slående: Putin har næppe været mere upopulær, og det russiske samfunds tolerance over for afsavn er ved at nå sin absolutte grænse.

Hos IPOS Institute står vi urokkeligt fast på frihedens, retsstatens og Ukraines side. Vi ønsker at være på den rigtige side af historien. Historien har vist os, at selv de mest undertrykkende regimer kollapser, når befolkningen mister frygten, og eliten mister troen på systemet. Putins jerngreb er ikke et tegn på styrke, men et symptom på et regime i panisk defensiv. Presset stiger, og revnerne i muren kan der ikke længere dækkes over.

IPOS Institute 

International Policy and Security Institute er en tænketank med globalt udsyn som har til formål at fremme sikkerhed, frihed og velstand.

Web: https://www.iposinstitute.org/
Facebook: https://www.facebook.com/IPOSinstitute/

Kilder og dokumentation

Gallup og Meduza (Juli 2026): Omfattende meningsmåling om det historiske fald i russernes tillid til Putin og den tyveårige bundrekord for russisk økonomisk pessimisme:
Gallup Poll via Meduza

Fortune Magazine (Juni 2026): Analyse af den russiske krigsøkonomi og befolkningens stigende utilfredshed med faldende levestandard:
Fortune: Russia Economy Pessimism Record

UAWire (Juni 2026): Dækning af dannelsen af det nye russiske eksilparti “Peaceful Russia” i Berlin anført af Ilya Yashin:
UAWire: Russian Opposition Launches Peaceful Russia Party

New Voice of Ukraine (Februar 2026): Indblik i de interne undergrundsnetværk (“United Resistance Front”), der bekæmper Putin-regimet indefra:
NV: Inside a Russian Underground Network Fighting Putin’s Regime

El País (Maj 2026): Analyse af, hvordan den langsigtede økonomiske krise i Rusland systematisk eroderer Putins popularitet:
El País: Economic Crisis Eroding Putin’s Popularity

The post Kejserens nye jerntæppe: Hvorfor Putins magtfundament endelig slår revner first appeared on Frihedforukraine.

Kronik af Jens C. Andreasen Sauermilch, jurist, forretningsmand og grundlægger af tænketanken International Policy and Security Institute.

Truslen stiger dag for dag. Det er ikke længere en dystopisk forudsigelse fra paranoide analytikere, men en kold, dokumenterbar virkelighed: Trusselsniveauet over for de vestlige demokratier har nået et kritisk punkt. Vi står ikke over for en fjern, hypotetisk fare på en digital slagmark eller en fastlåst frontlinje i det østlige Ukraine. Vi står over for en virkelighed, hvor Den Russiske Føderation dagligt udvider og intensiverer sine hybride angreb direkte mod vores civile samfund, vores kritiske infrastruktur og vores demokratiske kerneværdier. Ruslands metoder er blevet markant mere aggressive, desperate og direkte fysiske. Det er på høje tid, at Vesten smider fløjlshandskerne, indser alvoren og udnytter de svaghedstegn, som Kreml udviser lige nu. Vi skal vælge den rigtige side af historien – og det kræver kontant, strategisk og juridisk handling nu.

I de seneste år har de vestlige efterretningstjenester – herunder Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i Danmark samt det europæiske politisamarbejde Europol og partnere i NATO – gentagne gange råbt vagt i gevær. De rapporterer om en fundamental og dybdegående adfærdsændring i det russiske efterretningsapparat. Den klassiske spionage, som vi kendte den under den kolde krig, hvor diskrete efterretningsofficerer opererede under diplomatisk dække på de bonede gulve, er i vid udstrækning fortid. Efter udvisningen af hundredvis af russiske diplomater fra europæiske hovedstæder har Kreml været tvunget til at tænke nyt. Resultatet er en kynisk kommercialisering, outsourcing og demokratisering af truslen.

Rusland benytter i stigende grad helt almindelige russiske turister, kriminelle netværk, stråmænd og forretningsrejsende som uafvidende eller dybt kyniske brikker i deres efterretningsvirksomhed, sabotage og hybridkrigsførelse. Formålet er ikke blot at indsamle hemmeligheder, men at skabe provokationer, så mistillid, lamme logistikken og antænde sociale spændinger i hjertet af Europa. Skjult blandt legitime rejsende kan rekrutterede agenter uforstyrret kortlægge kritisk infrastruktur som havne, jernbaneknudepunkter, energi- og kommunikationsanlæg. Denne civile infiltration gør det ekstremt vanskeligt for de klassiske efterretningstjenester at skelne den reelle trussel fra den harmløse hverdagsaktivitet.

Men den russiske aggression stopper ikke ved dataindsamling og digital forstyrrelse. Frontlinjen er flyttet helt ind i vores gader og baggårde, og metoderne har udviklet sig til deciderede kamphandlinger på europæisk jord. Et rystende og højaktuelt eksempel er det brutale drab på den Putin-kritiske, russiske eksilkunstner Robert Kuzovkov – bedre kendt under sit kunstnernavn Semjon Skrepetskij – som for nylig blev skudt og dræbt midt på dagen i Polen. Drabet bærer alle de klassiske, isnende kendetegn for et statsligt sanktioneret politisk attentat. Hvorvidt ordren kom direkte fra korridorerne i Kreml, eller om likvideringen blev udliciteret til brutale tjetjenske netværk eller lokale kriminelle håndlangere, ændrer ikke på sagens kerne: Dette er statsterrorisme på europæisk jord. Det er en direkte og uacceptabel krænkelse af europæiske staters suverænitet, retssikkerhed og fundamentale frihedsværdier. Det er et signal til os alle om, at ingen kritiker er i sikkerhed, og at Rusland ikke længere respekterer nogen internationale spilleregler eller landegrænser.

Derudover ser vi en dyb række koordinerede forsøg på at skabe destabilisering via den ukontrollerede brug af turistvisum. Store grupper af russiske statsborgere, der ferierer i europæiske brændpunkter, kan strategisk udnyttes til at skabe lokale konflikter, især i områder med et højt antal ukrainske flygtninge. Gennem iscenesatte provokationer og efterfølgende massiv dækning i de russiske statsmedier forsøger Kreml at udstille det vestlige Europa som kaotisk, intolerant og svagt. Det handler om at svække vores interne sammenhængskraft og underminere befolkningernes opbakning til den nødvendige støtte til Ukraine.

Når en autoritær stormagt modarbejder os med alle tænkelige ikke-konventionelle midler, kan vi ikke længere nøjes med at udtrykke “dyb bekymring” fra Bruxelles eller København. Vi er nødt til at ramme det russiske regime der, hvor det for alvor gør ondt. Som jurist og forretningsmand ved jeg, at vi som et samlet europæisk retssamfund og som en massiv økonomisk stormagt besidder de nødvendige redskaber. Det, der mangler, er den entydige, kompromisløse politiske vilje til at bruge dem i fællesskab i EU og Schengen-zonen.

For det første skal vi implementere en markant og konsekvent stramning af visumreglerne for russiske statsborgere. Det er en uacceptabel sikkerhedsrisiko, at borgere fra en nation, der officielt har defineret Vesten som sin eksistentielle fjende, fortsat kan nyde godt af fri bevægelighed og rejse ind i Schengen-zonen under dække af turisme eller private forretninger. Vi er nødt til at lukke de juridiske og administrative huller, som de russiske efterretningstjenester helt åbenlyst udnytter til at infiltrere vores lande med agenter, koordinatorer og potentielle sabotører. Visum til Europa skal være et sjældent privilegium baseret på stringente baggrundstjek, ikke en selvfølge.

For det andet skal de økonomiske sanktioner skærpes og håndhæves med en hidtil uset hårdhed. Inden for erhvervslivet er det en basal naturlov, at kapital altid søger de mindste sprækker og veje udenom barrierer. Det er præcis det, vi ser i dag, hvor russiske energiselskaber og oligarker omgår de eksisterende sanktioner via komplekse netværk af stråmandsvirksomheder, fiktive datterselskaber og lyssky handelsruter i tredjelande.

Særligt kritisk er den såkaldte russiske “skyggeflåde”. Det drejer sig om hundredvis af synkefærdige, underforsikrede og uidentificerbare olietankere, der dagligt sejler gennem de danske stræder og europæiske farvande med det ene formål at omgå olieembargoen og skaffe vitale milliarder til Putins krigsmaskine. Disse skibe udgør ikke bare en tikkende økologisk katastrofe for vores havmiljø; de udgør en direkte, fysisk sikkerhedstrussel, da de opererer uden om international kontrol og potentielt kan misbruges til hybride operationer eller signalaflytning. Vi har som suveræne kyststater international ret til at beskytte vores territorialfarvande. Vi skal når det er muligt foretage inspektioner, tilbageholde tvivlsomme fartøjer og statuere et klart eksempel: Europæisk farvand er lukket for ulovlig finansiering af krig. De vigtigste sejlruter gennem Danmark – herunder Storebælt og Øresund – er kategoriseret som internationale stræder under FN’s Havretskonvention (UNCLOS) hvilket giver de registrerede ejere en betydelig beskyttelse. Danmark har dog ret til at gribe ind, hvis der foreligger klare, objektive beviser for, at et skib overtræder internationale miljøregler (Akut miljøfare (MARPOL), eller hvis der ikke er tale om egentlig transitpassage.

Det er afgørende at forstå, at Ruslands intensiverede hybridangreb og desperate eskalering ikke er et udtryk for geopolitisk styrke, men derimod et klart svaghedstegn. Det er handlingerne fra et autokratisk regime, der er presset til det yderste på den konventionelle slagmark i Ukraine, som mærker den langsigtede kvælende effekt af international isolation, og som er præget af dyb intern paranoia. Historien har vist os, at når diktaturer udviser svaghed og utilregnelighed, skal det ikke imødekommes med appeasement, dialogkaffe eller eftergivenhed. Det skal udnyttes. Det skal besvares med maksimalt, koordineret pres på alle fronter – økonomisk, juridisk, diplomatisk og militært.

Hvis vi ikke tager dette problem uhyre alvorligt nu, svigter vi ikke blot vores allierede i Østeuropa; vi svigter vores egne demokratiske kerneværdier og den retsorden, vi har opbygget siden 1945. Vi er nødt til at vise vores internationale partnere og eftertiden, at vi har den nødvendige rygrad til kompromisløst at forsvare det frie Europa. Det kræver et historisk politisk mod, øjeblikkelige stramninger af lovgivningen og en robust indsats på tværs af de europæiske grænser. Lad os handle resolut i dag, før den usynlige krig bliver en alt for synlig og ødelæggende realitet i vores egne gader.

IPOS Institute 

International Policy and Security Institute er en tænketank med globalt udsyn som har til formål at fremme sikkerhed, frihed og velstand.

Web: https://www.iposinstitute.org/

Facebook: https://www.facebook.com/IPOSinstitute/

The post Den usynlige krig på europæisk jord: Vesten skal vågne op over for Ruslands aggressive hybridkrig first appeared on Frihedforukraine.

Mens diplomater fortsat taler om fredsforhandlinger, peger udviklingen både på slagmarken og i den russiske økonomi i en anden retning. Hvis Kreml fastholder sine nuværende krigsmål, bliver en ny stor mobilisering vanskelig at undgå.

Kommentar af Irina Bernstein. Medlem af bestyrelsen for Frihed for Ukraine.

De seneste udmeldinger fra russisk side gør det stadig tydeligere, at Moskva ikke er interesseret i en fredsløsning langs den eksisterende frontlinje. Dermed bliver egentlige fredsforhandlinger mindre sandsynlige – selv om sandsynligheden endnu ikke er nul.

Efter alt at dømme vil Rusland først være villigt til at indlede seriøse sonderinger, når Kostjantynivka i Donetsk-regionen er faldet. Ikke nødvendigvis fordi byen i sig selv er afgørende, men fordi dens fald vil komplicere forsyningen af de ukrainske styrker i den nordlige del af Donbas. Samtidig vil russisk propaganda kunne fremstille udviklingen som et strategisk vendepunkt i krigen.

Kremls nuværende forhandlingsformel kan koges ned til ét budskab: Ukraine skal opgive Donbas. Hertil kommer en række politiske og humanitære krav. Dette er den røde linje, Vladimir Putin selv har trukket op, og som han i stigende grad offentligt binder sig til.

Interessant nok synes Kreml fortsat at betragte den ukrainske blokade og de gentagne angreb mod Krim som midlertidige problemer. Situationen minder om den måde, Moskva i sin tid betragtede de ukrainske operationer i Kursk-regionen på: som en forbigående irritation snarere end en strategisk trussel. Så længe der ikke opstår omfattende social uro på Krim, er der intet, der tyder på, at Putin vil ændre sin vurdering.

Samtidig ser vi tegn på en ændret amerikansk fortælling. Hvor Washington tidligere lagde vægt på fremskridt i forhandlingerne, synes fokus nu i stigende grad at være, at Ukraine »på nuværende tidspunkt vinder krigen«. Det kan meget vel blive en central del af Donald Trumps valgretorik.

Det betyder ikke nødvendigvis hårdere amerikansk pres på Rusland. Tværtimod er Trumps reelle muligheder for at påvirke Putin begrænsede. Der vil fortsat være diplomatiske initiativer og besøg, men de stærke økonomiske pressionsmidler er få. Den mest effektive påvirkning ville være et markant fald i de globale energipriser, men her er udviklingen præget af stor usikkerhed.

På hjemmefronten bliver problemerne i Rusland stadig mere synlige. Landet lider allerede under mangel på arbejdskraft, svigtende investeringer og voksende betalingsproblemer. Restancer på budgetbetalinger og skatter vokser hurtigt. Men det ville være forkert at konkludere, at den russiske økonomi er kollapset. Det er den ikke.

Rusland befinder sig snarere i en førkrisesituation. Flere alvorlige ubalancer er allerede synlige, men den egentlige systemiske krise ligger sandsynligvis først længere ude i horisonten.

Det afgørende spørgsmål er derfor militært. På slagmarken vil Rusland næppe kunne opnå større gennembrud uden en ny mobilisering. Hvor effektiv en sådan mobilisering ville være, må militære eksperter vurdere. Men meget tyder på, at en gentagelse af mobiliseringen fra 2022 ikke vil være tilstrækkelig. Hvis Kreml ønsker at ændre styrkeforholdet på fronten, kan der blive behov for mellem en halv og en hel million nye soldater.

Her støder Putin ind i sit største dilemma.

Mobilisering gennem høje kontraktbonusser og økonomiske incitamenter vil lægge yderligere pres på en økonomi, der allerede kæmper med mangel på arbejdskraft og voksende budgetproblemer. Men mobilisering uden penge kan vise sig endnu farligere.

En tvungen mobilisering uden attraktive økonomiske vilkår risikerer at blive katalysator for social utilfredshed og lokale protester.

Putin står derfor over for et valg mellem to dårlige løsninger: Krigen kræver flere soldater. Økonomien kan dårligt undvære dem.

Denne konflikt afspejler sig også i den måde, den russiske økonomi styres på. Den 24. juni overdrog Putin i praksis håndteringen af den voksende benzin- og brændstofkrise til Rosnefts magtfulde chef Igor Setjin.

Det er bemærkelsesværdigt. Ikke mindst fordi Setjin gennem længere tid har holdt sig på afstand af sektorens problemer. Når Kreml nu igen må gribe til personlig intervention og manuel styring, er det et tegn på, at de eksisterende styringsmekanismer ikke længere fungerer tilfredsstillende.

Problemet er blot, at Rusland ikke kun har én krise. Der er pres på arbejdsmarkedet, i energisektoren, i investeringerne og i de offentlige finanser. Og der findes ikke nok mennesker som Setjin til at håndtere dem alle.

Krigens krav har gradvist undermineret den relativt teknokratiske og markedsorienterede model, som Rusland har forsøgt at opbygge siden begyndelsen af 2000’erne. Mere og mere afhænger af direkte indgriben fra Kreml og af enkeltpersoners evne til at løse problemer gennem administrative beslutninger.

Det er sjældent et tegn på styrke.

Derfor peger meget på, at Putin allerede nu forbereder en større mobilisering til efteråret.

Tilbage står alene spørgsmålet om størrelsen – og om konsekvenserne først rammer økonomien eller den sociale stabilitet.

Frihed for Ukraine

Foreningen Frihed for Ukraine indsamler og indkøber materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression, samt rapporterer og oplyser løbende om krigen, Ukraine og relaterede emner.  

Ukraines soldater behøver al den hjælp, de kan få. Foreningen Frihed for Ukraine har fast leveringer af medicinsk udstyr, generatorer, feltspader og meget mere til følgende enheder:

12. Special Forces Brigade “Azov”
66. Brigade
103. Brigade

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

The post Putins dilemma: Krigen kræver mobilisering – økonomien kan ikke bære den first appeared on Frihedforukraine.

Det er klassisk russisk propaganda at beskylde Ukraine for nazisme. Dette spiller også ind i debatten om ukrainsk EU-medlemskab, men nazisme i et multietnisk samfund som det ukrainske giver ingen mening.

Kommentar af Frihed for Ukraines formand Jens Alstrup. Oprindeligt bragt i POV International, Copyright POV International

For nylig har Danmarks Radio bragt en del indslag om radikalisering af ukrainske unge flygtninge i Danmark. DR fortalte selv, at det drejede sig om få eksempler. DR forklarede også, at det mest drejede sig om symboler brugt på tøj med mere fra nordisk mytologi. Nogle af disse symboler blev også brugt af Det Tredje Rige.

Derfor er spørgsmålet, hvor udbredt radikaliseringen er, og hvad det i ukrainsk sammenhæng vil sige at være radikaliseret.

Som danskere har vi det ofte med at se verden fra den position, hvor vi selv befinder os. Som dansker skal man huske, at i Ukraine skal man, som kommende brudepar, der skal giftes i den ortodokse kirke, gennemgå undervisning om de roller, som ægteskabet indebærer.

For eksempel skal familiens overhoved, og det vil sige manden, forestå familiens dispositioner. Til gengæld skal kvinden sørge for god husholdning. Det vil sige madlavning, rengøring og så videre.

Allerede her vil nogle danskere tænke, at det er radikaliseret, eller i det mindste tilbagestående, i forhold til det niveau, vi selv befinder os på. Irina Bernstein skriver i et opslag på Facebook, at ukrainske flygtninge som gennemsnit er mindre på kant med loven end danskere. Politiet selv fortæller også, at de sager, der har været om radikaliserede ukrainske unge, alene handler om folk, der har følt sig utrygge ved de symboler, der er blevet brugt på de unges tøj og de unges øvrige fremtræden.

Højreradikale i Ukraine er ikke så rabiate som mange andre steder

Faktuelt burde dette ikke være nogen stor sag. Men russisk propaganda bruger kontinuerligt det narrativ, at det er ukrainerne, der er nazister. Hele den særlige militære operation, som den russiske krig kaldes af Putin selv, handler om at bekæmpe og udrydde ”nazister”.

Svaret på denne kontinuerlige flodbølge af ikke-funderede påstande fra den russiske propaganda er ofte at gøre grin med det og kalde sig selv for nazist, at bruge nazi-symboler i flæng, eller i samtaler komme med referencer til det som ”Jeg havde travlt med at heile på gadehjørnet”.

Det sidste er en vittighed, som jeg af og til selv bruger.

Det er naturligvis en hårfin balance, for der er ingen tvivl om, at Ruslands kontinuerlige pervertering af begrebet nazister ender med, at man i forglemmelse tænker noget positivt om nazisterne. Særligt i Ukraine, hvor millioner af mennesker er blevet myrdet af nazister under Anden Verdenskrig, er det i den grad respektløst over for sine egne forfædre at bruge nazi-symboler.

For selvfølgelig er der nazister i Ukraine, ligesom der også er det i Danmark, men de unge, jeg har mødt i Ukraine, der for eksempel gik med rigsørnen som symbol, gik alene med den, fordi det er et symbol, som Rusland ikke bryder sig om, og uden at de unge ukrainere i øvrigt forstår dens historiske betydning.

Nazisme i et multietnisk samfund som det ukrainske giver ingen mening. Og der er da også kun meget få nazister.

Til gengæld er der nok nogle flere ”almindelige” højreradikale. At være højreradikal i Ukraine vil ofte handle om traditionelle familieværdier, en høj grad af nationalisme, og stor villighed til at kæmpe for sit land. Tilsvarende værdier, måske mindre rabiat udtrykt, kan man nok også finde i Danmark hos medlemmer af Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF.

Når man går tæt på de højreradikale, og jeg har mange kontakter til det miljø i Ukraine, så er der for eksempel ikke den store modstand mod muslimer som sådan. Krimtatarerne er en befolkningsgruppe i Ukraine, og de er muslimer, så man har været vant til at leve sammen med muslimer i århundreder.

På trods af holocaust og den jødiske udvandring under Sovjetunionen er der også stadig et ganske stort jødisk samfund i Ukraine.

Dermed er der mange folkeslag, og den eneste gruppe, der adskiller sig betydeligt, er romaerne, der er blevet angrebet af ukrainske højreradikale, og nogle af deres beboelser er blevet sat i brand. Jeg henviser til en konkret handling i 2019.

Her er det meget vigtigt at nævne, at det politiske system i Ukraine straks indførte forbedrede rettigheder for romaerne som reaktion på det skændige overfald.

Kort sagt, de højreradikale i Ukraine er gennemgående ikke nær så rabiate som dem, vi selv har, der er ikke mange af dem, og de der virkelig er rabiate efter enhver målestok, er der, på trods af krigen, kun meget få af. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal være glade for nazi-symboler. På trods af Ruslands propaganda er der ikke, og bliver der ikke, noget godt at sige om nazister.

Men her er der en ekstra lille tilføjelse, og det er, at ukrainerne i høj grad leder efter en identitet, der knytter sig til de skandinaviske vikinger, der var med til at etablere Kyiv Rus, og der ligger forklaringen på især de unge ukraineres glæde over de nordiske symboler.

Nogle af disse symboler blev under Anden Verdenskrig desværre brugt af tyske divisioner og enheder, hvis historie man ellers bør lægge stor afstand til. Men for de unge ukrainere er det ofte blot et flot symbol, hvis betydning de ikke er klar over.

Frihed for Ukraine

Foreningen Frihed for Ukraine indsamler og indkøber materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression, samt rapporterer og oplyser løbende om krigen, Ukraine og relaterede emner.  

Ukraines soldater behøver al den hjælp, de kan få. Foreningen Frihed for Ukraine har fast leveringer af medicinsk udstyr, generatorer, feltspader og meget mere til følgende enheder:

12. Special Forces Brigade “Azov”
66. Brigade
103. Brigade

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

The post Myten om det nazistiske Ukraine lever videre first appeared on Frihedforukraine.

Kommentar af Irina Bernstein medlem af bestyrelsen i Frihed for Ukraine

Mange spekulerer i den videre udvikling af krigen i Ukraine, og nu føjes endnu et muligt punkt til listen over scenarier: at konflikten kan bevæge sig ind i en fase, hvor den ikke kun udspiller sig militært ved frontlinjerne, men også politisk i de områder, der allerede befinder sig i Ruslands periferi eller under russisk indflydelse.

Særligt Sydossetien og Transnistrien fremstår i den sammenhæng som to vedvarende gråzoner i det postsovjetiske rum, hvor formel statslighed og de facto kontrol har eksisteret side om side i årtier.

Udviklingen skal ses i lyset af Ruslands invasion af Georgien i 2008. Siden da er Sydossetien blevet stadig tættere integreret med Rusland militært, økonomisk og politisk. De seneste ændringer kan derfor ses som endnu et skridt i en proces, der har stået på i næsten to årtier.

I Sydossetien er udviklingen i 2026 blevet intensiveret af en markant politisk omrokering. Den de facto-ledede region har gennemført et hurtigt skifte i den udøvende magt, hvor Marat Kambolov – en russisk teknokrat med baggrund i føderale ministerier og Kurchatov-instituttet – er blevet udpeget til premierminister.

Samtidig har den tidligere de facto-præsident Alan Gagloev annonceret sin afgang for at tiltræde en rådgiverrolle i Vladimir Putins administration, samtidig med at han henviser til implementeringen af en integrationsaftale mellem Moskva og Sydossetien.

Ifølge flere analyser er udskiftningen ikke blot et internt magtskifte, men et led i en længere proces, hvor regionens institutioner gradvist tilpasses russiske strukturer gennem lovharmonisering, økonomisk integration og udpegning af centrale embedsmænd med direkte tilknytning til russiske statsinstitutioner.

Transnistrien, der ligger mellem Moldova og Ukraine, befinder sig i en tilsvarende situation. Regionen har siden begyndelsen af 1990’erne fungeret som en ikke-anerkendt stat med russisk militær tilstedeværelse og økonomisk støtte, hvilket har fastholdt en de facto-selvstændighed uden international legitimitet.

Fælles for Sydossetien og Transnistrien er dermed, at de fungerer som stabile, men uafklarede konfliktzoner, hvor suverænitet er fragmenteret mellem lokale strukturer og russisk indflydelse. Det skaber en særlig type politisk gråzone, hvor ændringer sjældent sker gennem formelle annekteringer, men snarere gennem gradvis institutionel omformning.

I et bredere perspektiv rejser udviklingen spørgsmålet om, hvorvidt krigen i Ukraine også accelererer sådanne processer i Ruslands nærområder – ikke ved direkte militær ekspansion, men gennem en langsom forskydning af administrative og politiske realiteter i allerede omstridte territorier.

Frihed for Ukraine

Foreningen Frihed for Ukraine indsamler og indkøber materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression, samt rapporterer og oplyser løbende om krigen, Ukraine og relaterede emner.  

Ukraines soldater behøver al den hjælp, de kan få. Foreningen Frihed for Ukraine har fast leveringer af medicinsk udstyr, generatorer, feltspader og meget mere til følgende enheder:

12. Special Forces Brigade “Azov”
66. Brigade
103. Brigade

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det! 

The post En ny fase i konflikten? Inddragelse af Sydossetien og Transnistrien? first appeared on Frihedforukraine.

Ukraine modtager 90 mia. euro fra EU, men prisen er høj: Kyiv måtte genåbne for russisk olieeksport til Ungarn som betingelse for hjælpen.

Analyse af Frihed for Ukraine, 22.04.2026

Ukraine står til at modtage 90 milliarder euro fra EU. Det er godt nyt. Men der er en bagside, som fylder mindre i overskrifterne – og som burde fylde mere.

For pengene kom ikke af sig selv.

Det var Viktor Orbán og Robert Fico, der blokerede for aftalen. Den officielle forklaring var, at Ukraine ikke gjorde nok for at reparere olierørledningen Druzhba pipeline. Men signalet var ret klart: Først sørger I for, at russisk olie kan flyde igen – så kan vi tale om penge.

Kyiv sagde ja. Bruxelles sagde ja. Og pengene blev frigivet.

Ser man nøgternt på det, er rækkefølgen svær at komme udenom: Rusland bomber infrastrukturen. Ungarn og Slovakiet bruger situationen politisk. Ukraine bliver presset til at genoprette en rute for russisk olie – og får først derefter støtte til at føre krig mod Rusland.

Det er en konstruktion, der er lige så enkel, som den er ubehagelig.

Samtidig er det værd at bemærke, hvad der ikke bliver sagt. Orbán har ikke for alvor kritiseret Moskva for angrebene på en rørledning, der er vigtig for Ungarns egen energiforsyning. Det peger på, at det her ikke kun handler om olie. Det handler om at fastholde Ukraine som transitland.

Også Donald Trump har været ude og bakke op om argumentet om, at Ungarn ikke har andre muligheder end russisk olie. Det er ikke helt rigtigt. Der findes alternativer, blandt andet via Kroatien. Men det ændrer ikke ved, at fortællingen er politisk brugbar.

Det efterlader det vigtigste spørgsmål: Hvad sker der nu?

Ukraine er fanget i en mærkelig dobbeltrolle. På den ene side får landet penge fra Vesten – blandt andet fordi EU i praksis kompenserer for, at nogle medlemslande stadig køber russisk energi. På den anden side er det netop transitten gennem Ukraine, der gør det muligt for Rusland at tjene penge og fortsætte krigen.

Det er et kredsløb, hvor begge sider bliver holdt i gang samtidig.

Og det er ikke noget, der forsvinder i morgen. Tværtimod. Så længe Ungarn og Slovakiet ikke udfaser russisk olie, vil behovet for transit bestå. Og så længe transitten består, vil Vesten være nødt til at kompensere Ukraine.

Man kunne i teorien forestille sig, at Ukraine sagde stop. Men det ville kræve, at andre også ændrede kurs. Det er der ikke meget, der tyder på lige nu.

Hvis energimarkedet samtidig bliver strammere – for eksempel hvis uroen i Mellemøsten tiltager – kan presset gå i den modsatte retning. Så kan Ukraine blive bedt om at udvide transitten. Mod nye lån. Nye aftaler. Samme grundproblem.

Resultatet er et system, der kører videre, fordi alle parter på kort sigt har noget at vinde – selv om det på længere sigt er svært at få til at hænge sammen.

Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

The post Ukraine får milliarder – men betaler med sin rolle som transitland first appeared on Frihedforukraine.

Det russiske regime søger stadig større kontrol over det russiske internet, hvilket øger risikoen for nedbrud.

Analyse af Irina Bernstein, Frihed for Ukraine

Det aktuelle sammenbrud i dele af Ruslands bank- og digitale infrastruktur kan umiddelbart fremstå som et teknisk problem – eller som resultat af et muligt cyberangreb. Men ser man udviklingen i et længere perspektiv, tegner der sig et mere strukturelt billede: Nedbruddet er ikke en afvigelse. Det er en konsekvens af en flerårig strategi.

Kernen i denne strategi har været gradvis kontrol over informationsstrømme. Med Roskomnadzor som central aktør er det russiske internet blevet omformet fra et åbent netværk til et reguleret og filtreret system. Installation af udstyr til dyb pakkeinspektion, blokering af udenlandske tjenester, krav om lokal datalagring og stigende juridisk kontrol med online ytringer har tilsammen skabt en ny arkitektur: et nationalt, kontrollerbart internet.

Denne arkitektur har et klart politisk formål – at begrænse uønsket information og sikre statens monopol på fortællinger. Men teknologisk indebærer den en række indbyggede svagheder.

For det første skaber centralisering flaskehalse. Når trafik i stigende grad skal passere gennem kontrollerede knudepunkter, reduceres systemets redundans. Det gør netværket mere følsomt over for fejl – både interne og eksterne.

For det andet øger kompleksiteten risikoen for systemfejl. Hvert lag af filtrering, overvågning og blokering er et potentielt fejlpunktslag. I et miljø, hvor mange systemer er tæt integrerede – finans, betalinger, logistik – kan selv mindre forstyrrelser forplante sig hurtigt.

For det tredje påvirker isolationsevnen innovations- og vedligeholdelseskapaciteten. Når internationale tjenester og teknologier udelukkes eller begrænses, reduceres både konkurrence og adgang til opdateringer, sikkerhedsstandarder og ekspertise.

Disse faktorer bliver særligt kritiske i finanssektoren.

Moderne bankinfrastruktur er dybt afhængig af stabile netværk og realtidskommunikation. Betalingssystemer, clearing, risikostyring og kundeadgang fungerer kun, hvis data kan bevæge sig hurtigt og pålideligt. Når denne bevægelse hæmmes eller forstyrres, opstår der ikke blot forsinkelser, men potentielle systemiske risici.

Det er i dette lys, man skal forstå rapporterne om, at selv store banker midlertidigt har været utilgængelige. Uanset den konkrete udløsende faktor peger hændelsen på en underliggende sårbarhed: et system, hvor kontrolmekanismer kan forstærke chok i stedet for at absorbere dem.

Udviklingen er ikke ny.

Allerede i midten af 2010’erne steg tempoet i blokeringer markant. Hvor der tidligere blev lukket enkelte sider, blev det senere et kontinuerligt mønster. Parallelt hermed voksede det juridiske pres på bloggere og digitale aktører. Strategien var konsistent: at reducere informationsrummet og øge statens styring.

Historisk set har denne logik klare paralleller.

I Sovjetunionen blev informationskontrol håndhævet gennem registrering af skrivemaskiner, arkivering af tekstprøver og aktiv forstyrrelse af udenlandske radiosignaler. Systemet var designet til at forhindre uønsket information i at cirkulere. Men det havde også en utilsigtet effekt: det skabte et samfund, hvor ineffektivitet og mistillid blev indlejret i strukturen.

Nutidens digitale kontrol er teknologisk mere avanceret, men følger samme princip. Forskellen er, at afhængigheden af informationsinfrastruktur i dag er langt større. Hvor informationskontrol tidligere primært påvirkede det offentlige rum, påvirker den nu direkte økonomiens funktion.

Dermed ændres risikoprofilen.

Et lukket eller stærkt begrænset internet er ikke kun et spørgsmål om ytringsfrihed. Det er et spørgsmål om systemets evne til at fungere. Når netværk bliver ustabile, påvirkes ikke kun informationsstrømme, men også kapitalstrømme, varestrømme og institutionel tillid.

Det betyder, at staten i forsøget på at reducere politisk risiko kan øge den økonomiske og tekniske risiko.

Den aktuelle situation indikerer, at denne balance er ved at forskyde sig. Kontrolmekanismer, der tidligere blev opfattet som styrkende, begynder at fremstå som belastninger. Ikke nødvendigvis konstant, men i kritiske øjeblikke – hvor systemet udsættes for pres.

På længere sigt rejser det et centralt spørgsmål: Hvor meget kontrol kan et digitalt samfund absorbere, før det begynder at miste funktionalitet?

Historien giver ikke et præcist svar, men peger på et mønster. Systemer, der prioriterer kontrol over robusthed, opbygger skjulte sårbarheder. Disse sårbarheder er ofte usynlige i stabile perioder, men bliver tydelige under stress.

I det 21. århundrede, hvor økonomi og infrastruktur er uløseligt forbundet med internettet, kan sådanne sårbarheder få vidtrækkende konsekvenser.

Derfor er det aktuelle nedbrud ikke blot en isoleret hændelse. Det er en indikator.

En indikator på, at begrænsningen af internettet – når den når et vist niveau – ikke længere kun former informationsrummet, men begynder at forme og begrænse selve samfundets funktion.

Mere info:

The Guardian: Russia slowly trying to splinter its internet from rest of world, analysts say
The Moscow Times: Mass Outage Hits Sberbank and Other Major Russian Lenders

Frihed for Ukraine

Frihed for Ukraine arbejder med indsamling og indkøb af materiel, der kan hjælpe ukrainske soldater i deres kamp mod den russiske aggression. Vi har sendt Termiske Droner, militære vinterjakker, brandslukkere, laptops, generatorer, medicinsk udstyr og meget andet direkte til soldaterne i Ukraine.

Indsamlingen er godkendt af Civilstyrelsen:

Giv en donation og hjælp os med at hjælpe! Store som små beløb, modtages med stor glæde! Vi arbejder alle gratis her, så bidragene går direkte til formålene: Hjælp til soldaterne og oplysning om krigen i Ukraine.

Direkte donationer til kan overføres til konto:
Reg.nr.: 2300 kontonr.: 9036474308 eller via MobilePay: 463694

Du kan også donere via vores webbutik.

Du kan blive fast donor til Frihed for Ukraines arbejde med 50 kr/måneden eller mere. Tilmeld dig som fast donor i vores webbutik

Bliv medlem! Du kan også støtte os ved at melde dig ind i vores forening

Husk du kan hjælpe helt gratis, ved at dele vores Facebook opslag og give et like. Stor tak til de mange, som gør det!

“Знову – все буде добре!”
“Alt bliver godt igen!”

The post Når kontrol af internettet bliver en systemisk risiko for staten first appeared on Frihedforukraine.